Flere er kommet i job - tjek hvor mange i din region

I december havde 2.721.000 personer et lønmodtagerjob, hvilket kun er 1100 under det højeste niveau nogensinde.

Beskæftigelsen herhjemme fortsætter med at stige og nærmer sig nu rekorden fra før finanskrisen. I december steg antallet af lønmodtagere med 2000.

I alt kom der flere end 45.000 nye jobs herhjemme sidste år - primært i private virksomheder, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I december 2017 havde 2.721.000 personer et lønmodtagerjob, hvilket kun er 1100 under det højeste niveau nogensinde.

Og jobfesten ser ud til at fortsætte. Dansk Industri forudser i en ny prognose, at der bliver lagt yderligere 67.000 ekstra jobs på i løbet af i år og næste år.

- Vi har gang i en jobudvikling. Vi ser frem til, at vi får 67.000 ekstra jobs i de kommende par år, og så regner vi også med, at vi kan levere nogenlunde det. Men vi kommer tættere og tættere på en grænse. Allerede i dag er det sådan, at mange af vores medlemsvirksomheder melder om, at de har svært ved at få de medarbejdere, de har brug for, siger Karsten Dybvad, der er administrerende direktør i Dansk Industri, til TV 2.

Kortet herunder viser, hvor mange personer der siden 3. kvartal 2012 er kommet i job i landets regioner:

Så mange er kommet i job i din region