Hundeejere lever længere

Hunde er sociale isbrydere, der både giver et glad sind og en billet til et længere liv, fortæller ekspert.

Hunde er ikke alene kendt for at være menneskets bedste ven.

De firbenede dyr kan også give deres ejere et par ekstra leveår. Det viser en ny svensk undersøgelse fra Uppsala Universitetet.

De svenske forskere har studeret forholdet mellem at eje en hund og risikoen for hjerte-kar-sygdomme på 3,4 millioner sunde svenskere i alderen 40 til 80 år. De har brugt syv forskellige nationale registre - herunder et register over hundeejere.

Formålet var at finde ud af, om der var forskel på ens risiko for at få sygdomme, hvis man ejede en hund eller ej. Og resultaterne taler for sig selv.

Personer, der bor alene alene, vil få mest ud af en hund i deres hjem, viser undersøgelsen. Her kan det firebenede dyr mindske risikoen for sygdomme med en tredjedel, sammenlignet med personer, der bor alene i et hjem uden dyr.

I et hjem med flere personer er hunden også en kilde til et længere liv. Her falder risikoen for at få hjerte-kar-sygdomme med 15 procent. 

Men hvad er det, der gør, at hunde kan give deres ejere udsigt til et længere liv?

Hunde forebygger mod sygdomme

En af årsagerne til flere leveår på kontoen er talrige gåture i al slags vejr med sin hund.

- Hundeejere har generelt et højere fysisk aktivitetsniveau, hvilket kan være en forklaring på de observerede resultater, siger Tove Fall, som er seniorforfatter af studiet og lektor i epidemiologi ved Uppsala Universitet, i en pressemeddelelse.

Hun forklarer, at personer, der bor alene med en hund, er tvunget til selv at lufte deres hund på de daglige gåture. Derfor vil personen få mere motion end i et hjem, hvor flere personer kan deles om opgaven.

Men det er ikke kun en enkel faktor, der har betydning for de flere leveår.

Ifølge undersøgelsen øger hunde også ejernes sociale velvære. Lise Lotte Christensen, som er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub, beskriver hunden som et meget socialt væsen, der trives med nærvær, og som passer godt ind i vores udadvendte livsstil.

- Man skal ikke undervurdere den sociale effekt. De er sociale isbrydere. Både derhjemme og når de er ude at gå en tur. De får os i kontakt med andre mennesker. Og så holder de os i gang fysisk 365 dage om året. Den faktor er også medvirkende til, at vi holder os i gang og lever længere, siger hun til TV 2.

Ens immunforsvar bliver også styrket med en hund i sit hjem. Det sker, når hunde efter en gåtur tager snavs med hjem, eller når de med deres bakterfyldte tunge slikker på deres ejer. Det kan påvirke bakteriefloraen - og dermed ens helbred.

- Man bliver mere resistent over for bakterier. Det gør, at man hurtigere kan komme sig over sygdomme - eller at man slet ikke bliver ramt, fordi man er vant til det, siger Lise Lotte Christensen og tilføjer:

- Men en hund er ikke bare en billet til et længere liv. Du skal være indstillet på livsstilen med masser af motion og ansvar i 10-12 år, der hører med til at have en hund.

Vær aktiv - og lev længere

I Danmark lever der op mod 580.000 hunde. Tallet har været højere, men i takt med at flere mennesker er flyttet ind mod byerne, er pladsen til de firebenede dyr blevet mindre.

For at det skal være en succes - og dermed en billet til et længere liv - at have en hund, forklarer Lise Lotte Christensen, at det er nødvendigt at vælge den rette race, som passer til ens livsstil.

- Hunden er ikke et motionsapparat, du kan stille i et kosteskab, når du bliver træt af den. Mange familier vil være glimrende hundejere, men hvis de får valgt en type, der er for krævende i forhold til det, de kan tilbyde, kan det give stress og bekymringer.

Lise Lotte Christensen anbefaler derfor at bruge tid på at undersøge, hvilken hund der passer til ens liv.

- Så undgår man at få bekymringer, og i stedet får man glæden og muligheden for et længere liv.

Men der er råd at hente, hvis man ikke har i sinde at investere i en hund.

Jørn Wulff Helge, som forsker i sammenhængen mellem fysisk aktivitet og livsstilssygdomme, er ikke i tvivl:

- Hvis man er aktiv og passer på sig selv, udskyder man de livsstilssygdomme, vi forbinder med at blive ældre, og man reducerer risikoen for dem. Eller sagt på en anden måde øger man sin livskvalitet i alderdommen.