Danskernes brug af mobilen under kørsel kaldes 'dybt foruroligende'

Mobiltelefonen er en ny og stor trussel mod trafiksikkerheden og skyld i mange ulykker, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.

Fremover skal det koste et klip i kørekortet, hvis man sms'er, sender en Snapchat, tjekker Facebook eller taler i håndholdt telefon bag rattet. 

I dag lyder straffen på en bøde på 1500 kroner, men det mener et flertal af politikerne på Christiansborg ikke længere er nok til at dæmme op for den farlige uopmærksomhed på vejene.

- Det er enormt farligt for andre trafikanter, hvis man ikke koncentrerer sig om at køre bil, når man kører bil. Det er fantastisk egoistisk at kigge andre steder hen end på vejen, når man kører rundt med halvanden ton metal for enden af speederen, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA).

En af de helt store syndere er mobiltelefonen. Faktisk tjekker hver femte dansker deres telefon, mens de kører bil, viser en undersøgelse af danskernes vaner i trafikken, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken.

Her svarer 20 procent, at de meget ofte, ofte eller af og til tjekker eller bruger deres telefon, mens de sidder bag rattet. 

Det er enormt farligt ikke at koncentrere sig om at køre bil, lyder argumentet for skærpelsen fra transportministeren. Video: Ida Brodtkorb

Er det virkelig det værd?

At en femtedel af danskerne bruger telefonen, når de kører bil, kommer ikke bag på Mogens Kjærgaard Møller, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

- Det er dybt foruroligende, men ikke overraskende. Mobilen er en stor del af manges sociale liv, og mange har svært ved at lade den ligge i den halve time, det måske tager at køre hjem fra arbejde, siger han til TV 2.

Ifølge Mogens Kjærgaard Møller er mobilen en voksende trussel mod trafiksikkerheden. 

Risikoen for ulykker, når du taler i mobil og sender en snapchat, er lige så stor som ved at køre for stærkt.

- Mange tænker, at de jo har gjort det før - og der gik det jo godt. Men for mange mennesker går det ikke godt. Det ender ofte i rigtig grimme ulykker.

- Når man så tænker på, at det måske sker, fordi man lige skal sende en besked om, at man har glemt at købe mælk med hjem... er det virkelig det værd?

Lige så risikofyldt som at køre for stærkt

Rådet for Sikker Trafik oplever, at deres kampagner for at få danskerne til at køre bil, når de kører bil, virker.

De ser en stigende grad af fordømmelse af, at man ikke har sin fulde opmærksomhed på kørslen. Men alligevel fylder uopmærksomheden i statistikken over trafikulykker. 

- En tredjedel af alle ulykker herhjemme sker på grund af uopmærksomhed, siger Mogens Kjærgaard Møller.

I november sidste år fik Rådet for Sikker Trafik foretaget en undersøgelse af, hvad danskerne egentlig laver bag rattet, når de ikke har deres opmærksomhed rettet mod vejen. 

Næsten halvdelen af de 1074 adspurgte bilister svarede, at de drikker, mens de kører bil, mens hver tiende skriver sms'er, mails eller Facebook-beskeder på farten.

- Mens bilturen tidligere var et helle, så ser mange i dag bilturen som spildtid, og derfor laver de alt muligt andet end at køre bil. Det er dybt bekymrende, siger Mogens Kjærgaard Møller og slutter af med et godt råd: 

- Lad være med at lade dig friste. Læg telefonen væk, eller sæt den på flytilstand. Der sker ikke noget ved, at du først ser den sms om en halv time.