Forgiftningsmistanke: Familie søgte lægehjælp flere gange før to børns død

Allerede om mandagen følte flere familiemedlemmer sig syge, men først torsdag gik alvoren op for myndighederne.

En familie fra Haslev på Sydsjælland befinder sig fortsat på Rigshospitalet, efter de torsdag i sidste uge mistede to børn med mistanke om svampeforgiftning.

Desuden har flere familiemedlemmer modtaget behandling på hospitalet, blandt andet har to døtre søndag og mandag fået foretaget transplantationer af organer, oplyser familiens ældste søn og en bekendt af familien.

Men nu viser det sig, at familien allerede i dagene op til dødsfaldene søgte lægehjælp adskillige gange.

Mandag var familien hos deres praktiserende læge, tirsdag var den ældste datter på 15 år, der senere afgik ved døden, på Næstved Sygehus, og onsdag blev samme datter tilset af vagtlægen.

Alligevel lykkedes det ikke at opdage, hvor syge børnene var, eller hvad de fejlede, inden den 15-årige pige og en yngre bror torsdag afgik ved døden.

Sygehus mente, at datter led af maveinfektion

Allerede mandag den 16. oktober følte flere i familien sig syge, og forældrene opsøgte derfor deres egen læge, fortæller bekendte af familien til TV 2.

Det var dog den 15-årige datter Naomi, der havde det værst, og natten til tirsdag blev hun derfor undersøgt på Næstved Sygehus. Her nåede de frem til, at hun formentlig led af en maveinfektion på virusbasis, og hun fik derfor behandling og blev sendt hjem igen.

Den 15-årige Naomi afgik torsdag ved døden. Hun var natten til tirsdag på Næstved Sygehus og blev natten til onsdag tilset af en vagtlæge.
Den 15-årige Naomi afgik torsdag ved døden. Hun var natten til tirsdag på Næstved Sygehus og blev natten til onsdag tilset af en vagtlæge. Foto: Privatfoto

Sent tirsdag aften kontaktede familien så Patience Mashamba, der er tolk og frivillig i Røde Kors.

Han har kendt familien, siden de kom til Haslev som kvoteflygtninge for to år siden, og familien bad ham nu om hjælp til at få den ældste datter på sygehuset, da hun stadig var syg. Han ringede derfor til lægevagten.

- Mens vi ventede på lægevagten, siger hun, ”jeg vil dø, jeg vil dø. Mor, hjælp mig. Kan I ikke ringe til ambulancen”, siger Patience Mashamba.

Afskrevet som blærebetændelse

Da vagtlægen nåede frem natten til onsdag, ringede han til sygehuset i Næstved, hvor pigen var blevet tilset natten forinden.

Efter at have talt med den vagthavende på børneafdelingen bad han Naomi tage en urinprøve, hvorefter lægen ifølge Patience Mashamba fortalte familien, at hun havde blærebetændelse.

Det var selvom, pigen havde haft opkast og diarre, som ikke er typiske symptomer på blærebetændelse.

- Nej, men du kan få det, fordi der er diarre, og så kan man blive smittet af de bakterier, der er ved diarreen, siger Henning Orsholt, der er chef for vagtlægerne og har fået fuldmagt af familien til at udtale sig til TV 2 om, hvad der står i journalen.

Endnu et barn udviste sygdomstegn

Under vagtlægens besøg kom faren i familien bærende med endnu et sygt barn, en yngre datter ved navn Natali, og bad lægen om også at kigge på hende.

- Han viste lægen, at hun også var i dårlig tilstand, og spurgte, om han kunne få hjælp. Lægen sagde: ”Jeg er ikke kommet for hende dér”, og at han ikke kunne kigge på Natali. Så han ville ikke kigge på hende, hævder Patience Mashamba.

Den del af forløbet kan vagtlægechefen dog ikke bekræfte. Det fremgår ikke af de optegnelser, han er i besiddelse af.

- Det kommer an på en konkret vurdering, men hvis man opfatter, at et barn er alvorligt syg, når man er ude at besøge et andet familiemedlem, så vil man normalt selvfølgelig kigge på det barn. Det hører jo med til lægegerningen, siger Henning Orsholt.

Nye oplysninger i sagen om en familie fra Haslev, der formodes forgiftet. De søgte lægehjælp flere gange i dagene op til to børns dødsfald. Video: Mikkel Secher

To børn er stadig i kritisk tilstand

Torsdag formiddag modtog alarmcentralen så opkaldet om, at den 15-årige pige var bleg og havde vejrtrækningsproblemer.

Det var først her, at det lægefaglige personale på stedet konkluderede, at fire børn udviste alvorlige symptomer, som kunne tyde på forgiftning. Familien blev derefter i hast fragtet til sygehuse i Køge, Slagelse, Roskilde og København og senere samlet på Rigshospitalet.

Torsdag aften bekræftede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at den 15-årige og et yngre barn var afgået ved døden.

To af børnene var søndag stadig i kritisk tilstand. Den ene er pigen Natali, den anden er hendes yngre søster Esperance. De har begge fået foretaget organtransplantation henholdsvis søndag og mandag, oplyser familiens ældste søn.

