24-årig mor ammer stadig alle sine tre børn - blev truet med kommunen

16x9
- Det er en kamp at amme igennem en graviditet, siger Luna Munk. Derfor besluttede hun at få taget et billede, der symboliserer hendes kamp. Foto: Missbrown Photography.

Luna Munk har tre drenge, hvoraf den ældste er tre år. Og de skal selv bestemme, hvornår amningen skal stoppe, mener hun.

Anbefaling om amning

Den sundeste ernæring for det nyfødte barn er modermælk, og amning har betydning for en lang række helbredsmæssige forhold hos både mor og barn, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Styrelsen anbefaler derfor, at børn ammes fuldt, til de er omkring seks måneder, mens delvis amning anbefales, indtil barnet er 12 måneder eller mere. 

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Luna Munk kan bruge det meste af en dag på at amme. I hvert fald i weekenden.

Her har hun alle sine tre drenge hjemme – og hun ammer dem alle sammen. Både Zacharias på tre, Felix på to og Silas, der er tre måneder gammel.

I Berlingske fortæller hun søndag, hvordan hendes ”langtidsamning” provokerer folk og har resulteret i, at hun er blevet kaldt alt fra klam til ulækker og frastødende - og det der er værre.  

- Jeg er blevet kaldt pædofil, og jeg er blevet truet med, at folk ville melde mig til kommunen, fordi de mente, at der var tale om børnemishandling, siger hun til TV 2.

Hun beskriver det sidstnævnte eksempel som det, der gennem tiden har gjort størst indtryk på hende.

- Den trussel om, at nogen ville gå til nogle instanser, og tanken om, at jeg måske skulle sidde og forsvare mit valg over for kommunen. Det, synes jeg, var direkte ubehageligt.

- Det er kommet naturligt

Men ellers har hun lært at leve et liv midt i et minefelt af fordomme. En verden, som hun aldrig havde troet, at hun skulle bevæge sig ind i.

- Jeg har jo aldrig nogensinde tænkt, at jeg skulle langtidsamme. Men så fik jeg tre børn i rap, og så er det kommet naturligt, siger hun.

Da hun fik sin første søn, besluttede hun sig for at amme ham i et halvt år. Men da sønnen var bare tre måneder gammel, blev hun gravid med nummer to – og her besluttede hun, at hun ville fortsætte med at amme dem begge.

- Jeg tænkte, at det kunne være en god måde for ham at få et tryghedsbehov opfyldt, nu hvor han blev storebror så tidligt, lyder fra Luna Munk.

Og mens hun ammede begge sine sønner voksede tanken om langtidsamning på hende. Så meget, at hun i dag vil amme sine drenge, til de selv siger stop.  

Luna Munk studerer enkeltfag på HF - og det gør hun hjemmefra, så hun kan passe sin yngste søn.
Luna Munk studerer enkeltfag på HF - og det gør hun hjemmefra, så hun kan passe sin yngste søn. Foto: Privatfoto.

En usikkerhed i maven

Luna Munk skriver åbent om livet som mor til tre – og at hun ammer dem alle – på sin blog ’Confessions Of a Pseudo-mom’. Hun har også har altid været åben om det over for sine venner og sin familie.

Men hun ammer ikke sine drenge foran andre med mindre det er strengt nødvendigt. For på sin blog er hun beskyttet af en skærm, som ikke findes i virkeligheden.

- Hvis jeg skal sidde og amme en tumling, der vælter rundt, er jeg i en situation, hvor jeg kan blive blottet. Så bliver det mere intimt, og så er jeg bange for at få nogle kommentarer med på vejen. Man ved jo, at det kan føre rigtig mange blikke med sig, siger hun og fortsætter:

- Selvom jeg ville ønske, at den usikkerhed ikke var der, så er den der. Det kan jeg mærke på mig selv.

Luna Munks tre-årige søn bliver i øjeblikket kun ammet en gang, og det er til aften. Det er et
Luna Munks tre-årige søn bliver i øjeblikket kun ammet en gang, og det er til aften. Det er et "putningsritual", forklarer moren. Foto: Missbrown Photography.

Håber på normalisering

Selvom hun vil lade det være op til drengene, hvornår amningen skal stoppe, bliver den 24-årige mor hele tiden mødt af ét spørgsmål: ”Hvor gamle må drengene blive, før du selv siger stop?”. Og det har hun endnu ikke taget stilling til.

- Det er ikke noget, jeg kan forholde mig til, før jeg er i det, siger hun.

Til gengæld ved Luna Munk, hvad hun håber at opnå ved at være åben omkring sit valg: Normalisering. 

- Jeg vil gerne opfordre til respekt for, at vi gør tingene forskelligt. Når man langtidsammer, skal man stå model til rigtig mange grumme kommentarer, og folk burde bare respektere det. Selv hvis de ikke forstår det, så vi kan få lov til at være mødre på den måde, vi gerne vil, siger hun.