Nu får de hjemløses hunde også et varmt sted at sove

Herberger og sovesteder for de hjemløse har sjældent plads til de hjemløses hunde. Nu tilbyder Dyreværnet nattely for de frysende hunde.

Det er ikke kun de hjemløse, der lider om natten, når de skal sove ude i den bidende kulde.

Det er også de hjemløses hunde.

Derfor tilbyder Dyreværnet i København nu, at de hjemløse kan aflevere deres hunde om eftermiddagen og få dem igen næste morgen.

- I København er der, så vidt vi ved, kun to overnatningssteder for hjemløse, hvor de må have deres hunde med. Det er herberget i Hillerødgade, og så er det kvindeafdelingen på Sundholm. Mange af de andre steder må man ikke have hunde med. Det kan være et problem for de hjemløse, at de ikke ved, hvad de skal gøre af deres hunde. Derfor træder vi til og tilbyder at tage os af hundene om natten, fortæller Signe Sehested Lund, der er kommunikationschef i Dyreværnet.

Dyreværnet lagde tilbuddet ud på Facebook tirsdag. Klokken 15 hver eftermiddag (foreløbig indtil fredag) holder der to dyreambulancer bagved Københavns Rådhus, hvor de hjemløse kan aflevere deres hund – og så kan de hente dem næste morgen klokken 10 samme sted.

Hjælp de hjemløses hunde

***BREAKING: HASTER - BRUG FOR HJÆLP - DEL!*** Vi kan ikke nå at få budskabet ud gennem medierne og det haster: Det er iskoldt! Derfor har vi hos Dyreværnet netop besluttet, at vi fra i dag, tirsdag den 27. februar til fredag den 2. marts, tilbyder gratis kost og logi til de hjemløses hunde. Kl. 15 holder der to dyreambulancer bagved Københavns Rådhus for at hente snuderne og vi bringer dem tilbage dagen efter kl. 10. Ser du en hjemløs med hund i København, så fortæl dem om tilbuddet og hjælp dermed de hjemløses hunde med at få en varm seng i nat. ️

Posted by Dyreværnet on Tuesday, February 27, 2018

Eget værelse i Rødovre

- Der kom ikke nogen i går (tirsdag, red.), men vi gik jo også først ud med budskabet to-en-halv time før. Hvis der ikke kommer nogen, kan det jo være et godt tegn - hvis det betyder, at der er styr på det og de har et sted at være med deres hunde, siger Signe Sehested Lund.

Tilbuddet til de hjemløses hunde er attraktivt. En nat på eget værelse i Dyreværnets internat i Rødovre med gulvvarme, et lunt dækken og aftensmad.

Mange rykker de hjemløse til undsætning og tilbyder dem et sted at sove. Blandt andet her i Kristuskirken. Men mange steder kan de hjemløse ikke have deres hunde med.
Mange rykker de hjemløse til undsætning og tilbyder dem et sted at sove. Blandt andet her i Kristuskirken. Men mange steder kan de hjemløse ikke have deres hunde med. Foto: TV 2

- Hos os hedder det altså et værelse. Vi kalder det ikke bure, påpeger kommunikationschefen.

'Sig det videre'

Udmeldingen fra Dyreværnet har allerede efter et døgn spredt sig vidt og bredt på Facebook med næsten 22.000 delinger og 12.000 likes. Men netop de hjemløse er svære at komme i kontakt med på den måde, erkender Signe Sehested Lund.

- Folk, der læser budskabet på Facebook eller et andet sted, må meget gerne give det videre. Folk, der møder en hjemløs på deres vej, må meget gerne huske at fortælle dem, at de kan aflevere deres hund hos os, siger hun.