Den stille dreng i det forkerte tøj blev misbruger - nu er han tæt på at dø

30-årige Philip lever i et ensomt misbrug, der har kostet ham livet en gang. Nu er han nødt til at gøre op med fortiden.

Glasset fra vodkaflaskerne lå knust ved væggen. Tomme dåseøl af mærket Royal var revet ned fra sofabordet og lå nu på gulvet sammen med cigaretskodder, madrester og dvd-æsker.

30-årige Philip Kristensen sparkede igen hårdt til det væltede bord. Hans øjne var rødsprængte og tunge. Stemmen lød grødet.

Se hele Philips historie i dokumentaren ‘Misbrug’ på TV 2 PLAY.

- Alle mennesker, der ikke er misbrugere, tror, at de er bedre end en. Og det vil de altid tro, sagde han højlydt.

Han var alene i værelset i byen Ringe. Vreden var ikke rettet mod nogen bestemt.

Hvorfor?

Philip Kristensens historie handler om flugten fra et ensomt liv.

30-årige Philip Kristensen i et raserianfald og en rus af stoffer og alkohol.
30-årige Philip Kristensen i et raserianfald og en rus af stoffer og alkohol. Foto: Koncern TV / TV 2

Alkohol og stoffer blev en vej væk allerede i de tidlige teenageår. Nu er han kommet så langt ud, at han er ved at dø af sit misbrug. Faktisk har han været død af det en gang før.

Der var ikke rigtig nogen, der gad at være venner med mig. De har jo altid vidst, at ham Philip ikke bliver til noget

Philip Kristensen

Philip har valgt at fortælle sin historie i TV 2-programmet ‘Misbrug’. Både fordi han håber, at andre kan lære af hans historie, og fordi der skal ske noget radikalt, hvis han skal ændre den.

Det sidste kræver, at han åbner for en smertefuld fortid og får talt med sin familie.

Især et spørgsmål nager stadig Philip: Hvorfor skulle hans barndom være så uretfærdig?

30-årige Philip Kristensen sammen med sin far Helge på sit værelse i byen Ringe.
30-årige Philip Kristensen sammen med sin far Helge på sit værelse i byen Ringe. Foto: Koncern TV / TV 2

Alene og utryg

Philip Kristensen voksede op i en familie med kærlighed, men også med en far, der drak for meget.

Når Philip sad på sit værelse i barndomshjemmet i Ringe, frygtede han ofte at høre trinene i gulvet. For når hans far var fuld, havde han en tendens til at overreagere. Hvordan han overreagerede, har Philip ikke lyst til at snakke om. Han vil ikke udstille sin far.

Heller ikke i skolen følte han sig tryg. Han var en stille dreng, der holdt sig meget alene og “gik i det forkerte tøj”. Et nemt offer at omringe i hjørnet af skolegården. Kun sjældent havde han venner med hjem, og ellers legede han mest med sin storebror og fætter.

Philip Kristensen følte sig meget alene op gennem teenageårene.
Philip Kristensen følte sig meget alene op gennem teenageårene. Foto: Privatfoto / TV 2

- Der var ikke rigtig nogen, der gad at være venner med mig. De har jo altid vidst, at ham Philip ikke bliver til noget, siger Philip Kristensen.

Han følte sig uden for fællesskabet og manglede et sted at høre til. Det sted fandt han som 11-årig, da han røg hash for første gang.

Fandt en identitet

Først var det bare nysgerrighed. Men langsomt opdagede han også et miljø, hvor han blev accepteret og lyttet til.

Ved 16-års-alderen var hashrygningen blevet en hverdagsting. Her fandt han også ud af, at alkohol hjalp ham til at slippe hæmningerne og den akavede nervøsitet.

Alle negative tanker og følelser blev slukket, når han var påvirket. Kom de frem, drak han bare mere.

17-årige Philip mærkede med tiden, at især alkoholen gav ham ro fra alle de negative tanker.
17-årige Philip mærkede med tiden, at især alkoholen gav ham ro fra alle de negative tanker. Foto: Privatfoto / TV 2

Med tiden skulle Philip bruge mere og mere af begge dele for at opnå den rigtige effekt. Men fik han for meget, endte det ofte i raserianfald, hvor undertrykte følelser fra barndommen fik frit løb.

- Jeg opbyggede et had til alle mennesker. I bund og grund var det bare mig selv, som jeg ikke brød mig særlig meget om, siger Philip Kristensen.

Som 20-årig begyndte han at eksperimentere med hårdere stoffer. Amfetamin, kokain, MDMA, ecstasy - efterhånden alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Uddannelser droppede han ind og ud af.

Sådan levede Philip i flere år. Indtil en bytur endte fatalt i 2014.

Var død i over fem minutter

27-årige Philip vågnede af lyset fra en lygte, der skar i hans øjne. Hans høje, spinkle krop lå ned, men sengen, han befandt sig i, var ikke hans egen. Forvirret blinkede han gentagne gange.

Det sidste, han kunne huske, var, at han havde gået alene ned ad en mørk gade efter en bytur.

Han havde taget stofferne MDMA og Fantasy. Midt på vejen havde han grint højlydt i sin rus, men rundt i et sving var begge ben pludselig kollapset under ham. Derfra var alt blevet sort.

Nu lå han på Svendborg Sygehus. På brystkassen kunne han ane små elektroder, og omkring ham kom flere mennesker i hvide kitler til syne.

- Du har haft hjertestop i mere end fem minutter. Du skal tage det med ro, sagde en af lægerne.

