Efter mormor så sit barnebarn i bilens bakspejl, traf hun valget: Du kommer ikke hjem mere

24-årige Simon tager stoffer og drikker hos sin mormor. Hun kan ikke afvise ham. Men hun kan heller blive ved med at se på.

I stuen i det gule rækkehus kigger 80-årige Anny Gravlund længe på det blanke stykke papir.

Se hele Simons historie i dokumentaren ‘Misbrug’ på TV 2 PLAY.

Det er svært at finde de rigtige ord. Men hun ved, at hendes barnebarn kan dø, hvis hun ikke gør noget nu. 

Den tanke får hende til at skrive de første linjer i et længere brev til ham:

square to 16x9

Simon er Anny Gravlunds første barnebarn. Han er 24 år gammel og lige nu langt ude i et mørkt misbrug, der involverer massive mængder alkohol og hårde stoffer.

Hendes frygt er, at Simon når helt derud, hvor han kan finde på at tage sit eget liv, eller at han til sidst drikker sig ihjel. Det ville hun ikke kunne overleve.

Derfor bliver hun nødt til at træffe et valg, som kan forandre deres tætte forhold.

Anny Graulund sammen med sit barnebarn Simon, kort tid efter han blev født.
Anny Graulund sammen med sit barnebarn Simon, kort tid efter han blev født. Foto: Privatfoto

Sammen med Simons mor, Charlotte, vil hun stille ham et ultimatum: Gå i misbrugsbehandling - ellers kan vi ikke længere være sammen.

Det gør de i TV 2-programmet ‘Misbrug’, hvor et kamerahold har fulgt familien i knap et år. Et år, hvor Simons misbrug eskalerer.

I stuen husker Anny Gravlund tilbage på de mange gode oplevelser, som har skabt det tætte bånd mellem hende og Simon.

Hun tænker på de gode ferieminder. Så beslutter hun sig for at beskrive de egenskaber, hun altid har elsket ved ham:

square to 16x9

En glad og kvik dreng

square to 16x9
Det er svært at forstå, hvordan det kunne gå så galt, at den lille mørkhårede dreng skulle ende i et massivt misbrug. Foto: Privatfoto

Simon Graulund husker sin barndom som en lykkelig tid, hvor han blev overøst med kærlighed fra sin mor. Men han husker også en kaotisk og utryg del.

Hans forældre gik fra hinanden, da han var otte måneder gammel. Nogle år senere mødte hans mor en ny mand, som havde et voldsomt temperament, der ofte gik udover den lille dreng.

Tydeligst i Simons erindringer står en episode, hvor han som 6-årig blev kastet ind i væggen af stedfaren.

Simon Graulund som barn
Simon Graulund som barn Foto: Privatfoto

Han fortalte det ikke til sin mor, men i skolen begyndte han omkring femte klasse at reagere på utrygheden derhjemme.

Ofte røg han i konflikt med lærerne, og skolen blev derfor endnu et utrygt sted, hvor de voksne svigtede. 

Han følte sig uønsket og uduelig. En følelse, der blev en afgørende brik, da han som teenager skulle forme sin egen identitet.

Hjem til mormor

square to 16x9

Alkohol og hash gav Simon fred for destruktive tanker, der havde plantet sig fra barndommen. 

Da Simons mor opdagede, at han røg hash, forsøgte hun utallige gange at få ham i tale og kontaktede professionel hjælp. Men det var umuligt at komme ind til ham.
Da Simons mor opdagede, at han røg hash, forsøgte hun utallige gange at få ham i tale og kontaktede professionel hjælp. Men det var umuligt at komme ind til ham. Foto: Privatfoto

Som 13-årig var han også begyndt at eksperimentere med hårde stoffer som kokain. Han følte sig ikke god nok. Ubevidst lod han derfor stofferne blive en del af hans image i det lille lokalsamfund på Langeland.

Simons mor, Charlotte Graulund, ville have ham ud af det dårlige miljø. Stedfaren var ikke længere en del af deres liv, så efter nogle år flyttede de til andre omgivelser i København.

Her fandt Simon dog ud af at udnytte storbyens endnu vildere muligheder og det kriminelle miljø.

Skulle han ud af det, måtte han helt væk fra stoffer og alkohol. Det blev hos mormor Anny Gravlund i Svogerslev ved Roskilde

Snart skulle det dog gå op for hende, hvordan hendes barnebarn var ved at forvandle sig fra at være kærlig og glad til aggressiv og utilregnelig.

Et galoperende hjerte

Anny Gravlund var gået i seng i det gule rækkehus den nat i 2012. Hun havde sagt godnat til 20-årige Simon. Men hun vidste ikke, hvad der egentlig foregik bag den lukkede dør til gæsteværelset.

