Retoriker: Tale bar præg af svært år for kongehuset

Der blev ikke slået meget ud med armene i dronningens nytårstale, mener retoriker.

Overraskelserne udeblev, da dronningen søndag aften holdt sin traditionsrige nytårstale.

Det mener Trine Nebel, retoriker og fagmedarbejder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- I retorisk forstand var det en eksemplarisk nytårstale, hvor dronningen sagde de ting, som vi forventer, hun vil sige noget om, siger Trine Nebel.

- Jeg hæfter mig samtidig ved, at talen i år bar præg af, at det har været de tunge stunders år for de royale.

- Det er måske ikke året, hvor man samtidig slår ud med armene og kommer med kraftige budskaber, siger Trine Nebel med henvisning til, at prins Henrik i år har fået konstateret demens, og prinsesse Benedikte i marts mistede sin mand, prins Richard.

I sin nytårstale takker dronning Margrethe på vegne af den royale familie danskerne for deres sympati i forbindelse med prins Henrik, der har fået konstateret demens. Video: Mikkel Secher

Vil huske de afdæmpede budskaber

Trine Nebel havde forventet, at dronningen i højere grad ville nævne begivenheder i udlandet eller det danske kommunalvalg.

- En nytårstale skal gerne slå på det værdimæssige, og det der binder os sammen. Det, der er værd at hylde, men også det vi skal tage afstand fra.

- Det gjorde dronningen ikke så meget i år, siger Trine Nebel.

Hun vil huske årets nytårstale for de afdæmpede budskaber.

- Det var som om, at hun med andet end ord gerne ville signalere, at man ikke nødvendigvis behøver at komme med store udtalelser i sådan en tale, siger Trine Nebel.

Årets tale er nummer 46 i rækken af nytårstaler, som dronningen har holdt, siden hun blev dronning i 1972.

Talen transmitteres fra dronningens modtagelsesværelse i Christian IX's palæ på Amalienborg.

Kun få gange har dronningen brudt den tradition og holdt talen på Fredensborg Slot. Senest skete det i 2014 og 2015, hvor Amalienborg var under ombygning.

Se hele dronningens tale på TV 2 Play.