24-årig betaler 5700 kroner for værelse på ni kvadratmeter

Familien blev chokerede, da Alexandra fortalte om sin husleje.

24-årige Alexandra Sørensen åbner døren til lejligheden på Teglholmen i København og går indenfor med næsen mod sit værelse.

Selvom hendes værelse er ryddeligt, står skabet helt op mod sengens fodende. Trækker hun skrivebordsstolen ud, skal hun være forsigtig, at hun ikke vælter fjernsynet ned fra den lille kommode. Værelset er i alt ni kvadratmeter, og det koster 5700 kroner om måneden.

Her har Alexandra Sørensen boet, mens hun har læst til sygeplejerske i København. Havde hun i stedet boet og læst i Svendborg, havde værelset kostet 2500 kroner.

Hun er én blandt mange unge, der er påvirket af de huslejestigninger i de største danske byer, som ifølge tal fra Boligportalen også er fortsat i 2017.

I alt er et værelse i Danmarks hovedstad steget med 30 procent på fem år. Og det kan mærkes.

- Jeg synes, det er rigtig, rigtig dyrt at betale 5700 kroner for et værelse på ni kvadratmeter. Men jeg har ledt rigtig, rigtig længe, og de muligheder der var, var steder, hvor jeg var 1 ud af 100, der var interesseret i et værelse eller en ungdomsbolig, så det var rigtig svært at blive valgt ud af de 100, siger Alexandra Sørensen.

I august 2017 viste tal fra Dansk Erhverv, at 22.000 unge stod uden tag over hovedet. Derfor var mange, i forbindelse med studiestart, nødt til at bo på campingpladser og i skurvogne.

Når Alexandra har placeret sine møbler i værelset, er der cirka 2,5-3 kvadratmeter gulvplads tilbage.
Når Alexandra har placeret sine møbler i værelset, er der cirka 2,5-3 kvadratmeter gulvplads tilbage. Foto: TV 2

Et råt boligmarked

Og kampen om boligerne kender Alexandra Sørensen kun alt for godt.

- Boligmarkedet i København er råt. Det er et rigtig svært marked at komme ind på. Det er også svært at finde noget, der overhovedet er ledigt. For lige så snart noget er ledigt, går der to dage, og så er det ikke ledigt længere, siger hun.

Hendes roommate, 24-årige Frederik Nørholt, ledte i et halvt år efter bolig uden held, da han flyttede fra Greve og ind til byen.

- Fordi værelser i det studievenlige prisleje netop er så eftertragtede, så fik jeg faktisk ikke svar tilbage på nogle af de cirka 100 ansøgninger, jeg sendte, fortæller han.

Så sent som i dag så jeg et værelse her i området, der blev lejet ud for 7500 kroner om måneden

Frederik Nørholt, lejer

Når de to fortæller deres familie, hvad de hver især betaler for et værelse, mødes de af skepsis. Kan det virkelig passe, at det er priserne i København?

- Min familie blev virkelig chokerede. De tænker, "hvorfor finder du ikke bare noget andet". Men det er også de mennesker, der ikke har prøvet at lede efter en bolig i København og ikke ved, hvor svært det rent faktisk er, siger Alexandra Sørensen.

Hvad er normalen?

Men selvom Alexandra og Frederiks familier bliver chokerede over priserne i hovedstaden, mener de to 24-årige ikke, at deres udgift til bolig er unormalt.

- Nogle ville måske endda sige, at det er i den billige ende. Så sent som i dag så jeg et værelse her i området, der blev lejet ud for 7500 kroner om måneden, siger Frederik Nørholt.

Og hverken Alexandra eller Frederik tror, at svaret på at spare penge er at flytte ud af byen.

- Hvis man skal ud af byen for at finde noget, der er billigere, så skal man for det første ret langt ud. Måske i sådan et tilfælde, at den offentlige transport ikke kører på de tider af døgnet, som du skal bruge det, eller at du ender med at betale mange penge for et månedskort. Og så kan huslejebesparelsen lige pludselig betyde, at du ender med at betale det samme alt i alt, som hvis du boede i byen, siger Frederik Nørholt.

Nedenfor kan du få et overblik over, hvad det i gennemsnit koster at bo til leje i forskellige dele af Danmark.

Priser på lejeboliger

Se hvor meget en lejebolig i gennemsnit koster i din kommune

På TV 2 ZULU flytter fem singler sammen i en lejebolig. Se hvordan det går søndag den 4. februar klokken 22.25 og derefter hver mandag aften de næste syv uger.