Pludselig vågnede hun ved, at Simon stod i døren.

- Jeg har det virkelig, virkelig underligt, mormor, sagde han i et panisk tonefald. 

Simon havde røget hash hele aftenen på sit værelse. Normalt gjorde det ham rolig, men denne nat galoperede hans hjerte afsted.

Anny Gravlund vidste godt, at Simon nogle gange var påvirket. Hun kunne bare ikke smide ham ud - for hvad ville der så ske med ham?

Hun stod straks op og ringede til sin datter, og sammen fik de bragt Simon til psykiatrisk afdeling.

Han havde fået en begyndende psykose, viste det sig.

Forskrækkelsen fik ham til at droppe hashen helt. Som erstatning skruede han dog op for sit forbrug af alkohol. Det gav ham ofte en form for adrenalinkick, hvor hans puls steg, og alle sanserne blev skærpet.

Alkoholen dæmpede de depressive følelser, som Simon mærkede oftere og oftere.
Alkoholen dæmpede de depressive følelser, som Simon mærkede oftere og oftere. Foto: Koncern TV / TV 2

Det viste sig et halvt år senere at være symptomer på angstanfald. Som bivirkning fra psykosen troede hans hjerne konstant, at han var i fare.

Angsten kunne Simon ikke forholde sig til. Men han kunne forholde sig til, at alkohol var et middel imod den.

Det er bare, fordi jeg er sindssyg god til at manipulere med dig

Simon Graulund til sin mormor

Hvis han drak om fredagen, kunne han først mærke angsten om lørdagen. Så drak han bare igen, og på den måde kunne han konstant holde angsten nede. Hvad han ikke vidste var, at han var ved at udvikle en stærk afhængighed af både stoffer og alkohol.

Fire år senere skulle den afhængighed få det værste frem i ham en søndag i 2016.

Kan man sige nej til sit barnebarn?

square to 16x9

Anny Gravlund kiggede gentagne gange op i bilens bakspejl. Turen fra Odense til Svogerslev virkede særlig lang den dag. På bagsædet sad hendes 24-årige barnebarn med hovedet ned mod en gul Netto-pose. 

Han havde drukket hele natten i Odense, og næste dag havde han overtalt sin mormor til at hente ham.

Simon havde ellers været på et højskoleophold, hvor han næsten var blevet helt fri af sit misbrug. Efter det havde han boet en periode i Odense og hjemme hos sin mor i Valby, men nu var han igen tilbage hos sin mormor i Svogerslev.

Simon Graulund på bagsædet af sin mormors bil.
Simon Graulund på bagsædet af sin mormors bil. Foto: Koncern TV / TV 2

- Jeg har satme dårlig samvittighed over for dig. Det må jeg indrømme, sagde Simon lavmælt til sin mormor i bilen.

- Jeg har jo været naiv før og troet på dig, svarede Anny Gravlund fra førersædet.

Alkohol og stoffer fyldte nu mere nogensinde før i Simons liv. Alligevel kunne Anny Gravlund ikke afvise ham, når han bad om penge eller ringede for at blive hentet i byen. Hun kunne heller ikke forstå de mennesker, der sagde, at hun skulle lukke sin dør for Simon.

- Du gør det jo af den bedste mening. Det har ikke noget med dig at gøre. Det er bare, fordi jeg er sindssyg god til at manipulere med dig, sagde Simon.

Han havde ret.

Anny Gravlund turde nu ikke længere have alkohol i huset. Ofte fjernede hun også Simons flasker fra hans værelse, men når han opdagede det, blev han rasende og truede hende til at finde dem frem igen. 

Nogle uger efter køreturen hjem fra Odense kulminerede det.

Mormor har nået sin grænse

Simon sad alene i sofaen. Han var omgivet af flasker og tydeligt påvirket, da Anny Gravlund kom hjem.

Han forlod stuen for at skjule noget. Men denne gang insisterede Anny Gravlund på at vide, hvad der foregik.

Farvel, ud!, sagde Simon i en hård tone til sin mormor.

- Nej, jeg bor her. Jeg skal se, hvad du har derinde, insisterede hun.

Anny Gravlund spærrede øjnene op, da mængden af alkohol kom til syne.

- Jeg drikker jo ikke alt det der, forsøgte Simon først at forklare sig.

- Du skal slet ikke drikke noget af det, sagde Anny Gravlund, mens hun forsøgte at fange sit barnebarns blik.

