Ny ordning: Restauranter kan lukkes et halvt år hvis de bryder fødevareregler

16x9
Fødevarestyrelsen vil nu kunne lukke restauranter, der ikke overholder regler. Foto: TV 2 LORRY / TV 2 LORRY

Ordningen har fungeret med succes i Norge, og nu er et flertal i Folketinget enigt om at den også skal indføres i Danmark.

Pizzeriaer, restauranter og kiosker, der ser stort på fødevarereglerne og gentagne gange får sanktioner for dårlig hygiejne, manglende sporbarhed og sundhedsskadelige fødevarer, risikerer fremover at blive tvangslukket i op til seks måneder. Det skriver Jyllands-Posten. 

Ordningen fungerer med succes i Norge, og et flertal i Folketinget er enigt om, at Fødevarestyrelsen i Danmark også skal have mulighed for at tage indtjeningen fra de værste madfuskere, der er immune over for bøder, påtaler og politianmeldelser. 

- Nok er nok. Jeg kan ikke leve med, at der er virksomheder, som blæser på vores lovgivning og udsætter danskerne for fare. Derfor er jeg tilfreds med, at vi får indført den norske ordning, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Jyllands-Posten. 

Han forventer, at alene udsigten til at blive tvangslukket i et halvt år eller få frataget muligheden for at etablere en ny fødevarevirksomhed vil have en kraftigt afskrækkende effekt. 

S-ordfører: Brodne kar 'slået tilbage'

Fødevareordfører Simon Kollerup (S) er glad for, at de brodne kar nu bliver 'slået tilbage på banen': 

- Der er nogle hårdkogte typer inden for fødevarebranchen, som ikke forstår det sanktionssystem, vi har. Derfor er det vigtigt, at Fødevarestyrelsen får tungere værktøjer i værktøjskassen, siger han.

I Fødevarestyrelsens smileydatabase ligger der kontrolrapporter for de godt 58.000 fødevarevirksomheder, som styrelsen fører kontrol med. Heraf er der 268 virksomheder, som betegnes som brodne kar, fordi de har fået sanktioner ved tre af de seneste fire kontrolbesøg.

Jyllands-Posten har tidligere omtalt en butik i København, der på fire år fik 42 sure smileyer. Chefen for Fødevarestyrelsens rejsehold, Michael Rosenmark, erkender, at myndighederne har været tæt på magtesløse over for de værste syndere.

- Dette står øverst på min ønskeliste til jul. At vi kan lukke deres virksomhed og tage den daglige omsætning fra dem vil få stor betydning, for så bliver det en dårlig forretning ikke at følge reglerne, siger han til Jyllands-Posten.