Nytårstalen i aften kan blive den vigtigste for Dronningen siden kong Frederiks død

Nytårstalen er den vigtigste tale for Dronningen nogensinde, siger ekspert. Ja, hvis hun fortæller danskerne, at hun drosler ned, siger en anden.

En anderledes og enormt vigtig tale. Det er, hvad dronning Margrethe skal gennemføre, når hun holder sin nytårstale for danskerne i aften, mener branding- og kommunikationsekspert.

- Det er den vigtigste nytårstale, Dronningen har holdt, siden kong Frederik døde i 1972, hvor hun blev regent. Der har været så meget uro internt i kongefamilien i år med Prinsen, der ikke vil begraves ved siden af Dronningen, at det indirekte går udover hende. Der er noget, der skal kommunikeres med hendes egne ord, siger brandingekspert hos kommunikationsbureauet MKTG Simon Bastiansen.

Han peger på, at der tidligere har været skilsmisser i kongefamilien, men i år er krisens epicenter tættere på Dronningen, fordi det er prins Henrik, der ikke vil begraves ved siden af hende.

- Det er hendes egen mand, der har svigtet hende. Indtil kongehuset meldte ud, at prins Henrik er dement, var der en meget offensiv stemning imod ham, hvor folk ville afsætte ham og tage apanagen fra ham. Det smitter af på kongehuset og Dronningen generelt. Der er ingen tvivl om, at den stemning vil hun forsøge at sætte en prop i med nytårstalen, hvis hun kan, siger Simon Bastiansen.

Dronningen vil beskytte prins Henrik

Det betyder også, at talen må forventes at blive anderledes end tidligere, vurderer han. Blandt andet venter han, at dronningen vil forsvare sin syge mand.

- Jeg tror, hun virkelig vil forsøge at beskytte prins Henrik i den her tale. Med nytårstalen har hun en unik chance for med sine egne ord at fortælle, hvilke udfordringer kongehuset havde i 2017, siger han.

Talen giver hende dermed også muligheden for at mindske afstanden mellem kongehuset og danskerne.

- Hun kommer ned i øjenhøjde, når hun kan sige ”hey, det kan godt være, vi har flere kvadratmeter end de fleste, men vi har de samme udfordringer med sygdom, og da prøver vi ligesom andre familier at værne de syge mod omgivelserne”, eksemplificerer Simon Bastiansen Dronningens muligheder i aftenens tale.

- Normalt har hun ikke haft brug for at forsvare sin ægtemand i nytårstalerne, men det er der brug for nu. Tidligere har hovedlinjerne i nytårstalerne været tilstanden i Danmark som land, men det er første gang, hun skal ind og forsvare sin ægtemand og familie i forhold til det, der er sket. Derfor er det den vigtigste nytårstale, hun har holdt, siden hun blev regent.

Vigtig tale, hvis hun ændrer noget

Forsker i hofhistorie og lektor ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen er enig i, at nytårstalen kan blive den vigtigste for Dronningen, men kun hvis hun benytter prins Henriks sygdom til at ændre sin egen rolle.

- Det kan blive den vigtigste, hun har holdt, hvis hun bruger lejligheden til at ændre noget, drosle ned eller abdicere. Så vil det absolut være en skelsættende tale, hun skal holde i aften, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Hvis hun derimod fortsætter i det samme spor og takker danskerne for deres medfølelse uden at ændre noget, kommer talen ikke til at have nogen særlig betydning i forhold til de forgangne år, vurderer han, der ikke er i tvivl om, at Dronningen vil tale om prinsens sygdom.

- Det har jo været et prøvelsernes år for Dronningen og Prinsen. Det har været et år mærket af Prinsens sygdom, og det vil hun uden tvivl komme ind på i sin nytårstale.

Drama om halvtom grav vil fortsætte

Uanset hvad Dronningen siger i sin nytårstale i aften, kan hun ikke lukke kapitlet om, at prins Henrik ikke vil begraves ved siden af hende, mener lektoren.

- Meddelelsen om Prinsens demens har afsluttet det menneskelige drama, men det politiske drama omkring den halvtomme grav består. Det skal blive spændende at se, hvordan kongehuset tackler det, men jeg kan ikke forestille mig, at hun tackler det i aften. Nytårstalen er ikke stedet, hvor man orienterer om detaljer om begravelser, siger han.

TV 2s kommentator Ulla Terkelsen peger på, at aftenens nytårstale er en af de mere komplicerede for dronning Margrethe.

- Normalt kan hun tale om samfundsmæssige problemer, men i år forventer man, at hun siger noget om prins Henrik. Der har været kritik af, hvordan kongehuset klarede det med, at prins Henrik ikke vil begraves ved siden af hende. Derfor er det selvfølgelig spændende, hvad hun siger om det, for hun kan ikke undgå at tale om det. Der er et forventningspres på hende, siger Ulla Terkelsen.

Nytårstale kan få betydning for dronningens eftermæle

Hun peger desuden på, at talen kan få betydning for indtrykket af, hvordan dronning Margrethe har været dronning som gammel.

- Det betyder meget for, hvordan hun bliver opfattet som gammel dronning, ikke som ung. Hun er 77 år, så talen betyder noget for hendes udtoning. Hvordan hun fremstår som gammel dronning, vil også betyde noget for hendes samlede eftermæle, siger Ulla Terkelsen.

Da der stadig er mange åbne spørgsmål, for eksempel om prins Henriks begravelse, vurderer Ulla Terkelsen, at der er større opmærksomhed om nytårstalen end vanligt.

- Talen bliver usædvanlig og anderledes, fordi man forventer, at hun siger noget om et kontroversielt, privat problem. Både om demensen og begravelsen. Det er interessant, hvordan hun klarer at udtrykke det, siger Ulla Terkelsen.