Beredskab angrebet med fyrværkeri 20 gange under nytåret

Mange fyrværkeriangreb mod politi og brandvæsen havde samme fremgangsmåde. Det virker planlagt, mener beredskabsinspektør.

Indsatsleder Lasse Magnussen fra Midtjysk Brand & Redning havde været ude til en containerbrand i Silkeborg, da han nytårsaften var på vej tilbage til brandstationen.

Han kørte langs Christian 8.s Vej, da han fik øje på personerne på modsatte fortov.

- Der stod en flok og skød med romerlys. Lige da jeg passerer dem, retter de det ud over vejen, så der bliver skudt en kugle ind lige foran forruden, fortæller han.

Romerlys er fyrværkeri bestående af et paprør, som skyder små ildkugler ud.

- Det var så tæt på, som det kunne blive. Det var en grøn kugle, som fløj maksimalt 10 centimeter forbi ruden, tilføjer indsatslederen.

I samme øjeblik modtog Lasse Magnussen en ny brandalarm, som han måtte køre videre til. Det var derfor først senere, han fandt ud af, at hans oplevelse fra nytårsnatten langt fra var enestående.

Beredskab beskudt 20 gange

I alt blev beredskaberne beskudt med fyrværkeri hele 20 gange i løbet af nytårsaften- og nat, viser en statistik, som Danske Beredskaber har lavet ved en rundringning til de 24 beredskabsenheder.

Flest beskydninger oplevede Østjyllands Brandvæsen og Hovedstadens Beredskab, der hver har registret syv episoder.

- Det giver ingen mening i min optik. Jeg må karakterisere det som rent vanvid - at stå at skyde efter folk, som er i gang med at løse en opgave, hvor de bare prøver på at passe på os alle sammen - det er vanvid, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, til Ritzau.

Her blev beredskab angrebet med fyrværkeri

16 beredskabsenheder har ingen beskydninger oplevet, mens der mangler svar fra to enheder. Det er første gang, at Danske Beredskaber laver statistikken, og derfor er der ikke ældre tal at sammenligne med.

Angrebsforløb virkede planlagt

Hos Østjyllands Brandvæsen er fornemmelsen, at der i de fleste tilfælde har været tale om bevidst antænding for at lokke beredskabet ud, hvorefter bagmændene har kunnet angribe udrykningen.

- Det er et meget ens billede, det virker planlagt, siger beredskabsinspektør Søren Møller til TV 2.

Der var typisk tale om anmeldelser om ild i container og skraldespande. Når brandvæsnet gik i gang med slukningen, blev de angrebet med raketter, romerlys og kanonslag. Vel at mærke selvom de i flere tilfælde havde hjælp af politiet på stedet.

- I år har vi oplevet det i et omfang, vi ikke har set før. Jeg har selv haft vagten de seneste to nytårsaftener, og sidste år havde vi kun en enkelt episode, siger Søren Møller.

- Det er manglende respekt for vores arbejde, og vi er bare heldige, at ingen kommer til skade, tilføjer han.

Her forsøger brandmand fra Østjyllands Brandvæsen at slukke en brand, inden han bliver beskudt af fyrværkeri.
Her forsøger brandmand fra Østjyllands Brandvæsen at slukke en brand, inden han bliver beskudt af fyrværkeri. Foto: Foto: TV 2 Østjylland

Han oplyser, at to beskydninger fandt sted i Gellerupparken i det vestlige Aarhus, mens fem episoder alle skete i boligområdet Rosenhøj i den sydlige del af byen.

Freelancefotograf Kenneth Bøgh Egholm oplevede flere af episoderne på nærmeste hold.

- Det bliver højst sandsynligt kastet ud fra ejendommen, da der ikke er nogle mennesker i nærheden. I ren refleks kaster man sig ind bag bilerne og håber på det bedste, inden det når at sprænge. Det er bare et ordentlig drøn, der kommer, og eksploderer lige for fødderne af brandfolkene, har han fortalt til TV 2 Østjylland.

15-årig sigtet for fyrværkeriangreb

I Slagelse lykkedes det en beboer at filme det, da en patuljevogn blev beskudt med fyrværkeri – muligvis et bomberør – i Ringparken i nordbyen. Se episoden her:

Her ses øjeblikket, hvor politiet bliver ramt af et bomberør Video: Jane Bruun Elkjær

Viceberedskabschef Michael Djervad fra Slagelse Brand & Redning bekræfter overfor TV 2, at man har registreret to fyrværkeriangreb i Slagelse.

Han oplyser, at der i nordbyen både blev skudt med fyrværkeri og kastet med hårde genstande mod flere køretøjer.

- Det skal ikke være sådan, at myndighederne ikke kan køre i fred og ro og passe deres arbejde uden at skulle kigge sig over skulderen, siger Michael Djervad til TV 2.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Polit oplyste mandag til TV 2, at de har sigtet en 15-årig dreng for vold mod tjenestemand og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Kan i værste fald koste liv

Beredskab Øst oplevede kun én episode. Det var, da de assisterede ved en anmeldelse om en containerbrand på Frederikssundsvej i det nordvestlige København.

- Da vi ankommer, bliver der skudt fyrværkeri i retning af os, så vi vælger at trække os tilbage, fortæller sekretariatschef Ole Gregersen.

Han ved ikke, hvordan beredskabet havde reageret, hvis der havde været tale om en mere alvorlig brand.

- Mandskabets egen sikkerhed kommer først. Men lad os antage, at der var brand i en lejlighed, og vi bliver beskudt og stopper op. I værste fald kan det betyde, at folk indebrænder, fordi nogen ikke har forstået alvoren, siger Ole Gregersen.

- I min verden er det rigtig usmart at fejre nytår på den måde, og de sætter potentielt andres liv på spil, siger han.