Ingen aviser gad anmelde hans bog - nu besøger han alle boghandlere i Danmark

Troels Palshof fik ideen til sin første roman, da han passede sin døende far. Men da den skulle anmeldes, løb han panden mod en mur.

Mange debuterende forfattere vælger selv at udgive deres bog, men derefter kan det være meget svært at få den solgt.

Som økonom og iværksætter kendte Troels Palshof intet til bogbranchen, da han skrev krimien 'Sommerfugleklanen'.

Men han har fundet en måde at gøre boghandlerne interesserede - selvom ingen af avisernes boganmeldere har skrevet om hans bog. Forfatteren vil besøge alle 208 boghandlere i Danmark.

- Jeg vidste på forhånd, at det var op ad bakke, når man er debutant og ikke har et kendt forlag i ryggen, siger Troels Palshof til TV 2.

Han mangler kun én butik på Sjælland - nummer 103 på Palshofs Tour de Boghandler.

Pierre Thierry fra Bog & Idé i Vanløse vil gerne læse bogen med henblik på at sælge den i butikken:

- Jeg må indrømme, at det er en lille verden. Så jeg havde allerede hørt om den fra en kollega, som siger, at den er virkelig god.

Snakkede med sin døende far

Ideen er, at hvis boghandleren kan lide bogen, så vil han eller hun anbefale den til sine kunder.

Hjemme i Gentofte ligner Troels Palshofs lejlighed et forlag med stakke af bøger. Det var her, han skrev krimien 'Sommerfugleklanen'. Ideen til bogen fik han, da han sad hos sin døende far i to uger - og snakkede om alt mellem himmel og jord.

- Når han så faldt i søvn, så kunne jeg ikke stoppe - så blev jeg ved med at snakke til ham. Det der var så fantastisk var, at når han så vågnede om morgenen og klemte min hånd og kiggede på mig, så havde han forstået det, jeg sagde til ham. Og det gav mig ideen til et meget betydningsfuldt element i plottet, fortæller Troels Palshof.

Løb panden mod en mur

Da hans far døde, sprang han ud som forfatter med eget forlag. Men han løb panden mod en mur, da han forsøgte at få aviserne til at anmelde sin bog.

To svarede - en kunne ikke, og den anden havde ikke tid.

Gennembruddet kom, da den helt store i branchen - Arnold Busck - sagde ja tak til bogen. Nu har butikken allerede genbestilt den to gange.

For en måned siden foregik den forsigtige start på Troels Palshofs Tour de Boghandler lige om hjørnet - hos den lokale boghandler i Gentofte.

- Der var selvfølgelig kunder i butikken, så vi stod og vidste ikke rigtig, hvad vi skulle sige og gøre - indtil alle var ude af butikken. Hvis nu det skulle blive pinligt, siger Troels Palshof.

Boghandler: Den kan noget helt særligt

Nu har han været tilbage med en tak til boghandleren for at tro på ham.

- Det er en fantastisk bog. Jeg læser rigtig mange bøger, og den kan noget helt særligt, siger Sophie Aller, som har boghandleren Under Bogen.

Det må ikke være et reklameindslag det her, så er der ikke noget negativt at sige?

- Jo, at han ikke har skrevet toeren endnu, lyder det fra Sophie Aller.

Egen stand på bogmesse

I morgen åbner Bogforum i Bella Center. Troels Palshof, hans kæreste og venner er ved at gøre en lille stand klar til hans eget forlag.

Hvad tror du din far ville tænke, hvis han så det her?

- Ja, hvad ville han tænke. Jeg tror, han ville være glad - og meget stolt af det. Det er der ingen tvivl om. Det er også i hans ånd at gøre sig umage, siger Troels Palshof til TV 2.

Troels Palshofs bog 'Sommerfugleklanen' er blot den første i en planlagt serie på fem.