Danske skuespillerinder oplever seksuel chikane

Flere danske skuespillerinder fortæller, hvordan de oplever at blive krænket både verbalt og fysisk af eksempelvis instruktører og teaterdirektører.

Forventninger om sex som tak for at få en rolle. Vulgære tilsagn visket i øret. Presset til nøgenhed. Befamling af intime kropsdele. Voldtægt.

297 kvindelige medlemmer af Skuespillerforbundet har valgt at deltage i en rundspørge foretaget af TV 2, og 32 procent er enige eller meget enige i at "der er et problemer med sexchikane over for skuespillere i branchen i Danmark".

Flere beretter også, at de selv har været udsat for sexchikane, følt sig presset til sex og i nogle tilfælde været udsat for voldtægtsforsøg.

Rundspørgen kommer bag på formanden for Skuespillerforbundet, Katja Holm.

- Det overrasker mig meget, når jeg ser, der er nogen, der simpelthen har været udsat for fysiske overgreb, siger hun

I rundspørgen, der i alt er blevet besvaret af 520 personer, ses det yderligere, at 41 procent af kvinderne har oplevet verbale seksuelle tilnærmelser.

Skuespillerforbund overrasket

I USA er Hollywood-producent Harvey Weinstein den seneste tid blevet anklaget for seksuelle krænkelser, efter at en række fremtrædende amerikanske skuespillerinder offentligt har fortalt deres historier om ham.

I Danmark er det kun få skuespillere, der på lignende vis offentligt har fortalt om sexchikane i branchen. Når tallene fra TV 2s rundspørge viser, at der alligevel er flere med sådanne oplevelser, så er det et udtryk for, at emnet er tabubelagt, mener Katja Holm.

Hun modtager kun meget få henvendelser om sexchikane og overgreb fra sine medlemmer.

- Det er tabuiseret, det er ekstremt fyldt med skyld og skam, og det fortæller noget om arbejdsvilkårene i vores branche, siger Katja Holm og uddyber:

- Du er udsat, fordi du er afhængig af dit næste job. Du vil ikke gøre dig til besvær. Du er bange for de konsekvenser, det kan give, hvis du først går ind i en sag, og det kommer frem. Så al den her frygt er det, der bremser. Og det er jo et stort problem, når vi har medlemmer, som har været udsat for noget, og de ikke har turdet at gøre noget ved det, siger Katja Holm.

Rundspørge-detaljer: Nøgent lem op af min bare ryg

I TV 2s rundspørge beskriver flere skuespillere anonymt deres oplevelser i branchen, og fortællingerne spænder vidt fra en eller få verbale overskridelser af vedkommendes grænser til deciderede voldtægtsforsøg eller fuldbyrdet voldtægt.

I alt svarer otte personer i rundspørgen, at de har været udsat for voldtægtsforsøg. En af dem er denne kvinde:

Kvinde mellem 60 og 69 år
Voldtægt. Forfølgelse, tilbud om roller, hvis.. Indtil flere voldtægter ... Vidste, at hvis jeg gik til politiet, ville pressen få det at vide, og så ville det blive overskrifter, og jeg ville som ung skuespiller for altid blive forbundet med det, og ikke mit arbejde. Desuden var det i de år, hvor unge skuespillerinder skulle smide tøjet på tv, i film. Da jeg sagde nej, kom der ikke flere roller.

123 kvinder og 29 mænd ud af 520 svarer, at de har oplevet verbale seksuelle tilnærmelser fra en overordnet. En af dem er denne kvinde:

Kvinde under 30 år
En teaterinstruktør hviskede klamme vulgære ting i mit øre, så kun jeg kunne høre det. Og sagde at jeg kunne blive længere efter prøvetid for at øve kysse scenen med ham.

