København skal terrorsikres med blomsterkummer og malede betongrise

16x9
Det skal være slut med kedelige betongrise i det Københavnske bybillede. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Kedelige betongrise, der terrorsikrer områder med store menneskemængder, skal udsmykkes, så de passer bedre i bybilledet, oplyser Københavns Kommune.

Mange københavnere og besøgende i hovedstaden har sikkert prøvet at kante sig forbi de store betonklodser – også kaldet betongrise – der står ved befærdede områder som Rådhuspladsen, Nørreport og Nyhavn.

De blev sat op som et værn mod terror, umiddelbart efter at en lastbil påkørte og dræbte 12 mennesker i Berlin i december sidste år. En nødvendighed, men ikke det mest prangende element i bybilledet.

Men det skal der nu laves om på. Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune går i gang med at udskifte nogle af de kedelige betongrise med store, solide plantekummer. Andre skal males, så de falder bedre ind i bybilledet.

Det oplyser forvaltningen i en pressemeddelelse.

Lige inden julehandlen

I de kummer, der skal erstatte omkring 60 af betongrisene, vil der blandt andet blive plantet stauder i lilla og røde nuancer og buske som paradisæble og japansk kirsebær.

For det er vigtigt, at byen fremstår indbydende og tryg for de mennesker, der bor i byen, og de mange besøgende hvert år, siger Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

- Jeg er derfor glad for, at vi får erstattet en del af de rå betonelementer med farverige plantekummer, inden julehandlen sætter ind. Det vil forhåbentligt blive oplevet som et løft af byrummet hos både de handlende og de butiksdrivende, udtaler Morten Kabell i pressemeddelelsen.

Godkendt af politiet

Kommunen er allerede gået i gang, og de er stort set færdige med at udskifte cirka 50 betonklodser med plinte genbrugsgranit fra Svanemøllehaven og Statens Museum for Kunst. De resterende 90 vil løbende blive malet.

Sideløbende med smukkeseringerne er Teknik- og Miljøforvaltningen i gang med at udvikle en helt ny form for terrorsikring. De forventer at have prototyper klar til test i foråret 2018.

Udviklingen af terrorsikringen skal ske for 5,2 millioner kroner, som allerede er blevet afsat til byrumsinventar, der skal beskytte områder med store menneskemængder, i kommunens budget for 2018 .

Alle de nye løsninger udarbejdes i samarbejde PET og Københavns Politi.

Se de nye krukker her:

Sådan ser de nye krukker ud, der erstatter de gamle betonklodser.
Sådan ser de nye krukker ud, der erstatter de gamle betonklodser. Foto: Københavns Kommune