48 studerende i åbent brev: - Vi oplever sexisme og sexchikane i vores studieliv

De studerende mener, at der er tale om et dybereliggende problem. Nu skal en undersøgelse afdække, hvor omfattende det reelt er.

Klap i måsen og blottede kønsdele i fredagsbaren.

Det er nogle af de konkrete krænkelser, som 48 kvindelige universitetsstuderende nu vil gøre op med. På tværs af fem af landets universiteter er de gået sammen om et åbent brev til deres rektorer. Brevet bringes i tirsdagens udgave af Dagbladet Information.

- Vi, danske og internationale studerende landet over, oplever sexisme og sexchikane i vores studieliv. Vi oplever det i forskellige grader; i undervisningslokalerne, på gangene, til vejledning, i eksamenssituationer og på kollegierne – og det er et problem i vores relationer til ansatte, vejledere og medstuderende, skriver de i brevet.

Sana Mahin Doost er forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd og én af de 48 studerende, som har underskrevet det åbne brev til rektorerne. Ifølge hende er der tale om et dybereliggende problem.

- Det er min frygt og bekymring, at problemet er større end de 48 kvinder, som har underskrevet brevet. Vi får løbende henvendelser fra kvinder og mænd – men også fra forældre, som er bekymrede for deres børn, som har oplevet noget krænkende på den ene eller anden måde, siger hun til TV 2.

Det åbne brev er underskrevet af studerende fra henholdsvis Roskilde Universitet, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Copenhagen Business School (CBS).

- Et vigtigt første skridt

Mandag meldte Danske Studerendes Fællesråd og Danske Universiteter ud, at de i fællesskab vil iværksætte en undersøgelse for at afdække omfanget af problemet.

Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter, skriver i en pressemeddelelse, at de er glade for at kunne samarbejde med de studerende. 

- Vi vil fortsætte med at have en tæt dialog med de studerende om problemerne, og hvordan vi håndterer dem.

Forkvinden for Danske Studerendes Fællesråd ser det som et fælles ansvar at kortlægge, hvad der foregår, og hvad der skal gøres ved det.

- Undersøgelsen er et vigtigt første skridt mod at få bugt med en meget problematisk kultur, skriver Sana Mahin Doost i pressemeddelelsen.

En del af #MeToo-bevægelsen

Sana Mahin Doost kalder problemet for et led i en uhensigtsmæssig kultur, som allerede er under anklage. En kultur, som sidste år fik stor opmærksomhed, efter utallige kvinder verden over delte deres personlige krænkelseshistorier på de sociale medier under hashtagget #MeToo.

#MeToo-bølgen opstod i kølvandet på anklager om seksuelle overgreb begået af den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein.

Også i Danmark stod en lang række kvinder frem med anklager om magtmisbrug, sexchikane og voldtægt. Blandt andre blev stifteren af produktionsselskabet Zentropa, Peter Aalbæk Jensen, anklaget for sexchikane.

Få overblik over #MeToo-udviklingen herunder.

#MeToo tidslinje
5. oktober
Et væld af kvinder står frem og anklager den 64-årige filmproducent Harvey Weinstein for sexchikane og seksuelle overgreb.
16. oktober
Skuespiller Alyssa Milano genoptager hashtagget #MeToo (oprindeligt brugt først af Tarana Burke på det sociale medie Myspace i 2006) og opfordrer kvinder og mænd til at dele deres historier om seksuelle overgreb og sexchikane under dette hashtag.
18. oktober
Filmmanden Peter Aalbæk anklages for sexchikane. Herefter følger en lang række anklager mod ham.
19. oktober
Et stigende antal fremtrædende personer fratræder deres stillinger efter anklager om seksuelle krænkelser. Heriblandt tidligere chef for Amazon Roy Price. Skuespiller Dustin Hoffman bliver ligeledes anklaget.
21. oktober
TV 2 laver en undersøgelse, der viser, at 32 procent ud af 297 kvindelige medlemmer af Skuespillerforbundet er enige eller meget enige i, at "der er problemer med sexchikane over for skuespillere i branchen i Danmark".
9. november
Skuespiller Kevin Spacey fjernes fra serien 'House of Cards' efter anklager om seksuelle krænkelser.
10. november
Fem kvinder anklager komikeren Louis CK for seksuelle overgreb.
21. november
Præsident Trump forsvarer politiker Roy Moore, efter flere kvinder anklager ham for seksuelle krænkelser. Nogle af dem var teenagere på tidspunktet for krænkelsen.
6. december
Time Magazine udråber 'The Silence Breakers' (dem der bryder tavsheden red.) til årets person.