Læge og testperson forklarer, hvad der sker, hvis man får peberspray i øjnene

For seks år siden meldte Station 2s reporter Rikke Hemmingsen sig frivilligt til at få peberspray i ansigtet - og det var smertefuldt.

Regeringen vil nu gøre det lovligt at have en peberspray i sit hjem. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), hvori det også fremgår, at lovforslaget ventes at være klar til efteråret.

Ifølge forslaget skal det fremover være lovligt for alle personer over 18 år at have en peberspray i eget hjem uden at søge om tilladelse, mens personer, der tidligere har været udsat for overfald eller stalking, vil kunne få tilladelse til at bære sprayen i det offentlige rum.

I 2012 meldte Station 2s reporter Rikke Hemmingsen sig frivilligt til at teste, hvordan det er at få sprøjtet peberspray i ansigtet. Det skete i forbindelse med et indslag om politiets brug af peberspray.

- Er du sindssyg, hvor det svider – og smager grimt. Det har sådan en lakridsagtig smag, og så kradser det helt vildt nede i halsen. Og det svider sindssygt i øjnene. Det er en anden smerte, end hvis man brækker en arm. Nu begynder det at brænde. Nej, hvor gør det ondt, lyder den umiddelbare reaktion fra Rikke Hemmingsen i sekunderne, efter hun har fået peberspray i øjnene.

- Øjenlågene går i en slags krampe

Overlæge på øjenafdelingen på Rigshospitalet Gøril Boberg-Ans er ekspert i øjensygdomme og de gener, der kan være forbundet med peberspray.

Rikke Hemmingsen er tydeligt mærket efter peberspray.
Rikke Hemmingsen er tydeligt mærket efter peberspray. Foto: TV 2

Hun fortæller, at der intet sker med dine øjne, hvis du bare en enkelt gang bliver udsat for peberspray. Men bliver du udsat for det gentagne gange, så kan du på sigt få lidt nedsat følesans af hornhinderne.

- Øjenlågene går i en slags krampe, fordi det gør så ondt at få det her i øjnene. Reflektorisk kniber man øjnene sammen, og samtidig begynder tårerne at flyde, forklarer hun.

Politiet: Et mildt magtmiddel

Dansk politi fik i januar 2008 lov til at bruge peberspray, når de skulle pacificere mennesker. Og erfaringerne med peberspray er gode. 

- Selvom det har en voldsom virkning på den enkelte, der bliver udsat for det, så er det stadig et mildt magtmiddel. Der er ikke nogen følgeskader, og det er et magtmiddel, der gør, at man ikke får brækkede fingre og hudafskrabninger. Desuden kan politimanden holde sig på afstand og kommer dermed heller ikke til skade, siger Michael Engel Olsen, der er politiinspektør i Rigspolitiet.

- Politiet bruger ikke ekstra magt på grund af det her, for peberspray som magtmiddel afløser håndgemæng, brug af førergreb og så videre. Så de magtanvendelser ville være forekommet alligevel. Bare med håndkraft og dermed også faren for følgeskader, siger Michael Engel Olsen.

Tilbage hos testpersonen Rikke Hemmingsen. Tre minutter efter hun fik peberspray i ansigtet, lød reaktionen således:

- Nej, hvor gør det ondt. Min næse løber. Det eneste jeg tænker på, er, at jeg bare vil have noget koldt i hovedet.

Stadig lukkede øjne efter 10 minutter

Efter fire et halvt minut fik vores testperson tilbudt en spand med koldt vand for at tage det værste af smerten.

- Man har bare lyst til at holde hovedet nede i spanden, fordi det køler helt vildt. Det er så rart. Man har ikke lyst til at tage hovedet op. Nej, hvor det svider meget.

Det hjælper på smerten at få skyllet øjnene.
Det hjælper på smerten at få skyllet øjnene. Foto: TV 2

Efter 10 minutter havde Rikke Hemmingsen stadig ikke haft øjnene åbnet. Hun fik med jævne mellemrum skyllet ansigtet i koldt vand, og det hjalp:

- Jeg kan så småt begynde at skille dem lidt nu.

- Det brænder i hele mit ansigt

Overlæge Gøril Boberg-Ans forklarer, hvilken effekt vandet har:

- Øjenlågene er i en stærk krampe, og når man får vand i øjnene, så kan man nu mærke, at man får det bedre og bedre. Derfor kan det lade sig gøre, at man kan åbne øjnene mere og mere.

Da der var gået 18 minutter, efter Rikke Hemmingsen fik peberspray sprøjtet direkte i ansigtet, var hun stadig tydeligt mærket, men effekten var aftagende. Hun kunne nu åbne sine øjne:

- Det brænder i hele mit ansigt. Jeg har det paradoksalt rigtigt varmt, selvom det er så koldt, at man kan se min ånde.

Status efter 45 minutter

Efter 22 minutter brændte det stadig i Rikke Hemmingsens ansigt:

- Tanken om at det her kan fortsætte i op mod et kvarter, er lidt uoverskuelig.

Efter 45 minutter gjorde Station 2s reporter en endelig status efter at være blevet udsat for peberspray:

- Det svider på min hud, men mine øjne gør ikke ondt mere overhovedet. Men det svier på min hals og på mine ører og der, hvor vandet er løbet hen. Lige da det skete, gjorde det så ondt, at jeg har svært ved at finde ordene. Det sved og brændte, nu føles det mere som en rigtig slem solskoldning.