Gellerup 25 år senere: Vi taler ikke dansk længere

Hun var den eneste indvandrer i klassen, da hun kom til Gellerup. I dag underviser Amal Najjar 98 procent indvandrerbørn på sin gamle skole.

Der er 25 år mellem de to billeder nedenfor.

Det første viser Amal Najjar, 15 år gammel. Hun er med i det første indslag, TV 2 bragte om et nyt fænomen: Ghettoer, som gradvist blev fyldt med indvandrere, og som fjernede sig længere og længere fra de omkringliggende samfund. Det var i 1993. Dengang var knap to ud af tre indbyggere i Gellerup indvandrere.

Det næste billede viser Amal Najjar, 40 år gammel. I dag mødes hun igen med TV 2 Nyhederne for at tale om nøjagtigt det samme som for 25 år siden. For i dag er der mange flere indvandrere samlet i Gellerups grå beton, end der var for 25 år siden.

Amal Najjar i 1993, da TV 2 første gang mødte den libanesiske kvinde - 15 år gammel.
Amal Najjar i 1993, da TV 2 første gang mødte den libanesiske kvinde - 15 år gammel. Foto: TV 2
Amal Najjar 25 år efter interview på TV 2.
Amal Najjar 25 år efter interview på TV 2. Foto: TV 2

- Da jeg startede i min folkeskoleklasse herinde, var jeg den eneste indvandrer i klassen. I dag er 98 procent af eleverne indvandrere, fortæller Amal Najjar, da vi møder hende uden for Tovshøjskolen i Gellerup.

Det var her, hun begyndte som elev kort efter, at hun og hendes familie var ankommet fra Libanon. Og det er her, hun stadig kommer hver eneste dag. For ikke nok med at Amal Najjar er blevet i Aarhus Vest. Hun er i dag lærer på netop Tovshøjskolen, hvor hun selv var elev.

- Jeg kom her dengang og oplevede, at der var et utal af muligheder. At man kunne gøre, hvad man ville, og at der var meget bedre muligheder, end der havde været i mit hjemland. Og det var også stemningen blandt de indvandrere, der kom dengang. De var flygtninge og flygtede fra krig. De var taknemmelige for de muligheder, de mødte i Danmark. Men det blev anderledes, siger Amal Najjar.

I de 25 år, der er gået, er andelen af indbyggere med indvandrerbaggrund steget fra to ud af tre i 1993 til fire ud af fem i dag.

Først arabere, så somaliere, så kurdere

- I starten af halvfemserne kom araberne. Så blev det somaliere. Og senere igen kom der kurdere. De havnede alle sammen herude. Det er jo en klar udvikling, selvom man i hele den periode har talt om, at det var det modsatte, der skulle ske. Og der skete altså også en stor ændring. For pludselig var det ikke flygtninge, der kom. Det var mennesker, som kom for at skabe et bedre liv for sig selv og familien. Og de opdagede hurtigt, at børnene kom i skole, man fik mad på bordet, og man havde tryghed, uanset om man arbejdede eller ej, siger Amal Najjar.  

I dag er ghettoområdernes fremtid igen til debat. Regeringen vil det, de kalder "Huller i Danmarkskortet", til livs. Og et af de områder, som får mest opmærksomhed, er Gellerup og de 5874 indbyggere.

Ingen plads i Danmark

- Men det er for let bare at pege fingre ad Gellerup og de mennesker, der bor her. For de mennesker, der er kommet hertil, har i virkelig mange år fået at vide, at der ikke var brug for dem eller for det, de kan. De har ikke følt, at der var brug for dem, eller at de havde en plads at opfylde her i Danmark. Så derfor bliver de jo heller ikke en del af samfundet, siger Amal Najjar.  

I de 25 år, der er gået, siden TV 2 mødte Amal Najjar første gang, er hun blevet gift, uddannet til lærer og blevet mor til fem børn. Og så er hun – i modsætning til resten af familien – flyttet ud af Gellerup. I dag bor hun i et hus lige på den anden side af Silkeborgvej, som danner den sydlige grænse for det berømte og berygtede kvarter.  

Arabisk alle steder

- Dengang i 1993 var udgangspunktet, at man talte dansk til hinanden. Når vi var to arabere, talte vi selvfølgelig arabisk sammen, men man var nødt til at kunne dansk for at klare sig. Sådan er det ikke længere. Jeg kan klare mig med at tale arabisk alle steder, fordi vi er så mange herude nu. Det er ikke nødvendigt at tale dansk. Og når det ikke er nødvendigt, forsvinder hele motivationen for at få det lært jo også. For hvorfor skulle man?

Men er det så ikke en god ide, når man nu taler om at rive blokke ned og sprede folk?

- Jeg tror ikke, man kunne forestille sig at bruge den slags metoder over for etniske danskere. Altså at tvinge folk til ting og fratage dem retten til selv at bestemme, hvor de vil bo, og hvordan de vil leve deres liv. Problemerne herude handler jo meget mere om, at der er en hel gruppe af mennesker, som ikke føler, at samfundet har brug for dem, og at der er en grund til at komme ud. Og så længe det er sagen, løser det ikke noget at rive bygninger ned og flytte rundt på folk, for problemerne sidder jo ikke i murene, siger Amal Najjar.