Bor tre dage ved kæresten og fire dage ved manden

Lykke Bedsted Pedersen lever med to mænd, og hun er ikke den eneste. Flere er begyndt at eksperimentere med kærligheden, siger eksperter.

Allerede udenfor det lille rækkehus i Valby dufter der af mad. Indenfor i køkkenet står ægteparret Lykke og Jan Bedsted Pedersen omkring en stor gryde med chili con carne. Retten er lavet med omhyggelighed og har simret på komfuret i timevis.

- Jeg elsker dig, lyder det.

Udefra ligner det en ganske almindelig hverdagsaften i et almindeligt ægtepars liv. Men Lykke og Jan Bedsted Pedersens forhold er ikke, som parforhold er flest.

- Kan han tåle chilien, tror du? spørger Jan, mens han snitter peberfrugter.

Lykke griner.

Ægteparret lever i et polyamourøst forhold, hvilket betyder, at de har kærlighed til flere partnere på én gang, og i dag kommer Lykkes kæreste til aftensmad.

Jan har også en kæreste, og hun plejer som regel at være med, når firkløveren - ægteparret og deres to kærester – indimellem mødes over en middag. Men i dag er det blot de to mænd og Lykke.

Stigende antal lever med flere partnere

Der findes ikke tal over, hvor mange der lever i den slags åbne forhold. Men flere eksperter, som TV2 har talt med, vurderer, at flere danskere eksperimenterer med åbne forhold.

Hvem er det, jeg fletter tæer med nu? Nå, det er Carsten. Det kunne jeg ikke lige mærke forskel på

Lykke Bedsted Pedersen, ledig

I en rundspørge blandt parterapeuter og sexologer, som TV 2 har foretaget, svarer lidt mere end hver tredje, at de i stigende grad ser flere par, der vælger at leve i åbne forhold og få flere partnere.

Rundspørge

TV 2 har lavet en rundspørge iblandt 65 autoriserede parterapeuter og sexologer. Rundspørgen er sendt ud gennem Dansk Imago Center, Dansk Sexolog Forening og Dansk Center for Emotionsfokuseret Parterapi.

Hver fjerde af parterapeuterne og sexologerne svarer, at det skaber en følelse af mere frihed at have flere partnere. Og det er der en god grund til, mener en antropolog.

- Det ligger meget godt i tråd med den individualisme, der præger tiden generelt. At vi synes, vi vil have det hele, når det handler om produkter, om arbejde, oplevelser og erfaringer, siger antropolog og kønsforsker ved Roskilde Universitet Christian Groes.

Da Lykke mødte sin mand, Jan, for otte år siden, var det et krav fra hendes side, at de skulle leve i et åbent forhold.

- Jeg vidste godt, at jeg var polyamourøs og havde det med at have kærlighed til flere i mig, så jeg sagde til ham, at det var en præmis for vores forhold, siger Lykke.

Monogami

Vi taler om, at folk er monogame, når de udelukkende er i et forhold med èn og samme person. Det ses i modsætning til dem, der er polyamorøse, som kan binde sig følelsesmæssigt til mere end én.

Indimellem skelnes der også mellem monogami og seriemonogami.

De seriemonogame er monogame, men deres forhold til én person varer kun i en periode. De er altså ikke monogame overfor den samme person hele livet. Gennem livet har de flere partnere, men aldrig samtidigt. Det ses blandt andet hos mennesker, der blevet gift og skilt flere gange, men kun har haft én partner ad gangen undervejs.

Men det var ikke uden omtanke, at Jan gik med til det. Han havde ikke tidligere haft flere partnere, men var derimod fra barnsben vant til, at man havde én partner.

- Jeg er jo som mange andre opvokset monogamt med en monogam tankegang, og jeg havde aldrig overvejet tanken om at skulle leve i et åbent eller polyamourøst forhold, fortæller Jan.

Min kones kæreste

Hele huset i Valby dufter af mad, da det omsider banker på døren. Lykke åbner og ind over dørtærsklen træder hendes kæreste, Carsten Buhl, som straks omfavner hende med et stort kys. Jan står stadig i køkkenet.

