Verdenskendt dukke fyldt med skimmelsvamp og gær - eksperter advarer forældre

Udadtil ser Baby Born-dukken meget virkelighedstro ud, men inden i den gemmer sig en ubehagelig vækst, der får eksperter til at advare mod dukken.

Den kan både drikke, bade, spise og tisse. Baby Born er navnet på dukken, der på verdensplan er solgt i over 22 millioner eksemplarer.

Den har så virkelighedstro funktioner, at den minder om et nyfødt barn. Indeni Baby Born-dukken gemmer der sig nemlig plastikslanger, der fungerer lidt ligesom tarme - de forbinder munden med skridtet på dukken, således at dukken tisser, når man giver den vand at drikke. Men så stopper sammenligningen også.

Plastikslanger renser nemlig ikke sig selv ligesom et menneskes tarme, og det kan have fatale følger.

I en test, som Teknologisk Institut har lavet for TV 2, viser det sig, at der i en otte måneder gammel Baby Born-dukke gemmer sig skimmelsvamp og gær i dens store tværgående slange og i åbningerne ved munden og mellem benene.

- Det er slet ikke overraskende, at den har udviklet de her ting, for der er organisk materiale i vand, som er gromad for svampene. Og du kan ikke få vandet helt ud af dukken, så det giver gode vækstbetingelser, siger Elisabeth Morsing, faglig leder på svampelaboratoriet på Teknologisk Institut.

Pilene indikerer de steder, hvor Teknologisk Institut har fundet svamp og gær på dukken.
Pilene indikerer de steder, hvor Teknologisk Institut har fundet svamp og gær på dukken. Foto: TV 2

Datter har haft dukken med overalt

En af dem, der har haft en Baby Born-dukke i hjemmet, er Mia Lykke.

Hun sendte sin 2-årige datters dukke ind til TV 2, efter hun havde læst historien om fund af skimmelsvamp i badedyr. På Baby Born-dukken, som udelukkende har fået vand, anede hun ved åbningerne ved mund og skridt sorte plamager som dem på badedyrene. Og ganske rigtigt havde den altså skimmelsvamp.

Jeg ville ikke engang give min hund denne her dukke

Birgitte Andersen, lektor ved institut for Bioteknologi og Biomedicin på DTU

- Jeg synes, det er foruroligende, at man kan købe sådan en dukke i en legetøjsforretning, som så udvikler skimmelsvamp. Min 2-årige datter har haft den med sig hele tiden - den har siddet med til bords, været med i bad og siddet på potten, forklarer Mia Lykke.

Fakta om Baby Born

  • Baby Born-dukken blev skabt for 26 år siden og er solgt i mere end 22 millioner eksemplarer verden over.
  • Ni virkelighedstro funktioner har dukken. Den kan blandt andet sove, bade, spise, drikke, tisse og glæse
  • Markedsprisen for en normal Baby Born-dukke er 449 kroner.
  • Dukken er produceret af det tyske firma Zapf Creation AG.

Ved undersøgelsen er dukken blevet skåret op. Her fremgik det tydeligt, at den tværgående slange var helt sort. Udskrab fra slangen samt mund og skridt er blevet undersøgt, og resultatet viste, at der alle steder var skimmelsvampen Cladosporium.

- Der er ikke giftstoffer i denne svamp, men til gengæld er det en af dem, man kan udvikle allergi overfor. Og når man er så tæt på kilden, som man er her, så er det problematisk, siger Birgitte Andersen, der er lektor ved Institut for Bioteknologi og Biomedicin på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Giftig svampeart i dukken

Fra alle tre steder er der også kraftig vækst af gær, og ved munden er der ifølge rapporten også fundet svampearterne Chaetomium og Penicillium.

- Chaetomium-svampen er meget slem. Det er en af de fire svampearter, som vi himler op over, når den vokser på gipsplader i bygninger. Den er slem, fordi den frigør mykotoksiner, som er giftstoffer, som vi så kan indånde. Den skal man have fjernet fra sit indeklima. Jo tættere man er på kilden, des støtte belastning er der, forklarer Birgitte Andersen.

De sorte plamager i Mia Lykkes Baby Born viste sig at være en giftig svampeart.
De sorte plamager i Mia Lykkes Baby Born viste sig at være en giftig svampeart. Foto: TV 2

I tilfældet med Mia Lykkes datter har hun været meget tæt på dukken - den har både været med hende i bad og sovet sammen med hende om natten. Men det er helt slut nu.

- Dukken har fulgt hende i tykt og tyndt, men hun skal absolut ikke have en Baby Born igen, slår Mia Lykke fast.

Dukken har på de otte måneder, den har været i brug, kun fået vand. Den har ikke fået den grød, som dukken ellers også skulle være bygget til at kunne få. Mia Lykke har renset den med vand, men ikke hver eneste gang efter brug.

