Pas på glatte veje og voldsom vind - sneen vælter ned over Danmark

Der er sket flere ulykker, og politiet advarer derfor om glatte veje.

Sneen vælter søndag ned over store dele af Danmark.

Det giver glatte veje, og da temperaturen er nede omkring frysepunktet, er det med at passe på de glatte veje, når man er ude at køre.

- Sneen fyger ikke så meget, men den giver glatte veje, og sigtbarheden er ret ringe, siger TV 2 Vejrets meteorolog Jens Ringgård.

Varsel om vind af orkanstyrke

Søndag formiddag sner det skomagerdrenge over det meste af Jylland, Fyn og Vestsjælland.

- I det område sner det ret intenst, siger meteorolog Jens Ringgård.

Snevejret er på vej østover og rammer resten af Sjælland og København først på eftermiddagen, og kaster sit hvide tæppe ud over Bornholm senere på eftermiddagen.

TV 2 Vejrets vejrbil sender live fra det snedækkede landskab. Se med her:

I løbet af natten løber det lavtryk, der har sendt sneen ned over Danmark, op over Skagerak og Kattegat, og det kan ende med vindstød af orkanstyrke. Specielt ude ved Vestkysten.

- Det bliver en voldsom affære, siger TV 2 Vejrets Jens Ringgård.

I løbet af aftenen stiger temperatueren til en 2-3 grader landet over. Men trods det kan der godt komme sne igen i aften og nat samt kraftige vindstød i specielt den nordlige del af Jylland.

Advarsel om glatte veje

Vejdirektoratet melder også om glatte veje over det meste af Danmark. Og mange politikredse opfordrer folk til at køre forsigtigt, efter at flere biler er skredet ud og kørt galt på grund af det glatte føre.

- Vi oplever i øjeblikket en del færdselsuheld på motorvejsnettet i vores kreds (...) Heldigvis ingen alvorlig personskade. Grundet snefaldet er det meget glat - kør venligst med forsigtighed, skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter.

- Det kraftige snefald er også over Vest-, Sydsjælland og Lolland Falster. Der er meget sneglat og trafikanter anmodes om at færdes med stor respekt for vejrforholdene, skriver Sydsjælland- og Lollands Falsters Politi på Twitter.

Som trafikant kan man selv følge med i vejr- og vejsituationen på Vejdirektoratets trafikkort.