Gratis busser spreder sig - og det kan godt betale sig

16x9
Som et forsøg bliver det nu gratis at køre med bussen på fire udvalgte ruter i Holstebro Kommune. Foto: Morten Thomsen / TV Midtvest

Ifølge flere kommuner kan busserne betale sig, da administration og billetautomater sluger gevinsten ved billetopkrævning.

I det nye år er det som et forsøg blevet gratis at køre med fire udvalgte busruter i Holstebro Kommune.

Håbet er, at flere vil bruge den kollektive trafik, og at de områder, der bliver dækket af de gratis busser, vil opleve en bedre service, så flere vil overveje at flytte til de omkringliggende byer i stedet for at bo i selve Holstebro.

Kommunen slutter sig dermed til flere midt- og vestjyske kommuner, som allerede tilbyder gratis buskørsel.

De penge, som kommunerne taber på manglende billetindtægter, sparer de til gengæld på administrationen.

- Det har været en stor succes. Vi har fået flere til at køre med busserne og dermed opnået en større tilfredshed hos brugerne, siger Jørgen Nørby (V), der var formand for teknik- og miljøudvalget i Lemvig Kommune, da de vedtog ordningen, til TV Midtvest.

På Mors har gratisordningen umiddelbart hverken betydet flere eller færre passagerer.

- Men vi sparer den dyre administration med at sælge billetterne. Buskørslen på Mors er reelt en udvidet skolekørsel, og selvom vi genindførte billetsalget, ville vi ikke få flere penge til den kollektive trafik, siger han til TV Midtvest.

Gratis busser gav bonus til handelslivet

Forsøgene med gratis busser har de senere år spredt sig til flere steder i landet. 

I Ikast-Brande er alle busser, der kører internt i kommunen, gratis for brugerne, på Ærø er alle busser gratis for alle hele året, og i Norddjurs Kommune har de gennem flere år tilbudt bysbørn og turister, at de kan bestille en gratis telebybus i Grenaa.

Flere af kommunerne peger på, at udgifterne til nye billetsystemer til busserne simpelthen ikke kan betale sig, i forhold til hvor få brugere de har. I Holstebro har de brugt pengene på gratis busser i stedet for at indføre Rejsekort.

- Det er mange penge, der skal bruges på Rejsekortet, og vi synes også, at det har haft visse problemer. Vi tror på, at der kan findes lidt smartere løsninger, og så er det her en kærkommen lejlighed til at prøve noget nyt, siger Klaus Flæng (A), formand for kommunens teknikudvalg, til TV Midtvest.

Afstemning

I Norddjurs Kommune kalder Grenå Turistkontor de gratis telebybusser for en "kæmpe succes" og peger på, at de også er godt for byens handelsliv. De bakkes op af Jens Meilvang (LA), der er formand for miljø- og teknikudvalget i kommunen.

- Vi hører, at der er mange, der måske normalt ikke ville besøge byen, der nu bruger butikkerne og cafeerne. De gratis busser gør, at turisterne får en bedre oplevelse af at være i Grenaa. Men busserne giver også noget til borgerne i byen, sagde han sidste år til TV 2 Østjylland.