Nyt studie: Mange og almindelige infektioner skader ikke børns hjerner

16x9
Børn bliver i vinterhalvåret ofte ramt af infektioner som øjenbetændelse, halsbetændelse, forkølelser og feber, men mange infektioner skader ikke hjernen på længere sigt. Foto: Linda Kastrup / Scanpix

Mæslinger og meningitis kan aflæses i afgangsprøverne i folkeskolen, men det kan almindelige og gentagne infektioner ikke, viser nyt studie.

Ifølge et nyt studie fra Aarhus Universitet påvirker børns gentagne infektioner ikke deres indlæringsevne, så længe der ikke er tale om hospitalsindlæggelser. Og det er beroligende viden, mener Ole Köhler-Forsberg, der er læge og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet samt en af forskerne bag undersøgelsen.

- Hvis man har børn i institution, så ved man, at børnene hele tiden er syge. Men undersøgelsen viser, at selv om man har fem, ti eller femten af de lettere infektioner, har det ikke nogen betydning for børnenes gennemførelse af folkeskolen, siger han.

Mæslinger kan aflæses i folkeskolens afgangsprøve

I undersøgelsen har forskere kigget på data om næsten 600.000 danskere, der er født i perioden mellem 1987 og 1997. Det er registerdata om helbred, behandlinger, indlæggelser, udlevering af recepter og resultater fra folkeskolens afgangsprøver.

Det har været vigtigt for forskerne at undersøge emnet. Det skyldes, at tidligere undersøgelser har vist, at sagen var en anden, hvis børnene bliver indlagt.

Ved hospitalsindlæggelser er der typisk tale om mere alvorlige infektioner som mæslinger eller meningitis. De kan skade hjernen, hvilket kan aflæses i afgangsprøverne i folkeskolen, fortæller Ole Köhler-Forsberg.

- Vi har hørt, at alvorlige infektioner påvirker hjernen meget. Og selvfølgelig er normale infektioner, som folk ofte har hen over vinterhalvåret, meget irriterende. Men de betyder ikke noget i det lange løb, siger han.

Ligesom mange voksne lige nu ligger i sengen med influenza, er også mange børn ramt.