- Hej Carsten, siger han og træder ud i gangen og hilser sin kones kæreste velkommen med et kram.

Carsten har en gave med til Lykke, som han straks forærer hende.

- Tak, elskede, udbryder hun overrasket.

Carsten fortæller Jan om sin gode dag på jobbet. Det har de gjort før, fornemmer man. De to mænd har sågar været i biografen sammen ved flere lejligheder. Og til whiskeysmagning.

- For mig giver det en stor tryghed, at jeg kender Carsten og ved, hvad han er for en gut, forklarer Jan.

Ægteparret Lykke og Jan Bedsted Pedersen er polyamorøse og har begge en kæreste udover ægteskabet. I dag får de besøg af Lykkes kæreste, Carsten Buhl. Video: Christina Toustrup Eriksen

-  Min kæreste skal da ikke kigge på en anden mand

Men det har ikke altid åndet idyl. Lykkes favnende kærlighed har flere gange skabt jalousi hos de to mænd.

Og ifølge TV 2s rundspørge mener knap hver tredje af de adspurgte parterapeuter og sexologer også, at det skaber jalousi at åbne sit forhold, mens endnu flere svarer, at det skaber utryghed.

Det har specielt kæresten Carsten, der modsat Lykke og Jan ikke selv er polyamorøs, mærket. Han havde, da de mødte hinanden for et år siden, svært ved at vænne sig til, at Lykke havde en anden partner ved siden af.

Hvad ville hans børn, familie og venner ikke tænke? Det var jo ikke normalt, det her, tænkte han.

- Jalousi har været bøvlet for mig. For det lå jo naturligt at sige, at min kæreste skal da ikke bare kigge på en anden mand med – undskyld mig udtrykket – grådige øjne, eller kærlighed i øjnene. Det skal en kæreste jo ikke. Men det har jeg ikke ret til at sige, for jeg ejer jo ikke Lykke, siger Carsten.

Da jeg mødte Carsten, gjorde jeg det meget klart, at jeg ikke kunne afvise, at jeg ville blive forelsket i en tredje mand også

Lykke Bedsted Pedersen, ledig

Ifølge parterapeut og sexolog Lars Juhl er jalousien meget normal i polyamourøse forhold.

- Det kan give en masse hjernespind og tanker, hvis man ikke kan finde ro i det. Og så er der jo en fare for, at forholdet ikke holder, siger Lars Juhl.

Elsker begge mænd lige meget

I dag har Carsten dog vænnet sig til situationen, og inde ved bordet i rækkehuset i Valby er chili con carnen stillet frem. Lykkes to mænd sidder ved siden af hinanden og diskuterer noget belysning, som Jan er ved at installere i kælderen. Overfor dem sidder kvinden, de begge elsker.

Polyamori

Polyamori handler om at have kærlighed til flere. Det vil sige, at man har flere kæresteforhold på én gang. Folk, der følelsesmæssigt er i stand til at føre den slags forhold, betegner sig selv som ’polyamorøse’.

Det hører altså ind under de såkaldte ’åbne forhold’. Men hvor åbne forhold også bare kan være en relation af seksuel karakter til en eller flere end ens partner, er de polyamorøse forhold altså også en følelsesmæssig relation.

Der findes ikke tal på, hvor mange danskere, der er polyamorøse.

- Hmm, hvem er det, jeg fletter tæer med nu?, siger Lykke.

- Nå, det er Carsten. Det kunne jeg ikke lige mærke forskel på, griner hun.

De to mænd griner med hende og ved måske begge ikke helt, hvor de skal kigge hen.

- Jeg elsker dem begge lige meget, siger hun.

Lykke sammenligner det med den kærlighed, som de fleste føler for sine børn, for her elsker man flere lige meget på samme tid. De to mænd giver hende blot dobbelt op på kærlighed, fortæller hun.

- Det bedste er al den kærlighed, man oplever, og at man oplever, at ens kærlighedsliv indeholder to så forskellige mænd, som giver mig så meget kærlighed tilbage. Det er da fantastisk. Det ville jeg ønske, at alle kvinder havde. Eller alle mænd for den sags skyld, smiler Lykke.