Simon mærkede uroen i kroppen. Ville han ikke snart få noget at drikke, var han sikker på, at han ville blive sindssyg eller dø. Tanken fik ham ubevidst til at reagere voldsomt.

Alkoholen var stort set altid kombineret med kokain, MDMA, ecstasy eller andre hårde stoffer.
Alkoholen var stort set altid kombineret med kokain, MDMA, ecstasy eller andre hårde stoffer. Foto: Koncern TV / TV 2

- Det skal du fandme ikke bestemme!, råbte han og knugede hånden.

Nu handlede det ikke længere om at have lyst til at drikke. Det handlede om, at Simon havde brug for alkoholen og stofferne.

Han kunne ikke holde det ud mere, hans familie kunne ikke holde det ud mere, men han kunne heller ikke se nogen vej ud af det.

Han smækkede døren ind til sit værelse for at være alene.

Ude i stuen ringede Anny Gravlund til sin datter.

- Ja, nu er jeg kommet hjem, og han er fuld. Det er ret så svært.

Hun havde nået grænsen. Der var ikke flere kræfter tilbage i hendes krop, og hun var træt helt ind i knoglerne.

Simons mor, Charlotte, overbeviste hende. De måtte gøre noget radikalt for at hjælpe Simon.

Vi skal derfor tilbage til det brev, som Anny Gravlund skrev til sit barnebarn.

Brevet til Simon

square to 16x9
Anny Graulund læser brev højt for sit barnebarn. Foto: Koncern TV / TV 2

Det er en uge, siden Anny Gravlund sad i stuen i det gule rækkehus i Svogerslev, hvor hun skrev de første linjer i et brev.

Nu sidder hun i en sofa i Valby. Ved siden af sidder Simon og hans mor, Charlotte. Over for sidder misbrugsbehandler Carl Christian Randow.

Anny Gravlund trækker vejret dybt, da hun roligt folder brevet ud.

Hun begynder med ordene "Kære dejlige Simon”. Derefter beskriver hun alle hans gode sider, alle de oplevelser de har haft sammen, og hvordan hans misbrug udviklede sig allerede fra 12-års-alderen.

square to 16x9

Simon kigger længe ned i sine hænder. Han rejser sig fra sofaen og går ud i køkkenet for at ryge en cigaret. 

Hans mor og mormor har hver læst et brev op med budskabet om at gå i behandling.

Inderst inde er han slet ikke i tvivl om sit svar.

- Jeg vil sgu gerne have et normalt liv - så ja, det er det, vi gør, siger han.

Simons mor og mormor bliver overrumplet af deres følelser. De er lettede og krammer ham i håb om, at tingene vil ændre sig nu.

Udover behandlingen skal det dog vise sig, at Simon også har en anden svær opgave for sig.

Simon siger undskyld

Fire måneder senere står Simon Graulund nervøst foran det center, hvor han gennemført et forløb med afrusning og terapi.

Han kan mærke, at han har det bedre - blandt andet fordi, han har lært at rumme den person, han er.

Hvordan fanden kunne den søde dreng ende så meget i helvede? Det forstår man ikke

Simon Graulund

Samtidig kan han dog også mærke, at der stadig er meget at arbejde med, fordi misbruget har sat sig dybt i ham. 

Undervejs i behandlingsforløbet har han tænkt meget på, hvordan han behandlede sin mormor. Han kan mærke, at det er vigtigt at få sagt undskyld.

Det er svært at sige ordet højt, da hans mor og mormor kommer på besøg på behandlingsstedet

- Jeg kan kun huske de tidspunkter, hvor jeg ikke har været påvirket. Men jeg vil gerne sige undskyld for det. Det er ikke noget, jeg har gjort med vilje, men derfor er det stadig ikke i orden, siger han til sin mormor.

Anny Gravlund kigger sit barnebarn i øjnene og smiler.

- Jeg bliver simpelthen så glad. Nu begynder jeg at vræle. Det havde jeg ellers besluttet, at jeg ikke skulle, siger hun og ler lettet.

25-årige Simon Graulund er i dag ikke i tvivl om, at både hans mor og mormor spillede en stor rolle i hans beslutning om at gå i behandling.

Især mormorens beskrivelse af den lille mørkhårede, glade dreng i brevet, ramte ham.

- Hvordan fanden kunne den søde dreng ende så meget i helvede? Det forstår man ikke. Det skulle aldrig være sket, siger Simon Graulund.

Få hele Simons historie i dokumentaren ‘Misbrug’, der bliver sendt den 15. februar klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 PLAY.

TV 2 har i artiklen valgt at gengive Anny Gravlunds brev. Indholdet er det samme, men visuelt er det ændret, så det passer i designet.