I Hobro bruger de dobbelt så mange penge på sexlegetøj som gennemsnittet

Ifølge direktør for sexshoppen Sinful.dk er der i 2017 generelt sket en stor vækst i danskernes forbrug af frækt legetøj.

I Hobro er der lidt ekstra gang i den kinky sex i dobbeltsengen sammenlignet med resten af landet.

Købstaden ved Mariagerfjord er nemlig den by, hvor der er blevet købt mest sexlegetøj per indbygger i løbet af 2017.

Top 10 over sexede byer i Danmark

Top 10 over byer i Danmark i 2017, hvor der er blevet brugt flest penge per indbygger på sexlegetøj:

1. Hobro

2. Rømø

3. Tappernøje 

4. Aarhus C

5. Slagelse

6. Aalborg (vinder i 2016)

7. Lundby

8. København SV

9. Måløv

10. Vejby 

Sidst - Billund

Top 5 over regioner i Danmark i 2017, hvor der er blevet brugt flest penge per indbygger på sexlegetøj:

1. Region Hovedstaden

2. Region Midtjylland

3. Region Nordjylland

4. Region Syddanmark

5. Region Sjælland

Kilde: Direktør og medstifter af Sinful.dk, Tonny Andersen

Det viser tal fra sexshoppen Sinful.dk, der er Danmarks største webshop for sexlegetøj. Undersøgelsen er baseret på en analyse af 125.000 ordrer via Sinfuls webshop.

Fræk motorvejsstrækning

- I Hobro bruger indbyggerne næsten dobbelt så mange penge per indbygger på sexlegetøj som landsgennemsnittet, siger medstifter og direktør af Sinful, Tonny Andersen.

Normalt er det primært i landets største byer, at der bliver solgt flest dildoer, glidecreme og frækt lingeri, men i år har Hobro overtaget duksepladsen fra Aalborg, fortæller Tonny Andersen.

- De større byer langs motorvejsstrækningen fra Aarhus til Aalborg ligger generelt flot i statistikken med Hobro på den absolutte førsteplads, fastslår direktøren.

I den anden ende af skalaen afslører undersøgelsen, at Billund er den by i Danmark, hvor der i 2017 blev købt mindst sexlegetøj per indbygger.

Det overordnede billede viser samtidig, at Region Hovedstaden er den landsdel, hvor danskerne bruger flest penge på frækt legetøj, mens Region Sjælland ligger i bunden af statistikken.

Mange par ønsker i dag at spice deres sexliv op

Helene Kræmmer, sexolog og parterapeut

Ikke syndens by

På gågaden i Hobro er der delte meninger om byens status, som Danmarks frækkeste by.

- Folk skal eksperimentere og udforske sig selv, så jeg synes, det er en fin ting. Jeg tror, det er fordi, vi er friske og et åbent folkefærd i Hobro, siger den studerende Simone Møller, der selv bor i byen til TV 2 Nord.

Men gymnasielæreren Jørgen Pedersen deler ikke den holdning.

- Det overrasker mig noget. Jeg synes ikke, at Hobro er syndens by. Det er ikke noget, som man lægger mærke til, men hvad folk går og laver i deres soveværelser, det er deres private sag, mener han.

Stor vækst i sexlegetøj

Tonny Andersen fortæller, at Sinful har vækstet med 50 procent i år i omsætning. Det er ifølge direktøren både produkter til kvinder, der ønsker at opnå orgasme på en lettere, og par, der hitter.

I alt har Sinful i 2017 solgt 9808 liter glidecreme, 14.932 onani- og vibrationsæg samt 6043 meter dildoer.

Sexlegetøjet er i dag blevet til rene designervare og allemandseje, siger Tonny Andersen, og det er en tendens, som sexolog og parterapeut Helene Kræmmer kan nikke genkendene til.

Afstemning

Hun mener, at danskerne er mere eksperimenterende og i højere grad ønsker at benytte sig af sexlegetøj.

- En vibrator, som kvinder bruger til at opnå orgasme, kan i dag købes på apoteket. Det viser, at de fysiske hjælpemidler, der skal til for at tilfredsstille vores sexliv, er langt mere synlige i dag, siger Helene Kræmmer.

Insisterer på et godt sexliv

Sexologen fortæller, at kvinder har forstået, at der findes flere muligheder for orgasmer end den traditionelle klitorisorgasme. Desuden er kvinder blevet bedre til at insistere på at have et godt sexliv, og ikke bare nøjes, mener Helene Kræmmer.

Men også blandt både mænd og par er tendensen den samme.

- Mange par ønsker i dag at spice deres sexliv op, da vi sammen ønsker stærkere orgasmer. Vi er simpelthen blevet mere krævende i dag, og mænd ønsker eksempelvis at holde deres erektion længere ved hjælp af en penisring, siger Helene Kræmmer.

Halvdelen af os har et godt sexliv

En pilotundersøgelse, kaldet Projekt Sexus, om danskernes sexliv fra september 2017 viser, at otte ud af ti danskere vurderer, at et godt sexliv er vigtigt for dem.

Forskerne bag Projekt Sexus mener, at resultaterne er vigtige, fordi et godt helbred også hænger sammen med, hvor ofte man har sex.

Men samtidig viser undersøgelsen, at det alligevel kun er halvdelen af de adspurgte, der mener, at de har et godt sexliv.

15 procent mener, de har et decideret dårligt sexliv, og endelig er der 15 procent, der ikke har haft et sexliv det seneste år.