Hun fulgte drømmen, solgte millionvillaen i Nordsjælland og fandt lykken

Steffen Jensen skriver under valget beretninger fra det, der nedladende kaldes ’Udkantsdanmark’. Dette er nogle af de tilflyttere, han mødte på Fejø.

Ann-Mai Hansen er gymnasielærer og til(bage)flytter til Fejø. Hun har ikke fortrudt et eneste øjeblik.
Ann-Mai Hansen er gymnasielærer og til(bage)flytter til Fejø. Hun har ikke fortrudt et eneste øjeblik. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Ann-Mai Hansen er oprindeligt fra Fejø, men som så mange andre flyttede hun til hovedstadsområdet for at få sig en uddannelse. Hun er dog også en de mest eftertragtede grupper for udkanstborgmestrene: Nemlig unge børnefamilier, der vender storbyen ryggen og i stedet flytter på landet.

- Det gik lidt for hurtigt, da vi boede oppe i Nordsjælland. Da vi så pludselig så, mit barndomshjem blev ledigt hernede på øen. Det kunne vi jo ikke sige nej til, så vi sprang ud i det og flyttede job og barn og alting. Vi har ikke fortrudt det et sekund, heldigvis, siger Ann-Mai Hansen på 34 år. Hun er gymnasielærer og medlem af bestyrelsen for Fejø-foreningen.

- Man har brug for nogle andre værdier i sit liv, end det du kan, når du sidder i et hus til tre-fire millioner, skal klare to fuldtidsjobs, to børn og alt muligt andet samtidig. Det er rigtig svært at få til at hænge sammen.

- Det bliver mere lokalt her. Man kender hinanden. Man har råd til mere. Man kan gå ned i timer på arbejdet. Være mere sammen med sine børn. Der er så mange muligheder, hvis man bare flytter ud fra de der storbyer, hvor størstedelen af os ellers styrter rundt.

- Vi ser ikke tilbage og tænker, at der er en hel masse ting fra vores tidligere liv, som vi savner. Og skulle der så være et par enkelte ting, vi har valgt at opgive, så har vi til gengæld fået så meget andet, som erstatter det.

- Det kan da godt være, at jeg ikke lige kan smutte i biografen lørdag aften kl. 19.00. Til gengæld kan jeg gå ned på stranden og nyde solnedgangen og holde øje med svanerne hver eneste dag i stedet for. Så jeg tror bare, at nogle af de ting, man tror, man kommer til at savne, de bliver lynhurtigt erstattet af andre ting, som jeg personligt synes, giver meget mere værdi.

Når man kommer fra et sted, som du gør, fra det storkøbenhavnske område med millioner af mennesker omkring sig, og så flytter her til Fejø med kun 450 indbyggere, føler man sig så lidt alene?

- Nej, det ville være synd at sige. Jeg kender betydeligt flere mennesker herovre, og jeg omgås mange flere mennesker og besøger dem her på Fejø, end jeg gjorde før. Og det var ikke, fordi jeg ikke også havde mange dejlige venner inde i Ølstykke, men jeg tror bare, at man har for travlt til at engagere sig. Der var ikke tid til at engagere sig rigtigt. Man kunne lige nå at spise en middag sammen med nogle en gang imellem. Men hernede har vi spiseklubber. Det mødes vi til en gang om ugen.

- Man har også pludselig tid til at kaste sig over alt muligt frivilligt arbejde. Så jeg har langt flere mennesker i mit liv nu, end jeg havde for bare to år siden. Der er der ingen tvivl om.

Morten pendler hver dag med færgen, men bruger mindre tid foran fjernsynet

Morten Fokdal har boet på Fejø i snart 10 år.
Morten Fokdal har boet på Fejø i snart 10 år. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Morten Fokdal er optiker i Maribo og pendler hver dag frem og tilbage. Det vil han hellere, for han vil ikke opgive sit liv som øbo. Han elsker livet på Fejø og er også aktiv i en lang række foreninger og andre sammenhænge på øen. Blandt andet sidder han i bestyrelsen for skolen og har været en af folkene bag at få gennemført den såkaldte Fejølov, som sikrede, at skolen kunne overleve.

