Se de historiske billeder af prins Henriks båre på 'castrum doloris'

Interessen for at se prins Henriks kiste er massiv. Folk venter tålmodigt i en mere end halv kilometer lang kø.

I dag klokken 15 blev dørene åbnet til Christiansborg Slotskirke, hvor prins Henrik de kommende dage vil ligge 'castrum doloris'.

TV 2 fik sammen med andre medier lov at vise knap 12 minutter fra begivenheden. Resten af tiden er der forbud for alle mod at filme og tage billeder. 

En af dem, der tålmodigt ventede i køen var Johan Sigvard Jensen, der til dagligt arbejder som organist. Han kalder kirkebesøget for en stor oplevelse:

- Der var en meget andægtig atmosfære, og en form for fælles bevidsthed om det særlige øjeblik, det er. 

Fornemmede man prins Henriks ånd derinde?

- Det synes, jeg godt man kan sige. Det, at kigge på en kiste, kan indebære så mange forskellige følelser, men jeg har en klar fornemmelse af, at alle der inde var bevidste om, hvor særligt et øjeblik det var. Ikke kun for hver enkelt af os, men os for os som nation, siger han. 

Prinsens båre ligge i 'castrum doloris' fra lørdag eftermiddag klokken tre til lørdag aften klokken syv, søndag fra middag til syv om aftenen og mandag eftermiddag fra klokken tre og fire timer frem.

Bevogtet båre

Hvis man besøger slotskirken, vil man ikke være alene. Ud over andre nysgerrige landsmænd og eventuelle turister vil et vagthold være til stede. Det skal sikre god ro og orden, og at flest muligt kan passere forbi båren. 

Holdet består af i alt otte officerer, hvor en er chef med rang af oberst eller kommandør, mens den næstkommanderende er enten oberstløjtnant eller kommandørkaptajn. Desuden vil der være to majorer eller orlogskaptajner, to kaptajner eller kaptajnløjtnanter og to premierløjtnanter.

Prinsen skal ligge i 'castrum doloris' indtil tirsdag, hvor han bliver bisat klokken elleve om formiddagen fra slotskirken. Bisættelsen bliver en mindre ceremoni med den nærmeste familie og ganske få andre. Efterfølgende skal prinsen kremeres.

Prinsens ønske var, at halvdelen af asken bliver spredt i de danske farvande. Den anden halvdel skal sættes ned i en urne i den private have i Fredensborg Slotshave. 

Ene prins og den 13. i rækken af kongelige på 'castrum doloris'

De seneste 100 år har seks medlemmer af Dronningens familie ligget på 'smertens leje' i Christiansborg Slotskirke. I alt fire konger og én dronning.

Det gælder kong Christian 9. i 1906, kong Christian 10. i 1947, kong Frederik 9. i 1972, dronning Ingrid i 2000 (Dronningens mor) – og nu altså en prins: Prins Henrik i 2018.

Se billederne af prins Henriks båre inde fra Christiansborg Slotskirke. Video: Carl-Emil Søe