'Grønlænderstiv' optaget i ordbogen: - Det gør ondt i hjertet

16x9
Den nye ordbog træder i kraft den 10. november. Foto: TV 2

Flere nye ord bliver snart tilføjet Den Danske Ordbog. Blandt dem er ordet 'grønlænderstiv', som for nogen kan virke stødende.

- Jeg var helt vildt grønlænderstiv.

Sådan har mange nok sagt efter en vild bytur, hvor det ikke har skortet på de våde varer.

Indtil nu har ordet faktisk ikke været en officiel del af det danske sprog. Men i den kommende opdatering af Den Danske Ordbog er ordet blevet optaget - og det selvom dette udtryk for at have fået alt for meget alkohol at drikke af de fleste tolkes som værende nedladende og kontroversielt.

Opdateringen vil ske på fredag den 10. november.

Skeler ikke til ordenes betydning

Men nedladende eller ej, så er "grønlænderstiv" nu en del af det danske sprog. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, som står for at udvælge de ord, der officielt skal optages i det danske sprog, skelner ikke mellem, om ord er kontroversielle eller nedladende. Hvis det er et ord, som folk bruger, så kan det få en plads i den danske ordbog.

- Sproget er fuldt af fordomme, det kan vi ikke komme udenom. I det mindste prøver vi at advare om, at ord som for eksempel 'grønlænderstiv' opfattes som et nedladende ord, siger Lars Trap-Jensen, der er ledende redaktør på ordnet.dk.

For eksempel kan man også finde ordet 'neger', som ligeledes har fået en negativ klang, i Den Danske Ordbog.

Den nye tilføjelse til det danske sprog falder ikke i god jord hos Malene Schørring, som er formand for Inuit, en paraplyorganisation for 23 grønlandske foreninger i Danmark.

- Det er meget nedladende, og det gør ondt i hjertet, at det ord bliver taget med i den danske ordbog. Det viser bare, at danskerne ikke ved noget om grønlænderne, siger hun og peger på, at statistikken faktisk viser, at danskerne drikker mere alkohol, end grønlænderne gør.

Nye ord fører ofte til debat

Ifølge Lars Trap-Jensen har der også tidligere været heftig debat om nyoptagne ord i Den Danske Ordbog, og redaktionen bag er ofte i dialog med folk, som bliver stødt.

- For eksempel var der en del debat, da ordet 'transseksuel' blev optaget på listen. Her oplevede flere transpersoner, at ordet transseksuel siger noget om folks seksualitet, hvor de selv er mere optagede af identitet, siger han og tilføjer:

- Også et ord som 'muskelhund' vakte stor debat, da det blev optaget på listen over nye ord i det danske sprog.

Ifølge Malene Schørring skal Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, som står for at udvælge de nye ord, heller ikke forvente, at man i det grønlandske miljø vil lade sagen om ordet 'grønlænderstiv' gå uhørt hen.

- Det tror jeg bliver taget meget ilde op af grønlænderne i Danmark, og det kommer til at være noget, som vi vil tage op. Ordet er med til at marginalisere grønlændere, og det er ikke ok.

Blandt de nye ord, der også er blevet optaget i det danske sprog, er amatørcykelrytter, bandemiljø, datingside, førfest, maxikjole, ork og økovare.