Nu bliver det ulovligt at skjule sig med skattegæld i udlandet

16x9
Den tidligere boligmilliardær Peter Halvorsen skylder ifølge Skat op til fem millioner kroner til staten. Den adresse i Schweiz, han har opgivet til de danske myndigheder, bor han ikke længere på. Billedet her er fra en tidligere bolig i Danmark. Foto: tv2fotograf / TV 2

Ifølge nyt lovforslag skal skyldnerne nu fortælle skat, hvor de flytter hen i udlandet. Forslaget kommer efter TV 2s historier om skatteskyldnere.

Nu skal det være strafbart at forsvinde i udlandet med gæld til den danske stat.

Et nyt lovforslag fra Skatteministeriet vil gøre det lovpligtigt for skatteskyldnere at fortælle myndighederne, hvor de bor i udlandet. På den måde skulle det gerne blive nemmere at inddrive gælden til det offentlige.

Som TV 2 kunne fortælle i efteråret, kan skatteskyldnere i dag uden at gøre noget ulovligt flytte til udlandet – uden at oplyse danske myndigheder om, hvor de flytter hen.

- Vi har sagt klart, at man ikke bare skal kunne stikke af fra regningen, hvis man flytter udenlands og har skattegæld. Og sådan har det nærmest været i en årrække, skriver Jesper Petersen i en skriftlig kommentar til TV 2.

Han er skatteordfører for Socialdemokratiet og foreslog at indføre meldepligten, da TV 2 bragte historierne i efteråret. Allerede dengang var der politisk bred opbakning til at gå videre med ideen, som nu er blevet til lovforslag.

Peter Halvorsen har tidligere boet i en lejlighed ud mod Lugano-søen i Schweiz. Det har han i hvert fald fortalt de danske myndigheder.
Peter Halvorsen har tidligere boet i en lejlighed ud mod Lugano-søen i Schweiz. Det har han i hvert fald fortalt de danske myndigheder. Foto: TV 2

Rigmand flyttet fra adresse

Det er folk som den tidligere ejendomsspekulant og mangemillionær Peter Halvorsen, som skal forpligtes til at fortælle, hvor de bor henne i udlandet.

I 00’erne var han så succesfuld, at han havde sit eget Le Mans-hold og ejede en af Danmarks dyreste biler – en Mercedes Mclaren SLR. Men han gik ned med sit investeringsfirma og fik i den sammenhæng en personlig gæld til Skat på 5 millioner kroner.

Sidste forår tog vi til rigmandsbyen Lugano i Schweiz for at spørge ham, om han havde tænkt sig at betale gælden, han havde til Skat. Den adresse i Schweiz, han havde opgivet til de danske myndigheder, passede dog ikke. Han boede der i hvert fald ikke længere.

Peter Halvorsen i dengang Danmarks dyreste sportsvogn.
Peter Halvorsen i dengang Danmarks dyreste sportsvogn. Foto: Tv2fotograf / TV 2

Gør det lettere for myndighederne

Ifølge lovforslaget skal man ikke bare fortælle myndighederne, hvor man flytter hen, når man flytter ud af Danmark. Man skal også fortælle, hvis man derefter skifter adresse i udlandet, som det tilsyneladende var tilfældet med Peter Halvorsen.

Det vil gøre det nemmere for myndighederne at indkræve gælden, står der i lovforslaget:

- Forslaget vil kunne betyde en effektivisering af inddrivelse af gæld i udlandet, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden kan kontakte skyldnerne uden at bruge tid og ressourcer på at søge efter adressen og hurtigere kan sende eventuelle anmodninger om bistand til inddrivelse i andre lande.

Der skal være en mærkbar bøde

Jesper Petersen, skatteordfører for Socialdemokratiet

Regner kun med at inddrive 82 millioner

Forslaget kommer efter TV 2 har lavet en lang række historier om skatteskyldnere, der bor i udlandet.

I foråret kunne vi fortælle om, at de danske skattemyndigheder stort set var stoppet med at inddrive gælden hos de danskere, som boede i udlandet. Det er på trods af, at TV 2 kunne dokumentere, at nogle af de største skatteskyldnere netop boede i udlandet.

Herefter blev det besluttet at nedsætte en gruppe, som netop skal arbejde med at inddrive store gældsposter i udlandet. I et ministersvar til Folketinget i sensommeren fremgik det dog, at det på trods af den nedsatte arbejdsgruppe ikke var meget af gælden, man regnede med at få ind.

I svaret står, at 926 mennesker med en sammenlagt gæld på over fire milliarder kroner er rejst til udlandet. Man regner kun med at kunne inddrive omkring to procent af den gæld. Det svarer til 82 millioner.

- Forslag skaffer ikke penge i sig selv

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), da han er på ferie.

Men i efteråret spurgte TV 2 ham om, hvorfor det overhovedet var lovligt at tage til udlandet med skattegæld uden at oplyse sin adresse:

- At gøre det lovpligtigt at fortælle, hvor man skal hen, får jo ikke i sig selv penge i kassen. Det, jeg har været optaget af, er, at vi får pengene hjem. Men ud fra en rimelighedsbetragtning synes jeg, at det er helt fair at sige, at hvis man forlader Danmark og har stor gæld, så har man pligt til at oplyse, hvor man flytter hen.

S vil have hårdere straf

I det nye lovforslag lægger ministeriet op til, at straffen skal være en bøde, som afgøres af størrelsen på gælden. Ministeriet fortæller til TV 2, at prøvesager ved domstolene skal afgøre de nærmere størrelsesforhold.

Jesper Petersen fra Socialdemokratiet vil dog gerne have, at lovforslaget lægger op til højere straffe, end det fremgår i dag:

- Vi er nødt til at se nærmere på sanktionerne, hvis man ikke oplyser kontaktinformationer og hindrer Skats arbejde. Der skal være en mærkbar bøde, ligesom vi har foreslået, at gæld ikke forældes, hvis man skjuler sin udenlandske adresse, eller på anden vis modarbejder gældsafdrag, selvom man har betalingsevne, skriver Jesper Petersen.

TV 2 opsøger Peter Halvorsen på en golfbane i Holbæk.
TV 2 opsøger Peter Halvorsen på en golfbane i Holbæk. Foto: TV 2

Fandt Halvorsen i Holbæk

Efter TV 2 uden held havde opsøgt Peter Halvorsen på den adresse, som han har oplyst til danske myndigheder, fandt vi en anden adresse i Lugano, som han muligvis kunne være på.

Der stod Halvorsen på dørtelefonen, men ingen svarede, da vi ringede på.

Efterfølgende fandt TV 2 Peter Halvorsen ved en golfklub i Holbæk. Han fortalte, at han havde en aftale med Skat, men ville ikke fortælle mere.