Parti vil have eldrevne fly i Danmark

16x9
Arkivbillede. Foto: KYRRE LIEN / Scanpix

I 2040 skal alle korte norske flyruter være el-drevne. Nu vil dansk parti indføre samme tiltag herhjemme.

Det kan være svært at høre sine egne tanker, når tonstunge fly gør klar til afgang på startbanen.

Her roterer propeller i topfart, mens den dybe buldren fra forbrændingen af fossile brændsler gør det muligt for flyet at slippe landjorden.

Men det kan blive fortid, mener Alternativets ordfører for grøn omstilling, Christian Poll.

I et nyt udspil foreslår centrum-venstre partiet, at al indenrigsflyvning senest i 2040 skal være eldrevet.

- Vi ønsker en gennemgribende grøn omstilling af hele Danmark, og det gælder selvfølgelig også luftfarten, siger han til TV 2.

Årsagen til forslaget kommer fra Norge. Tidligere på måneden fortalte Dag Falk-Petersen, som er direktør for Avinor, der driver mange lufthavne og flyvepladser i Norge, nemlig til nyhedsbureauet AFP, at alle korte norske flyruter skulle være elektriske i 2040.

Konkret regner Dag Falk-Petersen, at alle ruter med en flyvetid på under halvanden time kan opereres af 100 procent elektriske fly. Derfor vil Avinor i den nærmeste fremtid sende et projekt i udbud med det formål at teste et elektrisk fly med plads til 19 passagerer på en kommerciel rute. Det første fly skal være klar i 2025, skriver Ingeniøren.

Alternativet vil gå forrest i grøn energi

Alternativet kommer i sit udspil ikke nærmere ind på de konkrete danske tiltag.

I stedet sætter partiet fokus på, at luftfart udleder en stor mængde drivhusgasser, "der bidrager til at forværre den klimakrise, vi allerede befinder os i".

- Vi ønsker derfor at gå forrest. Det gør vi ved at sætte en målsætning, siger Christian Poll.

Socialdemokratiets klimaordfører, Jens Joel, er enig i, at det er en god idé med elfly. Dog er han forsigtig i forhold til, om det reelt kan lade sig gøre.

- Vi skal sikre, at klimabelastningen fra flytransporten reduceres, men det er en lille smule bagvendt at lovgive om, at kun bestemte teknologier må bruges, skriver han i et svar til TV 2 og tilføjer:

- Det vigtigste er jo, at vi får reduceret CO2-udledningen, og da vi ikke på nuværende tidspunkt har elfly – eller ved, om der opstår andre og bedre teknologier – er den rigtige vej ikke på nuværende tidspunkt at lægge os fast på en enkelt teknologi.

Direktør afviser forslag

Lars Aagaard, direktør for Dansk Energi, beskriver Alternativets forslag som "at tænke stort". Han understreger, at det er vigtigt, at nogle tør drømme, men forslaget er ikke realistisk, fortæller han.

- Eldrevne fly er ikke lige om hjørnet.

- En flyver har fløjet jorden rundt på el. Den havde solceller på vingerne. Men det vil blive en meget tung flyver, da batterier er store og tunge, hvis de skal indeholde nok energi til at få et fly i luften, siger han til TV 2.

Eldrevne fly er ikke lige om hjørnet

Lars Aagaard, direktør for Dansk Energi

I dag fås såkaldte lithium-ion-batterier med et energiindhold på godt 200 Wh/kg. Men til sammenligning indeholder flybrændstof 12.000 Wh/kg. I runde tal ville det betyde, at hvis en Boeing 787 Dreamliner skulle udskifte en fuld tank på 100 ton flybrændstof med batterier, ville batterierne veje godt 2.000 ton, skriver Ingeniøren.

Christian Poll er opmærksom på, at det endnu ikke er klart, hvordan man udvikler et eldrevet fly. Men han påpeger, at 2040 er en del ude i fremtiden:

- Jeg føler mig ikke i tvivl, siger han.

- Når vi gør det, ved flybranchen, hvad man skal arbejde hen imod. Det kan være en fordel.

Fokusér på elbiler i stedet

Lars Aagaard er enig i, at det er en god idé at skabe eldrevne fly. Men i takt med at det ifølge direktøren er urealistisk med eldrevne fly i den nærmeste fremtid, foreslår han at slå ned et andet sted.

- Det ligger mere lige for at arbejde med biobrændstoffer i stedet for olie og ren el. Jeg opfordrer til, at vi handler, mens vi drømmer. Så lad os få fokusere på at få flere elbiler på vejen og el i opvarmningen, siger han.

- Og hvis Norge, som er et rigt land, vælger at bruge penge og kræfter på at udvikle et eldrevet fly, så lad dem gøre det. Så kan vi altid købe en model. Men lad os lige se, om den overhovedet virker først.