Kommune lukker børnehave - der var kun én voksen til 22 børn

16x9
De 22 børn er nu blevet placeret i andre institutioner i området. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Ifølge Københavns Kommune var der kun én voksen til at passe 22 børn, og det pædagogiske niveau var ikke godt nok.

Københavns Kommune har lukket en børnehave på Nørrebro med øjeblikkelig virkning den 19. januar. Ved flere kommunale tilsyn var der kun en enkelt voksen på arbejde i den selvejende institution, som havde 22 børn indskrevet. Det skriver Politiken.

Børnehaven Hermodsgade havde gennem det seneste år haft en støttepædagog tilknyttet, som oplevede, at det faglige niveau i institutionen ikke var i orden. Og det fik forvaltningen til at føre skærpet tilsyn med børnehaven. Det skærpede tilsyn førte så til lukningen af børnehaven.

- Vi skal jo levere en ydelse til de københavnske borgere. En vuggestue og en børnehave er ikke bare et pasningstilbud, det er også et tilbud, hvor der skal ske pædagogisk arbejde, siger Anni Lundqvist, pressechef hos Børne- og Ungdomsforvaltningen i København til Politiken.

Flere langtidssygemeldinger

Ifølge den tidligere souschef i børnehaven på Hermodsgade kom problemerne sig af langtidssygemeldinger fra flere af de ansatte.

Ifølge et notat fra Børne- og Ungdomsforvaltningen oplevede den pædagogiske konsulent, der førte de skærpede tilsyn med institutionen, dog også, at pædagogerne ikke var gode nok til at arbejde med at udvikle børnenes evne til at lære.

Børnene er nu blevet tilbudt pladser i andre institutioner i området.