9-årig blev sparket og slået på grund af fastelavnsdragt

Udklædningen skulle have gjort det hele sjovere, men endte med at give Mina Berg den dårligste fastelavn nogensinde.

Mina Berg håbede som de fleste børn at få en sjov fastelavnfest på sin skole. Og måske håbede hun endda lidt ekstra på det.

Den 9-årige skoleelev havde nemlig valgt at iklæde sig en stor nøgendragt med fyldige former i troen på, at dragten ville give andre et smil på læben. Måske ville den endda skaffe hende nye venner.  

Men det var langt fra tilfældet, da fastelavnsfredagen endelig kom.

Ville rive kostumet i stykker

I et frikvarter blev Mina Berg mødt af ældre skolebørn, som sparkede til hende, talte grimt om hendes kostume og forsøgte at rive det i stykker.

Derfor blev hendes dag ødelagt, fortæller hun i ’Go’ aften Danmark’ mandag.

- Jeg gik rundt med mine veninder i skolegården, og der kom nogle drenge og begyndte at slå og hive i brysterne.

- De begyndte også at grine og sagde: ”Ad, hvor ulækkert med de grimme bryster”, og så begyndte de at sparke mig på benene. Jeg ved ikke helt, hvorfor de drillede mig.

- Jeg synes, det var den dårligste fastelavn. Jeg gad slet ikke på frit (i SFO, red.), og jeg tænkte bare øv, fordi det havde været en dårlig dag.  

Mina Berg og hendes bror, Buster, på vej til fastelavn i de nøje udvalgte kostumer.
Mina Berg og hendes bror, Buster, på vej til fastelavn i de nøje udvalgte kostumer. Foto: Foto

Tør være anderledes

Minas mor, Mille Berg, arbejder som leder og skuespiller på Teater Play i København og har derfor adgang til et kostumelager med udklædninger, der kan sætte ekstra kulør på fastelavnsfesten.

Det var også meningen, at det skulle være tilfældet med Minas dragt.

Jeg synes, det var den dårligste fastelavn. Jeg tænkte bare øv, fordi det havde været en dårlig dag

Mina Berg, skoleelev

- Kostumet er lavet til en voksen kvinde, men hun ville have det på – og jeg synes bare, det var topsejt, siger Mille Berg, som beskriver sin datter som en ”selvstændig pige”, der tør gøre ting, fordi hun ”er vant til, at man gerne må være anderledes”.

- Jeg havde forberedt hende på, at der kunne komme reaktioner. Men jeg havde regnet med, at det var stille og rolige, hyggelige reaktioner som grin og pegen fingre, fnisen og ”se det her fjollede kostume”.

Mina Berg var stolt af sin udklædning.
Mina Berg var stolt af sin udklædning. Foto: Privatfoto

Derfor var hun chokeret over at få sin datter i røret allerede klokken 13 den fredag – og det i et helt andet humør, end da hun var taget af sted hjemmefra.

- Hun tog stolt i skole. Det var fastelavn, og det var lige efter Uge Sex, hvor hele Danmark har seksualundervisning, så det var oplagt at tage kostumet på, siger hun.

Ingen hjælp fra voksne

Der var ingen vagter i skolegården, der hjalp Mina Berg, da drengene begyndte at sparke og slå.  

- Nogle fik hjælp, men slet ikke mig, for jeg kunne godt klare mig selv. Jeg sad bare på bænken, siger hun.

Torben Vognstrup, der er skolelederen på Lergravsparkens Skole på Amager, hvor Mina Berg går, er først blevet underrettet om episoden mandag – og han er ked af at høre, hvad der er foregået.

Han fortæller til ’Go’ aften Danmark’, at det ikke er noget, skolen generelt oplever, og at han vil reagere omgående, hvis han hører om sådanne tilfælde.

Forældres ansvar

Mille Berg bebrejder dog ikke skolen for ikke at have holdt godt nok opsyn med børnene i skolegården.

Det, Mina oplevede, var, at de andre gik væk fra hende og stod rundt om hende. Der var ikke så mange, der hjalp hende

Mille Berg, mor til Mina Berg

- Jeg er sikker på, at skolen, og skolerne i det hele taget, gør, hvad de kan. Der er bare meget få gårdvagter til mange hundrede børn – og det er der hvert eneste frikvarter, ikke kun på fastelavnsdag, siger hun og påpeger, at der er brug for, at forældrene tager mere ansvar.

- Man skal lære sine børn at være en god kammerat, som støtter op om dem, der bliver mobbet i skolegården, så de ikke føler sig alene. Det, Mina oplevede, var, at de andre gik væk fra hende og stod rundt om hende. Der var ikke så mange, der hjalp hende.

Klar igen til næste år

Mina Berg kom trods oplevelsen til at slå katten af tønden iført sin nøgendragt. 

- De turde ikke slå mig mere, fordi der var voksne, siger hun.

Men den 9-årige skolepige har ikke i sinde at gemme kostumet langt væk. Hun har allerede besluttet, at hun vil hoppe i nøgendragten igen til næste fastelavn.

- Jeg vil jo gerne give den en chance til, hvor jeg ikke bliver drillet. Så håber jeg bare ikke, at de gør det igen.