25-årig overlever 'mirakuløst' voldsom soloulykke

16x9
. Foto: Local Eyes

Manden skal ligge til observation i et døgn på Rigshospitalet i København.

En 25-årig mand er uden for livsfare efter en voldsom soloulykke tirsdag aften på Holbækmotorvejen.

- Det er helt mirakuløst, at han slipper så let, siger vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Lars Jørgensen, til TV 2.

Manden blev efter ulykken bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han blev lagt i kunstigt koma med et hovedtraume. Men klokken 02:30 onsdag fik politiet beskeden om, at manden var uden for livsfare.

- Han skal ligge til observation i et døgns tid, lyder det fra vagtchefen, som fortæller, at den 25-årige har fået trykket nogle ribben, men at han ellers er sluppet uden alvorlige skader.

Årsagen er ukendt

Politiet fik anmeldelsen om ulykken tirsdag aften klokken 21:35.

Ulykken skete på Holbækmotorvejen, hvor manden kom kørende i østgående retning, men det er uvist, hvad der er årsagen til, at han kørte galt.

- Vi har endnu ikke haft mulighed for at afhøre manden om, hvad der skete, siger Lars Jørgensen.

Politiet har rent rutinemæssigt foretaget en blodprøve på manden for at undersøge, hvorvidt der har været alkohol involveret.

-  Men der er ikke noget, der indikerer, at hverken alkohol eller euforiserende stoffer har været årsagen til ulykken, siger vagtchefen.