Det er stadig ikke endeligt fastslået, hvad der gjorde familien syge. Ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på en forbrydelse.

Familie søgte lægehjælp flere gange før to børns død
Mandag d. 16. oktober
Familiens mor opsøger sin praktiserende læge, fordi hun har det dårligt.
Samme aften får den 15-årige Naomi det også dårligt. Ifølge sin storebror Francois Mumbere har hun det meget dårligt.
- Jeg kunne ikke tale med hende, for hun kunne ikke snakke. Hun kunne heller ikke drikke vand, når vi gav det til hende. Hun sagde, hun havde ondt i maven, og så kastede hun meget op, fortæller han.
Tirsdag d. 17. oktober
I løbet af natten til tirsdag bliver 15-årige Naomi undersøgt på Næstved Sygehus, efter at være blevet bragt i ambullance. Her mener lægerne, at hun lider af en maveinfektion på virusbasis.
- Næstved Sygehus kan bekræfte, at et familiemedlem fra den omtalte familie har været kortvarigt indlagt, undersøgt og behandlet i starten af uge 42, lyder det i et skriftligt svar fra sygehuset til TV 2.
15-årige Naomi modtager behandling og bliver sendt hjem igen.
Sent tirsdag aften kontakter familien så Patience Mashamba, der er tolk, frivillig i Røde Kors og har kendt i familien i to år. Da forældrene hverken kan dansk eller engelsk, hjælper han dem med at tilkalde en vagtlæge, fordi Naomi fortsat har det dårligt.
Onsdag d. 18. oktober
Da vagtlægen når frem natten til onsdag, ringer han til sygehuset i Næstved, hvor pigen var blevet tilset natten forinden.
Efter at have talt med den vagthavende på børneafdelingen, beder han 15-årige Naomi tage en urinprøve, hvorefter lægen ifølge Patience Mashamba fortæller familien, at hun har blærebetændelse.
I forbindelse med sit besøg afviser vagtlægen ifølge Patience Mashamba at tilse et andet af familiens børn, der også er syg.
Den del af forløbet kan Henning Orsholt, der er chef for vagtlægerne, dog ikke bekræfte. Det fremgår ikke af de optegnelser, han er i besiddelse af. Dog står der i vagtlægens optegnelser, at vagtlægen bliver gjort opmærksom på, at flere i familien har ondt i maven.
- Det er hyppigt, at når et familiemedlem har maveinfektion, så er det yderst smitsomt, og så er der også andre i familien, der kan have det, siger Henning Orsholt.
Torsdag formiddag d. 19. oktober
Torsdag ringer familiens mor til 18-årige Francois Mumbere og beder ham om at komme og se til sin søster, da hun har svært ved at trække vejret.
- Jeg rørte ved hende, og hun var helt kold, og hun kunne ikke trække vejret. Så tænkte jeg bare, at der ikke var noget, jeg kunne gøre her, siger han.
Efter et opkald til alarmcentralen bliver en ambulance torsdag formiddag sendt ud til familiens adresse. Her konkluderer redderne, at fire børn udviser mulige tegn på forgiftning, og flere ambulancer bliver tilkaldt.
Derefter bliver 11 af familiens medlemmer kørt til sygehuse i Køge, Slagelse, Roskilde og København. Senere bliver de indskrevet på Rigshospitalet. 
Torsdag aften d. 19. oktober
Senere samme dag bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at 15-årige Naomi og et yngre barn, der viser sig at være syv-årige Theophile, er afgået ved døden. Det sker som følge af hjertestop.
Naomi er død ved ankomsten til RIgshospitalet.
Ni af familiens resterende medlemmer er fortsat indskrevet på Rigshospitalet med større eller mindre symptomer på forgiftning, oplyser politiet. Blandt dem er fire andre børn, hvor det yngste familiemedlem er syv måneder gammel. 
Søndag d. 22. oktober
To af børnene, døtrene Natali og hendes yngre søster Esperance, er søndag stadig i kritisk tilstand. En af døtrene får ifølge familiens ældste søn, Francois Mumbere, foretaget en organtransplantation søndag.
 
Mandag d. 23. oktober
Mandag får den anden af de alvorligt syge døtre ifølge familien og en bekendt af familien også foretaget en organtransplantation.
Deres tilstand efter operationen er stadig ukendt. 
Flere medlemmer af sundhedsudvalget i Region Sjælland udtrykker samme dag et ønske om en grundig evaluering af forløbet omkring de to børns død.
Tirsdag d. 24. oktober
Tirsdag sender administrationen i Region Sjælland en redegørelse til politikerne i regionsrådet. Her gør de det klart, at de har iværksat en undersøgelse af, hvorvidt læger og sygehus håndterede sagen rigtigt. Samtidig vil de dog ikke gå yderligere ind i sagen, da politiet stadig ikke har afsluttet sin efterforskning. 
Onsdag d. 25. oktober
Syv familiemedlemmer bliver udskrevet fra Rigshospitalet. Det drejer sig om de to forældre og fem børn. To yngre søstre på fem og ni år, der tidligere fik foretaget organgtransplantation, er stadig indlagt.