Debattør retter skarp kritik mod mediernes dækning af sexvideosag

Flere medier har i ugens løb talt med sigtede eller forældre til sigtede i den omfattende sexvideosag. Alt har ikke været lige godt, mener debattør.

Glemte medierne i deres jagt på den gode historie, hvem der egentlig var sagens sande ofre, da 1004 børn og unge tidligere på ugen blev sigtet for at være i besiddelse af og distribuere en krænkende video af et overgreb på en dengang 15-årig pige?

Det mener debattøren og feministen Louise Kjølsen, der også er kendt under navnet Twerk Queen.

- Problemet er, at når medierne beskriver en far, der går ud og siger, at det er offerets eget ansvar, eller unge mennesker, der siger, at det her ødelægger deres liv, så portrætterer og forstærker medierne en norm om, at kriminalitet på nettet ikke er "rigtig kriminalitet". Jeg synes, der burde følge en forklaring af, at der findes andre standpunkter.

- Vi ser heller ikke medierne gå ud og lave sympatiske beskrivelser af bandemedlemmer, der har begået kriminalitet, så jeg synes, det er en underlig partiskhed, som jeg ikke kan forstå, siger hun i søndagens udgave af Presselogen.

I et indlæg på hjemmesiden VICE skrev Louise Kjølsen tidligere på ugen, at politiet med de mere end tusind sigtelser i Operation Umbrella sender et meget vigtigt budskab.

- Sigtelsen er vigtig, fordi den sender det klareste budskab om, hvad der er rigtigt, hvad der er forkert, og hvad vi i dette samfund har nul tolerance over for, skrev hun i sit indlæg.

Ung kvinde i chok over at være sigtet

Men var det også det budskab, danskerne tog med sig i ugens løb? Flere medier brugte både spalteplads og sendetid på at tale med de implicerede parter i sagen, som siden 2015 har trukket overskrifter herhjemme, og som af Red Barnet er blevet kaldt "en af de værste krænkelser optaget på kamera i Danmark".

De spørger, hvorfor politiet vil ødelægge mit liv med en video, jeg så, da jeg var 17 år

Mira Bech, sigtet i den omfattende Operation Umbrella

Mest fremtrædende var det, da TV 2 bragte et interview med den 19-årige butiksassistent Mira Bech, der fortalte, at hun var i chok over at være sigtet. Hun synes nemlig, det er uretfærdigt, at hun risikerer at blive straffet for en video, som mange har set. Og hun støttes af sine forældre, forklarede hun TV 2.

- De er i chok, men mest over, hvordan politiet har ageret. De spørger, hvorfor politiet vil ødelægge mit liv med en video, jeg så, da jeg var 17 år.

Et par dage efter offentliggørelsen af de historisk mange sigtelser havde Radio24syv Niels, far til en af de sigtede, med i studiet i deres morgenflade. Han mente, at straffen, som sønnen står over for, er for hård, i forhold til det sønnen har gjort.

- Det er hverken særlig heldigt eller modent. Men hvis man er 16 år, er man nok ikke særlig moden i det henseende, og så er det godt, at man kan tale med nogle voksne om det her, lød det blandt andet.

Politiken hev fat i en forsvarsadvokat, hvor avisen under overskriften 'Forsvarer til børnepornosigtede unge: Få fat i en advokat inden afhøringerne' blandt andet skrev, at "det er vigtigt at vide, at det er muligt at undgå, at sagen kommer til at stå på straffeattesten. Der er særlige bestemmelser for unge under 18, der er indført, netop for at undgå, at deres fremtid påvirkes på grund af et ungdommeligt fejltrin".

Artiklen fortsætter under afstemningen:

Afstemning

Pressen skal belyse alle sider af sag

Selvom eksemplerne er mange, var det et samlet panel i Presselogen, som mente, at medierne havde dækket sexvideo-sagen både sagligt og bredt.

- Som presse opsøger vi de involverede parter i en sag og lader dem komme til orde, hvis vi synes, det er relevant, det de siger. I denne sag er det åbenlyst, at vi også skal høre dem, der er sigtede. Hævnporno er et forholdsvis nyt fænomen for mange, især i den ældre del af befolkningen, så selvfølgelig er det relevant at høre, hvad der foregår i hovedet på de unge, og hvordan de betragter de her sager, siger nyhedschef hos TV 2 Jacob Kwon om begrundelsen for at bringe interviewet med den 19-årige Mira Bech.

Også Politikens ledende redaktør, Amalie Kesler, mente, at mediernes dækning af sagen har været nuanceret.

- Vi kunne for eksempel også interviewe forsvarsadvokaten til et bandemedlem, netop fordi vi lever i et retssamfund, hvor vi har en række rettigheder, der skal respekteres – og det er også mediernes opgave at reflektere dem, siger hun.

Louise Kjølsen ville nu alligevel gerne give chefredaktørerne et godt råd med på vejen til den fremtidige dækning af sager som denne.

- Hvis jeg sad i studiet med en far, som begynder at snakke om, hvor synd det er for hans søn, at han har begået en kriminel handling, som der er en konsekvens for, så ville jeg nok irettesætte ham.

Se resten af Presselogen, hvor ugens panel desuden debatterede Donald Trump, fake news og en kvotekonges gave til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på TV 2 PLAY.