Nu kan du møde disse skilte på motorvejen - det betyder de

Vejdirektoratet vil med smiley-ordning skabe glæde blandt bilisterne på E45. Inspirationen kommer fra Tyskland.

Du kender det sikkert. 

Trafikken bevæger sig i sneglefart, og det vejarbejde, du er i gang med at passere i din bil, synes at fortsætte i en uendelighed.

Nu kommer Vejdirektoratet landets bilister i møde. Vejdirektoratet relancerer nemlig en ordning med smiley-skilte på et stykke af E45 mellem Aarhus og Skanderborg, hvor en større udbygning af motorvejen netop nu er i gang.

Håbet er, at smiley-ordningen kan mindske de sure miner hos bilisterne. 

- Vi håber, at det kan få trafikanterne til at tage det med et lille smil, når de kører gennem vejarbejdet, fordi vi ved jo, at det er irriterende, når vi skal lave udvidelser, som vi laver her, siger Robin Højen Madsen, projektchef i Vejdirektoratet, til TV 2.

Inspiration fra Tyskland

Smiley-skiltene fortæller kort og godt bilisterne, hvor langt det pågældende vejarbejde strækker sig.

Skiltene starter med at vise triste smileys, der så gradvist bliver gladere og gladere, jo tættere bilisten er på at forlade zonen med vejarbejde. Det største smil ser man på det sidste skilt, idet man kører ud på normal vej igen.

Sådan ser smiley-skiltene ud.
Sådan ser smiley-skiltene ud. Foto: Vejdirektoratet. / TV 2

I Tyskland har man tidligere opsat lignende smiley-skilte ved vejarbejder, og herhjemme afprøvede Vejdirektoratet første gang ordningen i 2013 langs de fynske motorveje. 

Efterfølgende blev ikke mindre end 17.000 bilister spurgt ind til deres holdning om forsøget, og 90 procent af bilisterne svarede, at smiley-skiltene var en god eller en meget god idé.

Dulmer bilisternes utålmodighed

På Østjyske Motorvej har man været i gang med udbygningen i godt en måned.

Bilisterne må kun køre 80 kilometer i timen gennem den strækning på 10 kilometer, hvor man udfører vejarbejde, og hvor der kun er ét spor farbart.

Smiley-skilte er sat op på et stykke af E45 mellem Aarhus og Skanderborg, hvor en større udbygning netop nu af motorvejen er i gang.
Smiley-skilte er sat op på et stykke af E45 mellem Aarhus og Skanderborg, hvor en større udbygning netop nu af motorvejen er i gang. Foto: Vejdirektoratet / TV 2

Indtil videre er resultatet af smiley-ordningen, som på en anderledes og sjov måde giver bilisterne mulighed for at se en ende på vejarbejdet, positivt, fortæller Vejdirektoratet.

- Trafikanterne får lidt en bedre forståelse for, hvor lang tid det er, de skal køre gennem vejarbejdet. Udover denne her smiley, så står der under de her smiley-tavler en lille kilometerangivelse af, hvor lang en strækning de skal køre igennem.

- Så det er også ligesom en information til trafikanterne om, at de næste fire eller fem kilometer skal de køre gennem et vejarbejde, siger projektchef Robin Højen Madsen.

Ekspert: Små tiltag kan gøre en stor forskel

Adfærdsekspert Pelle Guldborg Hansen mener, at smiley-ordningen er Vejdirektoratets måde at anerkende, at det er irriterende at skulle passere et vejarbejde.

- Situationen er jo den, at når man møder et vejarbejde, så bliver man frustreret. Det var ikke noget, man havde planlagt, og man bliver usikker på, hvor lang tid det kommer til at tage.

- Det, man gør her, er at give en feedback-mekanisme, hvor man siger til folk, hvor lang tid der er igen. Det kan måske virke ligegyldigt, men som alle mennesker kender det fra en hjemmeside, hvor man har en download-bar, så er det rart at kunne sidde og følge med i, at der faktisk er fremdrift i det, siger Pelle Guldborg Hansen til TV 2.

Adfærdseksperten mener, at Vejdirektoratet ved at sætte smiley-skilte op anerkender, at det ikke er sjovt for bilisterne at køre igennem en strækning med vejarbejde. Fænomenet kaldes 'nudging'.

- Det, vi ved generelt om de her 'nudge'-tiltag, er, at man ved at lave nogle ganske små bitte ting kan gøre nogle store forskelle. Meget af det, der er i trafikken, er bygget op omkring de her tanker om, at hvis vi designer og udformer miljøer med udgangspunkt i, hvordan mennesker faktisk er, i den situation, de er i, så kan vi komme rigtig langt, siger Pelle Guldborg Hansen.

- Det primære problem er her, at folk skal vente. Er der en ting, mennesker ikke kan lide, så er det at skulle lave ingenting og blive stoppet op i en handling. Man har lavet forsøg, hvor folk foretrækker at give sig selv stød frem for at skulle sidde og vente og kigge ind i en væg. Vi kan ikke lide at være stillestående. Så når du skaber denne her progression, så skaber du en langt bedre oplevelse, fortsætter han.