Sagde ja til behandling på tv: Sådan går det Philip fra 'Misbrug' i dag

Philip Kristensen er for nylig flyttet i en ny lejlighed i Viborg. Tiden efter behandlingen har dog ikke været nem.

Flyttekasserne er ikke pakket ud endnu. Sengen består stadig af en luftmadras, og på mange måder er 30-årige Philip Kristensen stadig ved at vænne sig til sit nye liv i Viborg.

Det er et halvt år siden, han valgte at gå i behandling i TV 2-programmet 'Misbrug'. Et forløb, der endte 1. februar 2018, hvor han fik nøglerne til sin nye lejlighed.

- I dag har jeg det godt, men det går meget op og ned. Jeg kæmper stadig rigtig meget med at finde mig selv, og så sent som i går havde jeg kæmpe angst og nervøsitet, siger Philip Kristensen. 

Brugte stoffer til at flygte fra ensomheden

Han var kun 11 år, da stofferne blev en del af hans liv. Derfra udviklede han med årene et massivt misbrug af både alkohol, hash og hårdere stoffer.

Som 27-årig fik han hjertestop efter en bytur, hvor han havde taget stofferne MDMA og Fantasy. Til sidst kunne han godt se, at der skulle ske noget radikalt, hvis han skulle ud af afhængigheden.

Derfor sagde han ja til at gå i behandling i TV 2-programmet 'Misbrug', hvor han også fik gjort op med fortiden.

Philip flygtede fra ensomheden og hadet til sig selv i rusen af stoffer og alkohol.
Philip flygtede fra ensomheden og hadet til sig selv i rusen af stoffer og alkohol. Foto: Koncern TV / TV 2

Vil ikke tænke i fejltagelser

Efter behandlingen har Philip Kristensen taget et tilbagefald. Han drak en aften i begyndelsen af februar, men allerede dagen efter stoppede han det.

I dag forsøger han ikke at fokusere for meget på negative fejl og følelser. Det var netop det, han drak på grund af førhen. I stedet vælger han at fokusere på at komme videre uden stoffer og alkohol.

- Jeg har hele tiden troet, at jeg aldrig ville komme ud af det her. Men det gjorde jeg jo så alligevel. Nu har jeg taget et tilbagefald, men det er meget lettere for mig at stå op næste morgen og bare smide lortet ud og ikke fokusere på det negative, siger Philip Kristensen.

Philip Kristensen er stadig ved at pakke ud og komme på plads i lejligheden i Viborg.
Philip Kristensen er stadig ved at pakke ud og komme på plads i lejligheden i Viborg. Foto: Christian Sejer Rasmussen / TV 2

Fik afsluttet et kapitel

Hele livet har han haft lavt selvværd og følt sig ensom. De to ting kæmper han stadig med i dag, men det har hjulpet ham at tale om fortiden.

Det har ikke været særlig nemt, men jeg var nødt til at tage min del af skylden

Helge Kristensen, Philips far

Da han var barn, drak hans far ofte for meget. Det fik de talt sammen om i programmet, hvor faren fik taget ansvar og sagt undskyld.

- Det betød noget for mig at få svar på, hvorfor det skulle være så uretfærdigt dengang. Det spørgsmål har jeg jagtet i mange år. Så det, at vi fik talt om det, gav mig plads til at afslutte et kapitel, siger Philip Kristensen.

30-årige Philip Kristensen sammen med sin far Helge på sit værelse i byen Ringe.
30-årige Philip Kristensen sammen med sin far Helge på sit værelse i byen Ringe. Foto: Koncern TV / TV 2

I dag kan han derfor snakke med sin far om flere ting og bruger ham også, når det hele bliver svært.

Philips far: Jeg var nødt til at tage min del af skylden

Det samme mærker Philips far, Helge Kristensen. For ham har det også sat flere tanker i gang at være med i programmet.

- Man har jo tænkt på, hvad man har gjort galt. Hvad man kunne have gjort anderledes, siger Helge Kristensen og tilføjer:

- Det har ikke været særlig nemt, men jeg var nødt til at tage min del af skylden, og det kunne jeg først indse der.

Det var især en samtale med misbrugsbehandleren Carl Christian Randow, der fik hans øjne op for alvoren af Philips misbrug.

- Det var hårdt at få at vide, at han ville dø, hvis han ikke fik hjælp nu. Jeg har nok prøvet at lukke det lidt ude og tænkt, det ikke var så slemt. Men det var det jo, siger Helge Kristensen.

I dag forsøger han at hjælpe og støtte sin søn, og han kan også se, at Philip har fået det bedre.

Philip Kristensen har i dag afsluttet misbrugsbehandling og bor i dag i en ny lejlighed i Viborg.
Philip Kristensen har i dag afsluttet misbrugsbehandling og bor i dag i en ny lejlighed i Viborg. Foto: Christian Sejer Rasmussen / TV 2

Drømmer om et stabilt liv

Selv ved Philip Kristensen stadig ikke helt, om han kan lide den person, han ser, når han kigger sig i spejlet.

Måske handler det om, at han lige skal lære personen at kende.

- Misbruget begyndte i en periode, hvor jeg egentlig skulle skabe en identitet. Men så har jeg jo rendt rundt i en tåge lige siden. Nu er jeg kommet ud af den tåge, så jeg er i princippet stadig 11 år. Derfor render jeg nok lidt rundt som et spørgsmålstegn lige nu, siger han.

Derfor har han også svært ved at sætte ord på, hvad han drømmer om i fremtiden. Lige nu venter Philip Kristensen på, at han skal starte på VUC i Viborg. Efter det er det uvist, hvad der skal ske.

-  Jeg håber, at jeg i fremtiden får et stabilt liv, et arbejde og finder en pige. Men det ligger måske 3-5 år ud i fremtiden, siger Philip Kristensen.

Du kan se eller gense hele Philips historie på TV 2 PLAY.