Prins Henrik ramt af godartet tumor - kan føre til flere lungebetændelser

16x9
Hvis ikke prins Henriks tumor bliver fjernet, risikerer han at få lungebetændelse gentagne gange, vurderer lungemedicinsk læge. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

En lungemedicinsk læge vurderer, at prins Henriks tumor sidder i en luftvej. Det kan føre til gentagne lungebetændelser.

Prins Henriks indlæggelse, der nu har varet i fem dage, skyldes, at han har en godartet tumor i venstre lunge.

Det oplyser Kongehuset fredag i en pressemeddelelse.

Selv om det måske umiddelbart kan lyde alvorligt med en knude i lungen, behøver det dog ikke nødvendigvis at være det, fortæller Torben Riis Rasmussen, der lungemedicinsk læge ved Aarhus Universitetshospital og formand for organisationen Dansk Lunge Cancer Gruppe.

For en godartet tumor er ikke en kræftsvulst, og den er ikke i sig selv farlig. Alligevel kan den godt vise sig at blive farlig på sigt.

Sidder sandsynligvis i en luftvej

- For de fleste mennesker, betyder det ikke noget. Hvis en godartet knude, som ofte er en fedt- eller bindevævsknude, ligger perifært i lungerne, giver den som regel ikke nogen symptomer. Men hvis den samme type godartede knude så at sige vokser ind i ens luftveje, kan den gøre det besværligt at komme af med sekret, og det kan føre til, at man får lungebetændelse, fortæller Torben Riis Rasmussen.

- Ud fra det, der er blevet fortalt, kunne det godt tyde på, at det er det, der er tilfældet hos prins Henrik.

Kongehuset oplyser, at prins Henrik fredag bliver overflyttet til Infektionsmedicinsk Klinik for at blive behandlet for en lungeinfektion, og det er blandt andet det, der får den lungemedicinske læge til at komme med et bud på tumorens placering.

- Det er sandsynligt, at den lungebetændelse kan være kommet af, at det er en godartet knude, der vokser ind i en luftvej. Det gør nemlig, at man får tilbøjelighed til at få lungebetændelse, som bestemt ikke er nogen ufarlig sygdom for et ældre menneske, siger Torben Riis Rasmussen.

Hvis lægen rent faktisk har ret i, at prins Henriks tumor blokerer for en luftvej, kan man fjerne den med eksempelvis laserbehandling. På den måde kan prinsen undgå fremover at blive disponeret for lungebetændelse.

Kan tage lang tid at behandle

Lige nu er skaden dog sket, og prinsgemalen har lungebetændelse. Hvor længe det vil tage at behandle ham, er det dog svært at sige noget om, fortæller Torben Riis Rasmussen.

- Det kommer an på, hvor alvorlig lungebetændelsen er, og hvor vanskeligt det er at behandle den. Hvis den sidder og blokerer luftvejene, kan det være vanskeligt og dermed kræve længere tid, siger han.

Heller ikke Kongehuset vil endnu komme med et bud på, hvornår prins Henrik bliver udskrevet. De oplyser dog, at han efter behandlingen vil tage til regentparrets sommerresidens på Fredensborg Slot, hvor Dronningen venter på ham.

- Endnu en forfærdelig ting

Ifølge Billed-Bladets hofreporter Trine Larsen er det ikke tilfældigt, at turen går til Fredensborg, når prins Henrik bliver udskrevet.

- Fredensborg Slot er jo et sted, Dronningen og ikke mindst prinsen holder af at være. Her har han nemmere ved at komme rundt, og eftersom han i efteråret blev konstateret dement, er det også godt for ham at være et sted, han kender, siger hun.

Demens-diagnosen er dog ikke det eneste helbredsmæssige, der har ramt prins Henrik det sidste års tid.

I sommer var han af to omgange indlagt på grund af en infektion og smerter i det ene ben.

- Prinsens generelle helbredstilstand er rigtig, rigtig dårlig i øjeblikket. Han er en ældre herre på 83 år, men han har været rigtigt, rigtigt hårdt ramt det seneste år, siger Trine Larsen.

- Det her er endnu en forfærdelig ting, der er tilstødt prinsen af en lang række af sygdomme.