Sagde ja til behandling på tv, men røg tilbage i misbruget - nu er hans største drøm opfyldt

En måned efter endt behandling tog 25-årige Simon Graulund et tilbagefald. Venner, familie og uddannelse fik ham dog på rette vej.

Simon Graulunds blik er rettet mod et dukkehoved med lyserødt hår.

Han kører en grå kam igennem parykken, mens han forsøger at forstå alt fra klippeteknikker, farveteknikker og frisureopsætninger.

Det er alt sammen grundtrin, som en frisørelev skal lære.

Det er kun et år siden, at 25-årige Simon Graulund takkede ja til behandling i TV 2-programmet 'Misbrug'. Men siden da har meget ændret sig i hans liv.

- Jeg har fået en lejlighed, og jeg er kommet ind på frisøruddannelsen. Det har jeg altid drømt om, og det er nu gået i opfyldelse, siger Simon Graulund.

Han startede på uddannelsen i begyndelsen af januar 2018. Men det har ikke været nemt at nå dertil. Det har han mærket på egen krop det seneste år.

Simon Graulund er kommet godt i gang med at realisere sin drøm om at blive frisør.
Simon Graulund er kommet godt i gang med at realisere sin drøm om at blive frisør. Foto: Christian Sejer Rasmussen / TV 2

Mormor var det faste holdepunkt

Simon Graulund var kun 12 år gammel, da stofferne blev en del af hans liv, og derfra udviklede han med årene et massivt misbrug.

Når det var værst, søgte han ofte sit faste holdepunkt - mormor Anny.

Til sidst kunne hverken hun eller Simons mor, Charlotte Graulund, dog holde til at se, at han ødelagde sig selv. Derfor gav de ham et valg om at gå i behandling eller klare sig uden deres hjælp. 

I TV 2-dokumentaren 'Misbrug' læste Simons mormor og mor begge et brev op, hvor de satte ord på, hvor ødelæggende hans misbrug var for hele familien.
I TV 2-dokumentaren 'Misbrug' læste Simons mormor og mor begge et brev op, hvor de satte ord på, hvor ødelæggende hans misbrug var for hele familien. Foto: Koncern TV / TV 2

- Det var et voldsomt indgreb, men også en kæmpe lettelse, at der blev grebet ind. Under behandlingen blev jeg tvunget til at tage stilling til nogle ting og mærke mig selv, siger Simon Graulund. 

I dag bor han i Esbjerg, og det har været godt for forholdet til både hans mormor og mor.

For første gang i mit liv skal jeg lave noget, der giver mening for mig

Simon Graulund

Fik tilbagefald og kunne ikke stoppe igen

Trangen til stoffer og alkohol har Simon Graulund fået tøjlet, men det er stadig meget svært.

Går han først i gang, kan han ikke stoppe igen. Det ved han med sikkerhed fra sit seneste tilbagefald.

Simon Graulunds misbrug omfattede både alkohol og hårde stoffer som kokain og ecstasy.
Simon Graulunds misbrug omfattede både alkohol og hårde stoffer som kokain og ecstasy. Foto: Koncern TV / TV 2

En måneds tid efter behandlingen gik det helt galt for Simon Graulund. Han havde ikke noget sted at bo, da han kom ud fra behandlingsstedet.

- Jeg var meget stresset. Der var ikke den her glidende overgang, og lige pludselig stod jeg bare i Esbjerg med ingenting, fortæller han.

Det havde ikke været muligt for Simon Graulund at få sit ophold på behandlingsstedet forlænget, og som en nødløsning fik han et værelse på et herberg for unge.

Det var imidlertid det helt forkerte miljø, han var havnet i, da mange af beboerne var misbrugere.

Til sidst blev presset for meget.

Han tog på værtshus med en kammerat og vågnede fem dage senere på hospitalet.

- Jeg havde taget kokain, amfetamin, ecstasy og drukket alkohol. Jeg kunne ikke stoppe igen, og til sidst var jeg så smadret, at min kæreste og min mor fik mig overtalt til at tage på hospitalet og blive afruset.

Han har dog rejst sig igen og har ikke taget stoffer eller drukket alkohol siden.

Simon Graulund er i dag glad for at han tog imod hjælp.
Simon Graulund er i dag glad for at han tog imod hjælp. Foto: Koncern TV / TV 2

- Det var en lærerig tur, jeg fik mig der. Det her er ikke noget, der bare forsvinder, fordi jeg har været clean i 10 måneder. Jeg er stadig lige så eksponeret for at blive fristet som før i tiden. Det går aldrig væk, tror jeg.

Har fået sin største drøm opfyldt

Siden tilbagefaldet er Simon Graulund med hjælp fra sin kæreste, bedste ven og familie kommet tilbage på rette vej.

Han har det bedre end nogensinde og holder nu fokus på, hvor langt han er nået, og hvor han på ingen måde har lyst til at ende igen.

- Min uddannelse holder mig oppe. Det er alfa og omega for, at jeg kan få hverdagen til at hænge sammen, siger han og tilføjer:

Simon Graulund nyder, at han ikke længere er dårlig hver morgen, når han vågner, og at han har sin uddannelse at stå op til hver dag.
Simon Graulund nyder, at han ikke længere er dårlig hver morgen, når han vågner, og at han har sin uddannelse at stå op til hver dag. Foto: Christian Sejer Rasmussen / TV 2

- Jeg er nødt til at have noget, der holder mig beskæftiget hver dag, og som jeg kan lide at lave - ellers kan jeg ikke holde mig clean. Det er fuldstændigt umuligt.

Drømmen har længe været at blive frisør, og Simon Graulund håber på at kunne åbne en barbershop en dag.

- Det er en pissehamrende fed følelse. For første gang i mit liv skal jeg lave noget, der giver mening for mig, og noget, som jeg ved, at jeg er god til, siger han.

Samtidig kan han mærke, at uddannelsen er en stor motivationsfaktor i forhold til at holde sig fra alkohol og stoffer.

- Der er stadig nogle dæmoner i mig, og der kommer til at gå nogle år, før jeg lærer at tøjle dem. Måske lærer jeg det aldrig, og derfor er det også for farligt at eksperimentere med eksempelvis at drikke igen, siger Simon Graulund.

Simon Graulund drømmer i dag om at få et helt almindeligt liv - langt væk fra misbrug af stoffer og alkohol.
Simon Graulund drømmer i dag om at få et helt almindeligt liv - langt væk fra misbrug af stoffer og alkohol. Foto: Koncern TV / TV 2

Den mest skræmmende vej at gå

Lige nu er hans næste drøm at lægge misbruget helt bag sig. Dernæst håber han på et tidspunkt at få et helt almindeligt familieliv sammen med sin kæreste.

- Jeg kan mærke, at hvis jeg holder mig på den sti, der hedder uddannelse, så er der en kæmpe gevinst at hente. Men selvom det lyder underligt, så er det også den vej, der er den mest skræmmende at gå, siger han og tilføjer:

- Det er nu, at jeg for alvor begynder at lære mig selv at kende og mærker, hvor skrøbelig jeg er.