Fødevarestyrelsen: Virksomheder tjener mange penge på at drive gæk med systemet

Det skal være muligt at tvangslukke pizzeriaer, kiosker og restauranter i seks måneder.

Selvom Fødevarestyrelsen giver bøder og melder pizzeriaer eller restauranter til politiet, så fortsætter nogle virksomheder med at sælge madvarer uden hensyn til fødevarereglerne.

- Nogle af dem tjener simpelthen så mange penge, at en bøde eller en anden af vores sanktioner ikke afholder dem fra at fortsætte med overtrædelser, siger Michael Rosenmark, der er chef for Fødevarestyrelsens rejsehold, til TV 2.

Styrelsen har mulighed for at fratage virksomheder autorisationen eller lukke dem, indtil forholdene er blevet udbedret. Men selvom styrelsen skrider til hårdere sanktioner, så har det ingen effekt på nogle få virksomheder, der bliver ved med at blæse på reglerne.

- Vi giver dem bøder, vi politianmelder dem, men typisk vil der gå et til to år, inden en sag kommer for retten. Og der oplever vi, at nogle af dem vælger at gå konkurs lige inden retsmødet, og så starter de op med et nyt cvr-nummer, siger Michael Rosenmark.

- På den måde driver de lidt gæk med systemet og kommer ikke rigtig til at stå til regnskab for det, de har gjort, fortsætter han.

Minister: Vi har nogle vaneforbrydere

For at komme de få brodne kar til livs er et flertal i Folketinget blevet enige om, at Fødevarestyrelsen efter norsk eksempel skal kunne tvangslukke virksomheder i op til seks måneder.

- Vi har nogle vaneforbrydere inden for fødevareproduktion, som blæser højt og flot på de regler, vi har. Og det vil vi simpelthen ikke finde os i, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til TV 2.

Udover en såkaldt virksomhedskarantæne, der giver Fødevarestyrelsen mulighed for at lukke kiosker, pizzeriaere, restauranter i en periode, skal det også være muligt at give forbud mod at åbne en ny virksomhed under nyt cvr-nummer i seks måneder.

Selvom det er skrappe sanktioner, ser ministeren ingen problemer i forhold til virksomhedsejernes retssikkerhed.

For at komme brodne kar til livs er et flertal i Folketinget blevet enig om, at Fødevarestyrelsen skal kunne tvangslukke virksomheder i op til seks måneder. Video: Emil Færch

- Vi har selvfølgelig fået det vurderet af Justitsministeriet, som siger, at det her holder sig inden for lovens principper. Vi skal også huske på, at det her ikke er en retspolitisk diskussion, det er en fødevarepolitisk diskussion. Og danskerne skal kunne spise sikkert, siger Esben Lunde Larsen.

Horesta: Unfair konkurrence

Hos restauranternes brancheorganisation, Horesta, ser man frem til, at fødevarekontrollen får nye og skrappere værktøjer til rådighed.

- Der er altså nogle, der konstant ikke kan finde ud af at overholde reglerne, og det er unfair konkurrence over for alle de professionelle virksomheder, der kan. Derfor synes vi faktisk, det er en god ide, siger administrerende direktør i Horesta Katja Østergaard til TV 2.

I Fødevarestyrelsens smileydatabase ligger der kontrolrapporter for de godt 58.000 fødevarevirksomheder, som styrelsen fører kontrol med. 

Heraf er der 268 virksomheder, som betegnes som brodne kar.

Definitionen på et broddent kar er, når en butik har fået sanktioner ved tre af de seneste fire kontrolbesøg. 

Jyllands-Posten har tidligere omtalt en butik i København, der på fire år fik 42 sure smileyer.