Ingen ville anmelde hans bog - nu står forlagene i kø

Forfatteren fik ideen til plottet, da han sidste år sad uafbrudt i to uger og snakkede med sin døende far.

For to måneder siden udgav iværksætteren Troels Palshof sin første roman. Han gjorde det selv uden et forlag i ryggen, og uden at nogen af avisernes anmeldere ønskede at anmelde den. Den er udkommet i fire oplag og ligger på top ti-listen hos den store boghandlerkæde Arnold Busck. 

Nu har tre forlag henvendt sig for at købe bogen.

Politikens Forlag vandt og udgiver i dag det næste oplag af kriminalromanen Sommerfugleklanen og har samtidig sat en oversætter i gang for at få bogen ud på verdensmarkedet så hurtigt som muligt.

- Jeg er superglad og stolt. Det hele er gået megastærkt. Jeg havde aldrig forventet sådan en modtagelse af min bog, siger Troels Palshof.

Forfatteren fik ideen til plottet, da han sidste år sad uafbrudt i to uger og snakkede med sin døende far. Det har givet romanen en filosofisk overbygning, som har taget læserne og nu også forlagsbranchen med storm.

- Han har skrevet en virkelig hæsblæsende bog, der ikke kun spiller på spændingselementet, men også sætter spørgsmål ved eksistentielle overvejelser. Hvorfor er vi her? Hvad er vigtigt i livet, og hvordan bruger vi den tid, vi har?, fortæller forlagsdirektør Lene Juul fra Politikens Forlag. 

- Kan en fortælling forandre verden? Det var den store ambition med bogen, det er en del af handlingen, og nu bliver det også virkelighed for mig, siger Troels Palshof.

Tour de Boghandler

Da bogen var trykt, ville ingen anmelde den. Og uden anmeldelser turde boghandlerne ikke købe den. Derfor besluttede han sig for at tage på en Tour de Boghandler for at besøge samtlige danske boghandlere.

Kontrakten med Politiken kom, da han var godt og vel halvvejs, men han stopper ikke touren, hvor han kun mangler Jylland.

- Det kribler i fingrene efter at komme i gang med at skrive bind to. Men først skal touren være færdig. Når jeg går i gang med at skrive, er jeg nødt til at lukke alt andet ud, siger han.

- Troels Palshof har ikke en traditionel forfatterbaggrund – han har været iværksætter, og det mærker man. Han er initiativrig og satser alt, når han går efter sin drøm. Samtidig kommer han med nye ideer til bogbranchen, siger Lene Juul.

Forfatteren siger selv, at Sommerfugleklanen er en hyldest til dem, der tør tænke anderledes og gøre det uventede.