Ægteparret Lykke og Jan Bedsted Pedersen er polyamorøse og har begge en kæreste udover ægteskabet. I dag har de besøg af Lykkes kæreste, Carsten Buhl. Video: Christina Toustrup Eriksen

Flere partnere som modreaktion på skilsmisser

Spørger man antropolog og kønsforsker ved Roskilde Universitet Christian Groes ligger det dog ikke lige for, at alle kvinder og mænd skulle leve i åbne forhold. For selvom danskerne er moderne på mange fronter, har de stadig et gammeldags syn på parforholdet.

- Vi hænger meget fast i den klassiske opfattelse af parforholdet, altså; det romantiske monogame forhold. Det er svært at løsrive sig, fordi det er så rodfæstet i vores identitet, samfundsstrukturer og den tradition, vi kender fra vores forældre og bedsteforældre, fortæller han.

For os har det givet et stærkere parforhold. Man bliver mindet om, at man ikke skal tage sin partner for givet

Jan Bedsted Pedersen, it-konsulent

Men der ligger en vis logik bag, at danskerne begynder at afsøge nye måder at leve i parforhold på, mener forskeren.

I 2016 havde Danmark nemlig en skilsmisseprocent på knap 51, hvilket vil sige, at godt hvert andet ægteskab går i stykker. Dét at have flere partnere samtidig kan være en måde at sikre sig mod de ulykker, som for eksempel utroskab fører med sig.

- Folk forsøger på en eller anden måde at imødekomme den kultur, hvor man møder andre og har seksuelle relationer med andre, uden det betyder, at forholdet går i stykker, siger Christian Groes.

Udelukker ikke en tredje mand

Selvom den polyamourøse livsstil ifølge Christian Groes ikke nødvendigvis kan dæmme op for den høje skilsmisserate, har det tilsyneladende fungeret i otte år for Lykke og Jan Bedsted Pedersen.

- For os har det givet et stærkere parforhold. Man bliver mindet om, at man ikke skal tage sin partner for givet. Når man ikke er sammen hver eneste dag, så kan man mærke det der savn og den der glæde ved at se hinanden igen, siger Jan.

Der er kun ét stort problem ved den polyamourøse livsstil, nævner Lykke. Nemlig kalenderen. For hvordan skal hun dele ugen ligeligt mellem sine mænd?

- Havde der været otte dage i en uge, kunne man have delt den i fire dage til hver. Så havde det været meget nemmere, siger hun.

Endnu sværere ville det straks se ud med ugeplanlægningen, hvis Lykke gik hen og fandt sig endnu en mand. Og det er ikke udelukket.

- Da jeg mødte Carsten, gjorde jeg det meget klart, at jeg ikke kunne afvise, at jeg ville blive forelsket i en tredje mand også. Det var jo ligesom en del af vores aftale, at hvis jeg blev det, skulle jeg have lov til at gå efter bolden, om man så må sige, siger Lykke.

Farvel elskede

Ud på aftenen er chili con carnen så småt forsvundet fra gryden, øllene er drukket, og bordet er ryddet. Dermed er det også blevet den tid på aftenen, hvor Lykke tager med Carsten hjem og sover. Alle tre står nu i gangen. To af dem trækker i overtøjet.

- Hvis du kører i aften hjem til din kæreste, vil du så sikre dig, at kattene har mad, inden du kører, siger Lykke henvendt til sin mand, mens hun tager sine støvler på.

- Jo, selvfølgelig, svarer han.

- Elskede, din træningstaske står herinde ved døren, siger hun igen henvendt til Jan, mens Carsten tålmodigt står og venter på at få hende for sig selv.

Lykke lægger armene rundt om sin mand og kysser ham fire gange på munden, før hun tager Carsten i hånden og forsvinder ud i natten.

Ægteparret Lykke og Jan Bedsted Pedersen er polyamorøse og har begge en kæreste udover ægteskabet. I dag har de haft besøg af Lykkes kæreste, Carsten Buhl.
Lever du i et anderledes forhold? Så vil TV 2 gerne høre fra dig!

Du kan se mere til Lykke, Jan og Carsten i dokumentarserien ’Lykken er flere kærester’, når den har premiere på TV 2 den 13. februar klokken 21.25.