Eksperter: Rengøring er umuligt

Ifølge brugsanvisningen til Baby Born skal dukken rengøres efter brug for at undgå at udvikle skimmelsvamp. Dukken skal rengøres ved at fylde en flaske med varmt vand og mildt opvaskemiddel. Flasken skal føres ind i dukkens mund, og når den er tom, skal dukken rystes for at fjerne de indvendige rester. Til sidst skal dukken placeres på potten i siddeposition, og så skal den trykkes på navlen, så alt indeni kommer ud. Proceduren skal gentages flere gange. Til sidst skylles den igennem to gange udelukkende med vand.

Vi vil ændre brugsanvisningen for at gøre kunderne mere opmærksomme på, at der er en risiko

Wolfgang Hoffmann, chef for produktudvikling hos Zapf Creation AG

Men ifølge Elisabeth Morsing fra Teknologisk Institut og Birgitte Andersen fra DTU er det umuligt at fjerne alt vandet fra dukken.

- Jeg tror ikke, man kan få bugt med det, selvom man følger vejledningen - man kan jo heller ikke gøre et sugerør rent, siger Elisabeth Morsing.

Og der skal blot ganske få dråber vand til, for at svampene kan udvikle sig.

- Det er svært at rense dukken, for man kan jo ikke komme ind i den og tørre slangerne af. Det er meget lidt fugt, der skal til, for at Cladosporium-svampen udvikler sig. Den kan virkelig overleve meget - deriblandt svingende fugtigheder. På den måde er det ikke et gennemtænkt produkt, vurderer Birgitte Andersen.

Hvis ens barn har en Baby Born-dukke, råder Teknologisk Institut til, at man pakker dukken væk, hvis der bare er den mindste smule sort smuds på den. Det gør Astma-Allergi Danmark ligeledes.

Hos svampeforskeren fra DTU er udmeldingen helt klar.

- Jeg ville ikke engang give min hund denne her dukke, siger Birgitte Andersen.

Den tværgående slange i Baby Born-dukken er belagt med sort skimmelsvamp.
Den tværgående slange i Baby Born-dukken er belagt med sort skimmelsvamp. Foto: TV 2

Producent ændrer brugsanvisning

TV 2 har konfronteret Zapf Creation AG, som producerer Baby Born, med undersøgelsens resultater. De tager ifølge eget udsagn testen meget seriøst.

- I dette tilfælde ser vi det ikke som en nødvendighed at ændre produktet. Men vi vil ændre brugsanvisningen for at gøre kunderne mere opmærksomme på, at der er en risiko, når de ikke rengør dukkerne korrekt hver eneste gang, skriver Wolfgang Hoffmann, chef for produktudvikling hos Zapf Creation AG, i en mail.

Hvis man følger rengøringsvejledningen i deres brugsanvisning, er Zapf Creation AG sikre på, at man undgår, at dukken udvikler skimmelsvamp og gær, selvom eksperter siger det modsatte.

- Hvis dukken er blevet brugt over en længere periode uden rengøring, er der en fare for udvikling af skimmelsvamp. Derfor beder vi vores kunder om at rengøre dukken korrekt ved at følge vores rengøringsinstruktioner. Hvis det er gjort, er vi sikre på, at der ikke er nogle rester, skriver Wolfgang Hoffmann.

Bliver på hylderne hos Fætter BR og Toys"R"Us

Baby Born bliver solgt i de fleste legetøjsbutikker i Danmark.
Baby Born bliver solgt i de fleste legetøjsbutikker i Danmark. Foto: TV 2

Herhjemme bliver dukken blandt andet solgt hos kæderne Fætter BR og Toys"R"Us, som ejes af Top-Toy. Her ser de ikke grund til at fjerne Baby Born-dukken fra hylderne i deres butikker, da dukken er testet hos eksterne testlaboratorier, skriver de i et mailsvar til TV 2.

- Vi er umiddelbart overbevist om, at Baby Born-dukkerne på vores hylder ikke har sundhedsskadelig svamp i sig eller i sig selv er mere disponeret for svamp end nogle andre produkter, der er beregnet til leg med vand, skriver Line Camilla Westrup Rasch, kommunikationskonsulent hos Top-Toy.

De vil dog nu teste dukken på ny.

Sikkerhedsstyrelsen har efter at have set rapporten fra Teknologisk Institut udtaget en Baby Born-dukke til undersøgelse. Sikkerhedsstyrelsen kan udstede påbud, hvis legetøj udgør risiko for sikkerheden eller sundheden for forbrugerne.

De er søde udenpå, men kulsorte indeni. Skimmelsvampen lever i bedste velgående i dit brugte badedyr. Video: Kasper Søby Jensen