Præsident Macron ærer prins Henrik

16x9
Den franske præsident Emmanuel Macron. Foto: LUDOVIC MARIN / Ritzau Scanpix

Prinsens ægteskab har "dannet et langt og uforanderligt venskab mellem Frankrig og Danmark", siger præsidenten.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har udsendt en pressemeddelelse efter prins Henriks død.

Præsident Macron har modtaget nyheden om prinsens død "med sorg".

Han og hans kone, Brigitte Macron, udtrykker deres dybtfølte kondolence til "regenten Margrethe II, de to børn Frederik og Joachim, børnebørnene og folket i Danmark", lyder det i en pressemeddelelse, der citeres af det franske medie Le Figaro.

Langt og uforanderligt venskab

I pressemeddelelsen skriver præsidenten, at Henrik har lavet en fransk-dansk alliance i kraft af sit ægteskab med dronning Margrethe.

- Henri de Monpezat blev prins Henrik af Danmark efter ægteskabet med Margrethe i 1967, hvor der blev dannet et langt og uforanderligt venskab mellem Frankrig og Danmark, to nationer, hvis alliance aldrig blev brudt, skrives der. 

Den franske præsident roser også, at prins Henrik "sørgede for, at det franske sprog fortsat blev brugt ved hoffet", ligesom hans engagement i Den Franske Skole i København - senere kaldet "Prins Henriks Skole" anerkendes.

Aske spredes i Danmark

Prins Henrik bisættes den 20. februar klokken 11.00 fra Christiansborg Slotskirke.

Det var Prinsens ønske at blive kremeret. Halvdelen af asken spredes i danske farvande, og den anden halvdel kommer i en urne, som skal sættes ned i Fredensborg Slotshaves private del.

Det har kongehuset oplyst ved en pressebriefing onsdag formiddag.

Prins Henrik sov stille ind tirsdag aften på Fredensborg Slot omgivet af dronning Margrethe og parrets to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim

Prinsen blev 83 år gammel. 

Danmark flager på halv

Kongehuset har onsdag morgen oplyst, at der fra i dag og en måned frem til den 14. marts er dekreteret hofsorg i forbindelse med prins Henriks død.

Det betyder blandt andet, at ingen medlemmer af den kongelige familie vil deltage i selskabelige arrangementer. Personale i uniform vil desuden bære sørgebind på venstre overarm.

Derudover flager resten af Danmark på halv stang fra i dag på samtlige statsbygninger og statsskibe, oplyser Justitsministeriet.

Kondolencer fra befolkningen

Befolkningen har mulighed for at sende en kondolence til prins Henriks familie.

Fra onsdag og frem til den 20. februar vil der fra klokken 9.00 til klokken 17.00 være opstillet kondolencelister i Det Gule Palæ på Amalienborg. Her kan man skrive en sidste hilsen til Prinsen, og hilsenerne vil herefter blive overleveret til kongefamilien.