Tusinder skal undersøges for kræft igen - 'skandale', mener Kræftens Bekæmpelse

Fejlen er sket, fordi der blev byttet rundt på screeningresultaterne hos Postnords underleverandør Strålfors.

Tre regioner genindkalder flere end 4000 danskere til tarmkræftscreening. Det gør de fordi, der kan være blevet byttet rundt på resultaterne hos virksomheden Strålfors, der er underleverandør til Postnord. Det skriver Jyllands-Posten.

Især Region Hovedstaden er ramt - her har man måttet genindkalde alle 3444 screenede borgere.

I oktober kom det frem, at Strålfors havde byttet rundt på labels til de afføringsprøver, som bruges til screening af tarmkræft. 

Kræftens Bekæmpelse: Det er en skandale

- Det er nogle problemer, som vi simpelthen ikke må komme ud for. Screeningsprogrammer skal køre, så alle er sikre på, at man får den rigtige undersøgelse og det rigtige svar, siger Leif Vestergaard Pedersen, som er direktør i Kræftens Bekæmpelse, til TV 2.

Leif Vestergaard Pedersen kalder sagen om de ombyttede resultater for en skandale.

- Jeg må sige, at det firma, der har haft denne her opgave, de har ikke været opgaven voksen. De har ikke vidst, at de er en del af et sundhedsvæsen, hvor det er helt afgørende, at man behandler patienterne ordentligt og præcist, uden at lave fejl.

Tarmkræftforeningen: Det øger usikkerheden

I Tarmkræftforeningen frygter formand Jette Lyngholm, at de mange fejl øger usikkerheden ved screening for tarmkræft, som i forvejen har lavere tilslutning end for eksempel folkeundersøgelser af kvinder for brystkræft.

- Vi kan godt frygte, at det vil have det resultat, at folk dropper screeningen. Men i Tarmkræftforeningen opfordrer vi til, at man fortsat får sendt en afføringsprøve ind til screening, hvis man er i målgruppen.

Jette Lyngholm understreger, at tarmkræft er en sygdom, der i mange tilfælde kommer snigende ubemærket og først giver sig til kende sent i forløbet.

- Derfor er det vigtigt, at man opdager den tidligt ved screening. Jo før det opdages, jo bedre, siger hun til TV 2.

Tarmkræftforening frygter faldende tilslutning til screening. Video: Sofie Sparre

Firma beklager fejl: Vi har indført nye rutiner

Hos Strålfors beklager man fejlen og understreger, at man har sørget for, at en lignende situation ikke opstår igen.

- Fejlen skyldes problemer med vores pakkemaskiner, der har medført, at et mindre antal invitationer er blevet håndteret manuelt. Der er altså tale om en menneskelig fejl, der ikke må ske. For at undgå at der sker fejl igen, har vi indført nye rutiner og skrappere tilsyn i tilfælde af maskinstop, siger Elisabeth Wesselson, som er kommunikationsdirektør hos Strålfors.