Skuespiller- og instruktørforbund erkender problem med grænser i branchen

Fagforeningerne i den danske filmbranche har ikke været klar over, hvor stort omfanget af seksuel chikane er.

De krænger følelserne ud på scenen og viser sig selv i intime situationer foran fyldte sale. Men når skuespillerne træder ned fra scenen, er de også mennesker med grænser og intimsfærer.

Det kan for nogen skabe forvirring om, hvor langt det er tilladt at gå i sine fysiske tilnærmelser, mener næstformand i Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen. 

- Vi er en branche, hvor vi udstiller vores seksualitet og følelsesliv hele tiden. Vi laver sexscener på film, mens 30 mennesker måler på lyset, kigger på os, og vi prøver at lave noget, der skal se realistisk ud. Det gør nogle gange, at nogle mennesker tror: "Hvis han kan stå og være nøgen overfor mig, så kan jeg også lige give et klap i numsen eller sige noget, som er en lille smule upassende", siger han. 

For det er langt fra altid, at grænserne bliver respekteret. Det viser en rundspørge, som TV 2 har foretaget blandt 297 kvindelige skuespillere.

32 procent erklærer sig enige eller meget enige i at "der er problemer med sexchikane over for skuespillere i branchen i Danmark". 24 procent svarer, at de direkte har oplevet, at blive udsat for seksuelle tilnærmelser fra en overordnet.

Få henvendelser om seksuelle krænkelser

En lang række amerikanske skuespillerinder og modeller har de seneste uger stået offentligt frem med beskyldninger mod Hollywood-produceren Harvey Weinstein. Nogle drejer sig om sexchikane, mens andre anklager den indflydelsesrige mand for voldtægt. 

Det har resulteret i en debat om kulturen i den amerikanske filmbranche - en kultur, hvor især kvindelige skuespillere oplever at blive seksuelt krænket.

Tallene fra TV 2 vidner om, at problemerne også eksisterer i Danmark.

Alligevel har Dansk Skuespillerforbund kun fået få henvendelser fra deres medlemmer, og instruktørernes fagforening, Danske Sceneinstruktører, har aldrig haft sager om emnet.

- Der er noget, der tyder på, at mange har oplevet noget, men ikke sagt det højt, siger Benjamin Boe Rasmussen.

Det samme konstaterer Lene Skytt, bestyrelsesmedlem i Danske Sceneinstruktører.

- Jeg synes, at 24 procent er mange i forhold til, hvor lidt der bliver talt om det. Vi er en lille forening, men vi har aldrig hørt om sager. De går meget stille ved dørene, siger hun.

- Der findes historier (om seksuel chikane red.), men jeg har ikke en fornemmelse af, at det er blevet fortiet fra toppen. 

Alle bør være opmærksomme på grænser

Lene Skytt mener, at det kræver et særligt stort fokus på fysiske grænser i branchen, hvis problemet skal til livs. 

- Det er et meget fysisk arbejde at være skuespiller og kropsligt arbejde, og man åbner for sit følelsesliv og sætter sin krop til rådighed for den rolle, man spiller - også i relationen til for eksempel en instruktør. Det er i højere grad, end jeg forestiller mig i andre arbejdssammenhænge, siger hun.

Derfor er det netop opmærksomhed på sagen, der kan ændre kulturen, så færre skuespillere oplever krænkelser, mener næstformanden i Dansk Skuespillerforbund.

- Jeg tror, at det gælder for alle brancher, for mænd som kvinder, at vi skal blive bedre til at kommunikere og være klare omkring, hvor grænsen går, siger Benjamin Boe Rasmussen.

- Hvis nogle var blevet slået ned på gaden, eller det var et barn, det gik ud over ville, vi gribe ind, fordi vi kan godt regne ud, at det er forkert. Men det her er nogle gange en gråzone, og så har man ladet det passere. Men så er der rent faktisk et menneske, som er blevet forulempet, slutter Benjamin Boe Rasmussen.