Philip tænkte kort over lægens ord. Få timer efter tog han toget hjem og købte noget hash for at slappe af. Ingen skulle vide, hvordan den episode havde berørt ham. Heller ikke hans mor og far.

Philip flygtede fra ensomheden og hadet til sig selv i rusen af stoffer og alkohol.
Philip flygtede fra ensomheden og hadet til sig selv i rusen af stoffer og alkohol. Foto: Koncern TV / TV 2

Han fortsatte sit misbrug. Først to år senere vågnede 29-årige Philip en morgen og tog en beslutning, der skulle vise sig at få afgørende betydning.

Philips historie om at være misbruger

Han var træt af den konstante jagt på alkohol og stoffer. Selvmordstanker fyldte mere og mere. Når han var længst nede, tænkte han på, at det havde været bedre for alle, hvis han bare havde været død på den mørke vej tilbage i 2014.

Tingene måtte ændre sig.

Hvis Helge tog ansvaret på sig, kunne det få den betydning, at han løftede noget af ansvaret fra Philips skuldre.

Carl Christian Randow, misbrugsbehandler

Derfor skrev han en mail til TV 2-programmet ‘Misbrug’. Han ville gerne fortælle sin historie i håb om, at det kunne hjælpe ham selv og måske andre i samme situation.

Hans far, Helge Kristensen, indvilligede også i at være med. De havde i nogle år kun haft sporadisk kontakt. Farens alkoholforbrug var ikke længere det samme som i barndommen, og de var begyndt at få et tættere forhold.

Philip var lige fyldt 30 år, da optagelserne til programmet begyndte i 2016.

Oftere og oftere oplevede han, at kombinationen af alkohol og stoffer udløste voldsomme raserianfald.

En dag optog han selv konsekvenserne med sin mobiltelefon.

Vil faren tage ansvar?

Glasskår, øldåser og dvd-æsker lå spredt ud over hele værelset. Selv kunne Philip ikke huske, hvad der var sket. Han ville ønske, at han aldrig var vågnet fra sin rus.

Han ringede efter sin far for at få hjælp. Helge Kristensen tog hen til sin søn for at rydde op, men også for at tage et større ansvar i Philips misbrug.

Phillip var ked af det og kunne ikke huske, hvad der var sket, da hans far kom.
Phillip var ked af det og kunne ikke huske, hvad der var sket, da hans far kom. Foto: Koncern TV / TV 2

Nogle dage før havde Helge Kristensen talt med misbrugsbehandler Carl Christian Randow. De havde talt om Philips barndom. Helge Kristensen kunne ikke huske det hele fra dengang, men der havde været meget alkohol involveret. Meget skyld og skam.

- De har aldrig fået talt om tingene, fordi Philip ikke har villet være en byrde. Hvis Helge tog ansvaret på sig, kunne det få den betydning, at han løftede noget af ansvaret fra Philips skuldre, siger Carl Christian Randow.

Med Philips accept fortalte Carl Christian Randow faren om hjertestoppet i 2017. Det åbnede Helge Kristensens øjne for alvoren. Der skulle ske noget nu, ellers ville han på et tidspunkt komme til at stå med sin søns kiste i hånden.

Helge Kristensen under mødet med misbrugsbehandler Carl Christian Randow.
Helge Kristensen under mødet med misbrugsbehandler Carl Christian Randow. Foto: Koncern TV / TV 2

Undskyldning

Senere samme dag som Philips raserianfald sad de sammen i farens gamle campingvogn. Helge Kristensen gned sine hænder mod hinanden. Han forsøgte at finde de rigtige ord.

- Jeg er meget ked af, hvis jeg er præget dit liv i en forkert retning, sagde han først forsigtigt.

Der var stille i campingvognen. Helge Kristensen flyttede sit blik fra vinduet mod sin søn.

Philip Kristensen og hans far i campingvognen i TV 2-dokumentaren 'Misbrug'.
Philip Kristensen og hans far i campingvognen i TV 2-dokumentaren 'Misbrug'. Foto: Koncern TV / TV 2

- Det er sådan nogle ting, man ikke går og spekulerer på hver dag. Men der er kommet temmelig meget frem. Og jeg vil gerne prøve at tage ansvaret på mig nu.

Philip kiggede ned i bordet. Han vidste ikke, hvad han skulle sige eller gøre. Han smilede lidt og nikkede så.

- Det er lidt vildt det her. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal sige, sagde han.

- Du behøver ikke sige noget, svarede hans far.

De gav hinanden et kram. Philip forstod, at hans far - ligesom ham selv - havde haft svært ved at håndtere sine følelser dengang.

Det gav ham ro at få en forklaring. Ikke fordi fortiden var glemt. Men fordi det gav Philip mulighed for at afslutte et kapitel i sit liv, som havde spøgt i mange år.

For Philip betød det noget at få en form for svar på spørgsmålet: Hvorfor skulle det være så uretfærdigt?
For Philip betød det noget at få en form for svar på spørgsmålet: Hvorfor skulle det være så uretfærdigt? Foto: Koncern TV / TV 2

Hele livet havde han undertrykt sine følelser og troet på, at han ikke ville blive til noget. Nu blev der plads til at jagte en anden slutning.

- Jeg håber, at andre kan lære af min historie og se, at fejltagelser også kan bruges som erfaring. At det ikke er for sent at prøve at ændre på sit liv, siger Philip Kristensen.

Få hele Philips historie i TV 2-programmet ‘Misbrug’, hvor hans mor og far stiller ham over for et valg, som de håber kan få ham til at gå i behandling for sit misbrug. Det er den 22. februar klokken 20.00 på TV 2 eller nu på TV 2 PLAY.