Forhandlinger om overenskomst for 500.000 ansatte i kommunerne er brudt sammen

Det nye sammenbrud kommer efter en weekend, hvor flere fagforeninger har forberedt sine medlemmer på strejke.

Forhandlingerne om en ny overenskomst for cirka en halv million medarbejdere i landets kommuner er brudt sammen. Det står klart efter et møde mellem Kommunernes Landsforening, KL, og fagforeningerne mandag aften.

På trods af møder på kryds og tværs hele dagen har parterne ikke formået at finde en løsning på de største knaster i forhandlingerne, som fortsat er lønniveauet, regulering af arbejdstiden og den arbejdsgiverbetalte frokostpause.

- Så er forhandlingerne med Kommunernes Landsforening brudt sammen, desværre, skriver Dennis Kristensen, formand for fagforeningen FOA, i et længere indlæg på Facebook.

- Jeg oplever ikke, at OK 18 (overenskomstforhandlingerne, red.) blev håndteret professionelt og for modparten éntydigt fra arbejdsgivernes side.

Kommunernes topforhandler Michael Ziegler er ærgerlig over sammenbruddet for de mange tusinde kommunalt ansatte.

- Det er en alvorlig situation for mange medarbejdere, og vi kommer desværre til at forstyrre mange borgere med det her, siger han til TV 2.

Det er især punktet om, hvor meget de kommunalt ansatte skal stige i løn, der har adskilt de to parter. Mens KL vil give en lønstigning, som cirka svarer til det de privatansatte fik, da de sidste år forhandlede overenskomst, vil lønmodtagerne i kommunerne have en væsentlig højere stigning i lønnen.

- Det er helt uholdbart, hvis vi giver større lønstigninger på det kommunale område, end vi lige har konstateret på det private område, siger Michael Ziegler.

Overenskomstforhandlingerne 2018

OK18 gælder for 745.000 ansatte hos staten, regionerne og kommunerne, der skal have en ny overenskomst, sandsynligvis for de næste tre år.

I løbet af efteråret har parterne formuleret deres krav til overenskomsten. 

Siden nytår har parterne mødtes og udvekslet krav.

Parterne er ikke blevet enige og sagen er nu endt i Forligsinstitutionen, hvor forligsmanden skal formulere et mæglingsforslag.

Hvis én af parterne forkaster dette forslag, kan det ende i strejke eller lockout.

Parter står langt fra hinanden

Ifølge Anders Bondo Christensen, der har forhandlet med Michael Ziegler på de kommunalt ansattes vegne, står parterne langt fra hinanden.

- Vi står stadigvæk rigtig langt fra hinanden. Vi har desværre stået over for en modpart, der har stået helt stejlt på en række af vores kerneområder, siger Anders Bondo Christensen til Ritzau.

Han har savnet konkrete udspil fra kommunerne. - Vi står i den lidt vanvittige situation, at vi end ikke har fået et lønudspil fra kommunerne på skrift, siger han.

Sammenbrud for de statsansatte

Efter syv dages overenskomstforhandlinger mellem staten og statens ansatte brød de sammen fredag eftermiddag.

Her var årsagen, at parterne efter det lange forhandlingsforløb stadig ikke var enige om, hvor store lønstigninger politibetjente, gymnasielærere, skattemedarbejdere og ansatte i ministerier skal have i de kommende tre år.

Chefforhandleren for de offentligt ansatte, Flemming Vinther fra Centralorganisationernes Forhandlingsudvalg, CFU, fortalte i forbindelse med sammenbruddet til TV 2, at det, statens og kommunernes forhandlere havde lagt på bordet indtil videre, ikke var godt nok. 

- Problemet er, at de ikke imødekommer os overhovedet på nogle af vores centrale krav, sagde Flemming Vinther i fredags.

Fagbevægelse forbereder sig på strejke

Fagbevægelsen begyndte i weekenden at forberede sig på konflikt efter fredagens sammenbrud i forhandlingerne.

Pædagogernes fagforening BUPL har lavet en strejkeplan, der vil betyde lukning af en del af landets skoler og institutioner.

- Vi håber ikke, det kommer så langt. Men hvis det skal vise sig, at det er nødvendigt, så er vi klar til en konflikt. Det er jo en del af den danske forhandlingsmodel og et af de kampskridt, vi har. Det er en af de muligheder, vi har for at presse arbejdsgiverne, sagde Elisa Bergmann, formand for BUPL, til TV 2 i weekenden.

Hun oplyste i den forbindelse, at BUPL vil sende 10-15 procent af sine medlemmer i strejke, hvis det ender med en konflikt. Det svarer til 5-6000 pædagoger.

I alt 745.000 offentligt ansatte risikerer at blive konfliktramt.

På onsdag er der deadline for at varsle lockout eller strejke, hvis den skal træde i kraft den 1. april, hvor de nuværende overenskomstaftaler udløber.

Parter vil prøve igen i Forligsinstitutionen

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen forventer, at Forligsinstitutionen, der har til formål at hjælpe arbejdsmarkedets parter med at afslutte overenskomster uden arbejdsretlige konflikter, kommer til at spille en rolle.

- Det kommer nok til at køre videre ovre i Forligsinstitutionen. Der vil forligskvinden spørge parterne, om de vil prøve selv endnu en gang - og det vil de formentlig sige ja til.