Video viser politibil blive beskudt med fyrværkeri

En 15-årig dreng er sigtet for vold mod tjenestemand i funktion, efter han forsøgte at skyde fyrværkeri mod en politibil.

Raketter og bomberør oplyste nattehimlen, da en politibil nytårsnat på patrulje langsomt kørte gennem Ringparken i Slagelse.

Men pludselig stod et lyserødt og hvidligt skær tæt omkring patruljevognen, viser en video fra episoden.

Bilen var tilsyneladende blevet ramt af skud fra et bomberør.

- Det er rigtig utrygt, siger Ehm Christensen, som er vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV 2.

Vagtchefen sad ikke selv i tjenestevognen, der angiveligt var skydeskive for fyrværkeri, men han fortæller til TV 2, at hans to kolleger i bilen er uskadte.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i sagen anholdt og sigtet en 15-årig dreng for vold mod tjenestemand og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Drengen blev anholdt klokken 01.02. Han blev afhørt og løsladt igen senere på natten. Han er fortsat sigtet i sagen.

Afstemning

I politikredsen har der natten til mandag yderligere været seks sager i forbindelse med affyring af nytårskrudt.

I videoen øverst i artiklen er det muligt at se hændelsen, hvor politibilen angiveligt bliver ramt af et bomberør. Videoen er optaget mellem klokken 24 og 00.30 søndag nat. Politiet har bekræftet hændelsen. Længere nede kan du se brandbil blive beskudt med fyrværkeri.

Ikke uvant af politi og brandfolk bliver beskudt

Det er ikke første gang, at politibetjente nytårsaften bliver beskudt med fyrværkeri. Sådan har det været i mange år, fortæller Ehm Christensen.

- Det er sørgeligt, at vi ikke bare kan passe vores arbejde og hjælpe dem, som har brug for hjælp. Det er fuldstændig urimeligt, at folk, der skal hjælpe andre, ikke kan gøre det uden at udsætte deres liv og helbred for fare.

Også brandmænd har ligesom politiet oplevet natten igennem at blive beskudt af fyrværkeri, mens de løste deres opgaver. Det er blandt andet sket i København, i Viby ved Aarhus og i Slagelse.

Brandbil rammes af skud fra fyrværkeri i Slagelse Video: Jane Bruun Elkjær

I Slagelse viser en anden optagelse en person løbe ihærdigt efter en brandbil for at skyde fyrværkeri efter den, mens brandfolk i Viby, som var i gang med at slukke en brand i en container, oplevede, at de var nødsaget til at flygte fra stedet, fordi de blev beskudt med fyrværkeri.

- Vi er kommet ud i nogle områder, hvor vi er blevet beskudt af nogle bomberør og raketter, siger Lasse Clemensen, som er indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, til TV 2 Østjylland.

Her forsøger brandmand fra Østjyllands Brandvæsen at slukke en brand, inden han bliver beskudt af fyrværkeri.
Her forsøger brandmand fra Østjyllands Brandvæsen at slukke en brand, inden han bliver beskudt af fyrværkeri. Foto: TV 2 Østjylland

Freelancefotograf Kenneth Bøeg Egholm Jensen var på stedet, da hændelsen fandt sted. Ligesom brandfolkene, der fik kastet fyrværkeri lige for deres fødder, blev han også beskudt og flygtede fra stedet.

- Det var for farligt. Man tænker på sin egen sikkerhed, og det er ikke noget, man overvejer. Det er ren refleks, når det kommer så tæt på, siger han.

I alt oplevede brandvæsenet i Østjylland natten til mandag fire gange at rykke ud og blive beskudt med fyrværkeri.

Fotograf flygtede fra stedet: - Det var for farligt Video: Jane Bruun Elkjær

Grænsen for episoder er for længst passeret

Bjarne Nigaard, sekretariatschef ved Danske Beredskaber, er ikke overrasket.

- Nytårsaften er traditionelt der, hvor man finde sig i for alvor at være skydeskive, fordi folk er bevæbnet med fyrværkeri. Men selvom det er normalt, er det stadig ikke acceptabelt, siger han til TV 2.

Forhindrer det jeres folk i at gøre deres arbejde?

- Ja, det gør det. Det betyder, at de er nødt til at trække sig, hvis de bliver beskudt. Det er slet og ret for dårligt, at der er nogen, som mener, at det er tilgængelig adfærd, siger Bjarne Nigaard.

Nytårsaften har igen i år været ekstra travlt for beredskaberne. Sidste år var der 444 udrykninger på landsplan - i år rykkede de ud 435 gange.

Af de gange oplevede flere brandfolk at blive beskudt med fyrværkeri. Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi beretter begge om fem sager, Sydsjælland og Lolland Falsters Politi har tre sager, mens Østjyllands Politi har fire sager.

- Vi har for længst passeret grænsen for, hvad man må forvente, folk skal finde sig i, siger Bjarne Nigaard.

Flere personer har brugt fyrværkeri som skyts mod politi Video: Kasper Søgaard Alstrup