Danske præster: - Folkekirken skal missionere og forsøge at omvende nydanskere

16x9
Sognepræst Ellen Margrethe Gylling mener, at islam er en konkurrent til Folkekirken, og at danske præster bør missionere for at udbrede den kristne tro. Foto: TV 2

Det ligger i præsters dna at missionere. Kun en døende kirke ville ikke gøre det, mener sognepræst.

Når der kommer muslimer eller folk med andre religioner til Danmark, skal de så mødes af en dansk folkekirke, der forsøger at omvende dem til den kristne, protestantiske tro?

Ja, siger mange danske folkekirkepræster, der gerne påtager sig opgaven med at missionere blandt nydanskere med andre religioner. Det viser en rundspørge, som TV 2 har foretaget.

Vi har religionsfrihed i Danmark, og mange nydanskere er ikke kun kommet til landet med en anderledes kultur. De har også en anden trosretning.

Og så er det de danske præsters opgave at missionere og overbevise dem om, at kristendommen er den eneste rigtige trosretning, mener flere end 41 procent af folkekirkens præster ifølge TV 2-rundspørgen, som 862 præster har svaret på.

En konkurrent til folkekirken

En af dem er Ellen Margrethe Gylling, som er sogne- og indvandrerpræst på Amager.

- Missionen er vigtig for min kirke, for hvis vi ikke gør det, er vi en døende kirke. Så enkelt kan det faktisk siges. Kristen tro har altid været udadvendt, siger Ellen Margrethe Gylling til TV 2.

I hendes øjne er islam en konkurrent til folkekirken. Det er en religion, der er præget af mange regler om, hvad der er rent og urent. De grænser ophæves i kristendommen, og derfor er det vigtigt at missionere for at sprede budskabet, fortæller hun.

- Kristendommen har et vigtigt budskab at komme ud med og et kristent menneskesyn, som er særdeles vigtigt at få ud i vores tid, som, synes jeg, er præget af masser af kynisme, siger hun og fortsætter:

- Islam bliver mere og mere synligt i vores byer her i Danmark, og derfor er det vigtigt, at kristendommen kommer mere på banen med evangeliet, og at vi går ind i samtalen med muslimer.

Danmarks første gadepræst

Ellen Margrethe Gylling missionerer dog ikke så meget, som hun har gjort.

Hun blev kendt som Danmarks første gadepræst og var det i over 12 år, indtil hun blev sogne- og indvandrerpræst på Amager i 2004.

Hun var gadepræst for Trinitatis Kirke i København og gik dengang rundt på Christiania, Nørrebro og Vesterbro, hvor – som hun siger det - hendes ”målgruppe befandt sig”. Her forsøgte hun at falde i snak med de mennesker, hun mødte på sin vej, så de kunne tale om religion.

Det sker dog stadig, at hun stopper en muslimsk kvinde eller par på gaden og taler med dem om religion, hvis det virker naturligt. For det ligger i præsters dna at missionere, siger hun.

Det er også biskop i Købehavn, Peter Skov-Jakobsens, forklaring på, at et flertal af præsterne i rundspørgen mener, at folkekirken bør missionere mere.

 - Vi missionerer i det hele taget. Det er vores opgave at fortælle om tro, håb og kærlighed. Det er en af kirkens mange opgaver, siger biskoppen til TV 2 og fortæller, at de danske præster ikke er blevet opfordret til at missionere mere af folkekirken.

Gammeldags klang

Men selvom flertallet af præsterne deler Ellen Margrethe Gyllings holdning til, at de bør missionere mere, viser rundspørgen også, at der er stor uenighed blandt de præster, der har svaret på spørgsmålet.

Knap en tredjedel af præsterne er nemlig uenig med flertallet.

Mette Basbøll, sognepræst i Tingbjerg, synes ikke, præsterne skal missionere mere, blandt andet fordi ordet har en gammeldags klang. 

Hun missionerer ikke over for muslimer, fordi hun mener, at alle har deres egen vej til Gud.

- Jeg skal ikke kapre nogen. Hvis folk kommer og ønsker at blive døbt, så betyder det, at de oprigtigt vil det. Jeg kender mange, som egentlig gerne vil støtte folkekirken, men som ikke vil være kristne, siger Mette Basbøll til TV 2.

Den måde, ordet mission kan blive brugt, kan blive misforstået, mener hun. Hun har ikke et mål om, at gøre muslimer kristne, men om at være i dialog med dem og alle andre. 

- Så kan vi fælles finde ud af, hvad tro betyder for én, siger hun.