Fodgænger dræbt af tog - gik under bom

16x9
Togbusser indsat på strækningen. Foto: TV Midtvest

En 45-årig mand trodsede bom og blev dræbt af tog i Holstebro.

Ifølge vidner bukkede en mand sig under en bom ved en jernbaneoverskæring. Han blev ramt af toget og dræbt.

Af uforklarlige grunde valgte en 45-årig mand onsdag morgen kort før klokken 7 at krydse en jernbaneoverskæring i Holstebro, mens bommene var nede. Det kostede ham livet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var i jernbaneoverskæringen ved Hjalmar Sørensens Vej nær Holstebro Station, at ulykken skete.

- Der er vidner, som siger, at han af uforklarlige årsager, ignorerer den bom, der skal holde fodgængere tilbage. Han bukker sig ned under den, fortæller politiets vagtchef Allan Riis.

Ifølge vagtchefen ser lokomotivføreren godt, at manden er på vej over sporet.

- Han trækker i sit advarselssignal, men manden bliver påkørt og afgår ved døden, fortæller vagtchefen.

Toget var på vej fra Struer mod Holstebro. Ulykken betød, at togdriften efterfølgende blev indstillet, mens politi og redning arbejdede på stedet.

- Vi åbnede for trafikken igen lidt efter klokken otte, fortæller Allan Riis.

Politiet er onsdag morgen i færd med at underrettet de pårørende til den dræbte.

Ifølge politiet var den 45-årige fra Holstebro.