Instagram: Stop med at tage selfies med vilde dyr

16x9
Dovendyr er populære i portrætter for tiden. Men selfies med turister skader det langsomme dyr. Foto: World Animal Protection

Et stigende antal brugere og kendte ansigter har gjort billeder med vilde dyr populære. Nu trækker socialt medie stikket.

Koalaer i favnen, aber på skulderen og tigre, der klappes.

Selfies med vilde dyr er populære, og på tre år er antallet af billeder tredoblet på det sociale medie Instagram alene. Men en stor andel af de nuttede fotografier har en mørk bagside.

4 ud af 10 dyre-selfies indeholder nemlig skadeligt samspil mellem dyr og mennesker. For eksempel når en person krammer eller holder et vildt dyr, der er fjernet fra sin normale vilde levevis.

Det viser en undersøgelse fra organisationen World Animal Protection, som arbejder med dyrebeskyttelse og kæmper imod dyremishandling.

Socialt medie skrider ind

Tallene har nu fået konsekvenser hos Instagram.

Sådan tager du en sikker dyre-selfie

Tag IKKE en selfie med et vildt dyr, hvis:

  • - Dyret bliver holdt, krammet eller er fastspændt.
  • - Du lokker dyret med mad.
  • - Dyret kan skade dig.

Tag GERNE en selfie med et vildt dyr, hvis:

  • - Du er på sikker afstand af dyret.
  • - Det er dyrets naturlige hjem.
  • - Dyret frit kan gå væk og ikke holdes fanget.

Hos det sociale medie er det nemlig ikke længere tilladt at uploade billeder, der indeholder mishandling eller udnyttelse af dyr.

- Beskyttelse af naturen og dens sikkerhed er vigtig for os og vores globale samfund. Vi opfordrer alle til at tænke over deres interaktioner med vilde dyr og miljøet, skriver Instagram i en pressemeddelelse.

Her opfordrer det sociale medie også brugerne til at rapportere, hvis de støder på billeder eller videoer, som strider imod de nye retningslinjer. Ligesom der linkes til kampagner hos naturorganisationerne WWF, Traffic og World Animal Protection.

Forskel for dyrene

Søger man nu efter hashtags, der har høj risiko for at indeholde dyremishandling - for eksempel #TigerSelfie eller #KoalaHug - vil man blive mødt af en advarsel om selv samme emne:

Denne advarsel møder nu Instagram-brugere ved søgninger på hashtags, der potentielt indeholder billeder med dyremishandling.
Denne advarsel møder nu Instagram-brugere ved søgninger på hashtags, der potentielt indeholder billeder med dyremishandling. Foto: Instagram

Selvom Instagram i øjeblikket stadig er fuld af potentielt skadelige dyrebilleder, glæder blandt andre World Animal Protection sig over billedtjenestens indgreb:

- Når en stor spiller som Instagram tager selfies med vilde dyr seriøst, kan det reelt gøre en forskel for dyrene, siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection.

På det sociale medie kan selv relativt få billeder nemlig nå enormt mange mennesker, viser organisationens undersøgelse. Særligt hvis afsenderen er en kendt person med mange følgere.

Ifølge undersøgelsen kan dyreselfies fra berømtheder som Justin Bieber og Kim Kardashian nemlig opnå mere end en milliard visninger.

Blandt andre Kim Kardashian har uploadet selfies med vilde dyr. Det samme har hendes søster, Khloe:

A post shared by Khloé (@khloekardashian) on

Mentale og fysiske skader

På den måde er de kendte med til at legitimere dyrebillederne, når de på sociale medier poserer med alt fra anacondaer og elefanter til ugler og orangutanger.

Billederne tages oftest i god tro, men alt for ofte ender jagten på den søde selfie altså med fysisk og psykisk mishandling af vilde og truede dyr.

Blandt andre Justin Bieber har uploadet selfies med vilde dyr:

A post shared by Justin Bieber (@justinbieber) on

For eksempel er antallet af billeder med dovendyr eksploderet indenfor den seneste tid. Men dillen med at indfange det rolige væsens smilende ansigt stresser dyret, der i langvarige turistsæsoner bliver afskåret fra sit naturlige element.

Det kan få mentale konsekvenser for dovendyret, hvis krop ligeledes tager skade af konstant at blive holdt af mennesker. Og lignende problemer ses hos alt fra fastbundne aber til indespærrede tigre.

Fremgang for elefanter

Med de nye retningslinjer håber både Instagram og World Animal Protection imidlertid på at kunne nå ud til lige så mange brugere og oplyse dem om korrekte måder at omgås dyr på ferien.

- At mere end 800 millioner brugere fra i dag kan blive mere bevidste om, at selfies med vilde dyr ikke er nogen god idé, er et kæmpe skridt i den rigtige retning, siger Gitte Buchhave.

Om det så er delfinsvømning eller elefantridning er turister og fritidsfotografer nemlig også mere tilbøjelige til at sige fra over for dyremishandling, når først de bliver klar over konsekvenserne.

Det ser man blandt andet med elefanter, hvor turister i stigende grad efterspørger ordentlige forhold for dyrene hos arrangører og rejseselskaber.

Afstemning