11-årig dreng fundet i god behold - forsvundet i Viborg siden torsdag morgen

16x9
Arkivfoto. Foto: Nikolai Linares / Scanpix Denmark

Niclas Jensen skulle have været i skole, men er ikke set siden i torsdag morgen

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser sent torsdag aften, at den 11-årige Niclas Jensen, der ikke var set siden torsdag morgen, hvor han forlod bopælen i Birgittelyst ved Viborg for at cykle til Hald Egede Skole, nu er fundet i god behold.

Den 11-årige blev tidligere torsdag efterlyst af politiet efter hans plejefamilie havde slået alarm.

Ved 21-tiden torsdag aften oplyste vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, at man havde fundet drengens cykel, hans skoletaske og cykelhjelm. Kort efter blev den 11-årige selv altså også fundet.

- Vi har talt med et vidne, som har set ham i god behold ved skolen. Han har godt nok sagt til vidnet, han ikke hedder Niclas, men vidnet har genkendt ham ud fra et billede, sagde vagtchef Jens Claumarch umiddelbart inden den 11-årige dreng blev fundet, til TV 2.