Morten synes i virkeligheden, at ”udkanten” kan hjælpe resten af landet. Det eksempel, de aktive ildsjæle lægger for dagen her, burde også kunne inspirere andre og udnyttes andre steder i landet.

- Vi forsøger alle sammen at spare. Det gør kommunerne også. Men det er ikke alle, der til fulde forstår, hvilke ressourcer der også er til stede. Herude har vi så meget at byde på. Vi kan så meget. De frivillige kræfter, vi lægger for dagen herovre… hvis man kunne mobilisere lignende kræfter på den måde over hele landet, ville alt se helt anderledes ud.

- Vi er mange herovre, der ikke bruger så lang tid på at se fjernsyn. Vi bruger masser af tid på ”at komme hinanden ved”, som man siger. Det er stort.

Diego forelskede sig i Fejø og Katharina

Diego fra Italien kom første gang til Fejø som frugtplukker som ganske ung. Han faldt ikke bare for stedet, øen, beboerne og atmosfæren - han faldt også for en ung dansk antropologstuderende, Katharina, der var kommet til Fejø for at lave feltstudier.
Diego fra Italien kom første gang til Fejø som frugtplukker som ganske ung. Han faldt ikke bare for stedet, øen, beboerne og atmosfæren - han faldt også for en ung dansk antropologstuderende, Katharina, der var kommet til Fejø for at lave feltstudier. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Diego kom første gang til som frugtplukker som ganske ung sammen med nogle andre unge fra Italien. Han faldt ikke bare for stedet, øen, beboerne og atmosfæren – han faldt også for en ung dansk antropologstuderende, der var kommet til Fejø for at lave feltstudier.

- Jeg lærte langsomt om Danmark, og her er der en livsstil og værdier, som jeg deler. Så fik jeg først mulighed for fuldtidsarbejde på frugtplantagen. Dengang var jeg alene, så det var ikke noget problem. Nu fem år senere, hvor jeg også har mødt Katharina, er jeg meget glad, fordi jeg traf det valg.

Polske Pavel er en anden af de udenlandske sæsonarbejder, der er kommet til Fejø for at plukke frugt om sommeren. Han vender tilbage til Fejø hvert år.
Polske Pavel er en anden af de udenlandske sæsonarbejder, der er kommet til Fejø for at plukke frugt om sommeren. Han vender tilbage til Fejø hvert år. Foto: Steffen Jensen / TV 2

- Der var da venner og familie, som spurgte, om det ikke var lidt radikalt at flytte så langt væk. Men det er jo ikke rigtigt. Vi er jo ret tæt på alt andet i Danmark. Vi savner ikke noget. Tværtimod. En af de virkelig store ting er det fællesskab, det tætte samfund, og den måde man hjælper hinanden på her.

- Vi er tætte på hinanden. Vi holder af hinanden. Vi hjælper hinanden. Det er ikke altid, man ser det i en storby. Der kan man godt være ret langt fra andre mennesker, selvom de går rundt lige omkring en.

Sammenlignet med Italien og andre steder, Diego har været, er afstandene i Danmark ikke noget at tale om. Derfor kan han heller ikke se, at vi overhovedet har nogen ”udkant”.

Vi har besøgt Børnehuset oppe på skolen, og der leger små og store med hinanden. Det er jo en smuk ting, de har sammen

Amanj B. Karim Frydendal, kemiingeniør og restauratør

- Der er ikke rigtigt nogen steder i Danmark, der er for langt borte. Det afhænger blot af, hvor meget det betyder for en at tage dertil. Men det er ikke noget problem. Jeg boede tidligere i Sydamerika. Der kørte man ofte 300-400 kilometer for at besøge en ven.

- Danmark er jo ikke ret stort. Så jeg møder hele tiden folk, jeg kender, i toget på vej til Aarhus eller til Nordjylland. Så selv rejsen bliver hyggelig, siger han.

- Katharina kom herover for at undersøge, hvordan folk kan bo på sådan en lille ø. Jeg var på det tidspunkt lige flyttet hertil, og nu bor hun her også, smiler Diego.

- Det er et meget godt sted at starte en familie, supplerer Katharina.

- Vi blev straks inviteret hjem til naboerne og fik med det samme en stor kreds af venner. Det var virkelig cool.

Diegos drøm er at starte sin egen forretning. Tro mod sit hjemlands traditioner kunne han tænke sig at starte en lille virksomhed, der laver hjemmelavet pasta.

I starten var pastaen bare en hobby, men feedbacken var så god, at de nu satser på at gøre det til en forretning. Derfor får de hjælp af en professionel konsulent og Madhuset i Sakskøbing. De er tæt på at få godkendt en hal til deres pastaproduktion.

- Og det er et sted, som en af de lokale har tilbudt, at vi kan bruge gratis til at starte med. Det er helt fantastisk. Vi føler, hvordan lokalsamfundet støtter os, og det giver os styrke til at gå videre, siger Katharina.

Amanj var kemiingeniør, men laver nu ’verdens bedste pizza’ på Fejø

Amanj er fra irakisk Kurdistan, taler perfekt dansk, er uddannet kemiingeniør, men det er der ikke så meget brug for på Fejø lige i øjeblikket. Derfor er han blevet restauratør. Han laver efter de lokales opfattelse verdens bedste pizza.
Amanj er fra irakisk Kurdistan, taler perfekt dansk, er uddannet kemiingeniør, men det er der ikke så meget brug for på Fejø lige i øjeblikket. Derfor er han blevet restauratør. Han laver efter de lokales opfattelse verdens bedste pizza. Foto: Steffen Jensen / TV 2

Når dette læses, har Amanj B. Karim Frydendal og hans kone, Mie, formentlig fået Fejøs nyeste beboer. Eller så er fødslen i hvert fald lige op over. Derudover har de sønnen Valdemar på snart tre.

Da jeg besøgte ham på den lille café og restaurant i Dybvig Havn på øens sydside, havde han i anledning af Æblets Dag skabt en ny pizza med æbleflæsk. Mere dansk han en pizza vel ikke blive.

- Det, der for os er det vigtigste, handler jo om børnene. At de kommer til at trives herpå øen. Det tror vi, at de gør. Vi har besøgt Børnehuset oppe på skolen, og der leger små og store med hinanden. Det er jo en smuk ting, de har sammen.

- Det er helt klart en af fordelene ved Fejø. Plus dejlig luft, smuk natur, skønne mennesker. Virkeligt socialt anlagte mennesker. Hvis du har brug for et eller andet, skriver du det blot på Fejø-mailinglisten, og i løbet af ingen tid er problemet blevet løst. Det er fantastisk. Afgjort nogle af de ting, der for os talte til fordel for at flytte til Fejø.

- Vi mærker helt klart, at alle støtter os. De kommer og spiser og hjælper også på alle mulige andre måder.

- Det er også meget billigere at bo herovre, så det er jo også en af de gode sider af livet i det her ø-samfund, siger Amanj.
- Det er også meget billigere at bo herovre, så det er jo også en af de gode sider af livet i det her ø-samfund, siger Amanj. Foto: Steffen Jensen / TV 2

- Så er der også logistikken. Skal man have noget udefra, eller skal man selv ud og hjem, skal man rette sig ind efter færgen, og vi frygtede lidt, at det måske kunne blive en udfordring. Altså de varer, jeg skal bruge her i caféen, de bliver leveret ovre i færgehavnen i Kragenæs (på Lolland, red.). Så tager færgen det med over, hvorefter jeg skal hente det nede i færgehavnen. For mit vedkommende er det ofte kølevarer, så de skal hentes ret hurtigt.

- Men i virkeligheden er det ikke rigtig et problem, for det er meget ofte nogle, der alligevel selv er med færgen, som tager varerne med og kører dem herover.

- Det er på den anden side også den eneste udfordring, vi har haft, indskyder Mia, som står bagved og ikke vil med i billedet.

Steffen Jensen skriver under valgkampen fra det, der af nogen nedladende kalder 'Udkantsdanmark'. Se hele hans beretning fra Fejø her.