En anden kvinde svarer, at sexchikanen startede meget tidligt i karrieren:

Kvinde mellem 30 og 39 år
En filminstruktør fortalte mig, at han havde svært ved at holde sig i skindet og ikke reagere på mine tilnærmelser og flirten på filmsettet. Jeg var 14 år. En filmproducer bad mig til en juleafslutning om at sidde på skødet af ham. Det lå ligesom i luften, at ham sagde man ikke nej til. Jeg var 17 år.

Samlet svarer 72 kvinder og 21 mænd, at de har oplevet fysiske seksuelle tilnærmelser fra en overordnet. 

Kvinde mellem 30 og 39 år
Jeg har fået klasket et nøgent lem op af min bare ryg, da jeg sad og var ved at gøre mig klar i garderoben.

En yngre kvinde beskriver, at hun kun har haft en instruktør, der ikke lagde an på hende, og at hun derfor nærmest har droppet sin karriere efter at være blevet psykisk nedbrudt. Samtidig har hun mødt forventninger om, at hun skulle gå i seng med sine overordnede som tak for rollen. På et tidspunkt blev hun presset til at gøre det:

Kvinde under 30 år
De har en magt over dig og en pressede mig længe nok til jeg til sidst gav efter.

En skuespillerinde på mellem 50 og 59 år fortæller om en episode, hvor instruktøren forsøgte at få flere følelser frem i hende. Hun lod tankerne falde hen på et af sine tidligere forhold for at få flere følelser frem, men derefter gik instruktøren over kvindens grænse:

Kvinde mellem 50 og 59 år
"Det er når du husker de der følelser at det kommer frem på scenen. Mer... stærkere..." siger han og begynder at skubbe til mig. På det her tidspunkt løber tårerne ned af mine kinder. "Se" siger han og lader sine hænder løbe ned af min forkrop hen over mine bryster... "det er det det handler om. Forstår du det? Det er følelser!!!! På den måde når du ud til folk". Han klapper mig bagi og siger..."gå hjem du har det hele ...bare slip det fri." Ikke så fedt at fortsætte med prøver på det forløb...men forestillingen gik godt.

Katja Holm er rystet over besvarelserne fra medlemmerne.

- Det er uhyggelige historier, og det er forstemmende, at det kan foregå. At man møder et andet menneske, som man ikke tager vare på, men i stedet krænker.

- Det gør mig ærgerlig, det gør mig sur, og det gør mig ked af det på branchens vegne.

Manglende henvendelser udfordrer forbundet

En del af respondenterne i rundspørgen er enige med Katja Holm i, at en af årsagerne til tabuiseringen skal findes i frygten for ikke at få et job igen. Én skriver:

Kvinde mellem 30 og 39 år
Det er vigtigt at være populær og kende de rigtige mennesker for at man kan få jobs. Der er få mennesker som sidder på magten og som skuespiller er man næsten konstant på jagt efter det næste job. Alle disse forhold er med til at fremme forholdene for sexchikane. Det er min opfattelse at skuespillere finder sig i mange forskellige ting for ikke at ryge ud i kulden.

Katja Holm forklarer, at Skuespillerforbundet den seneste tid har haft meget fokus på sine medlemmers sikkerhed på arbejdspladsen, men erkender, at man muligvis ikke har haft nok fokus på seksuelle krænkelser i branchen.

- Det kan godt være, vi har glemt at tale om, at det ikke kun handler om sikkerhed i forhold til for eksempel at falde ned fra forskellige ting, men at det også handler om at turde sige fra, når noget er blevet overskredet, eller man er blevet krænket. Det kan godt være.

Hun understreger dog, at det er svært for forbundet at gøre noget, hvis ikke der er nogen, som indberetter eller anmelder deres oplevelser.

- Det kræver, at nogen kommer til os. Jeg kan ikke tvinge mennesker til at komme til mig. Men vi kan skabe en sikker måde for folk at komme til os på, og vi kan hjælpe dem bedst muligt. Og fortælle folk, at det her er ikke og skal ikke være normen, siger Katja Holm.

TV 2 har været i kontakt med en række af de kvindelige skuespillerne, som har skrevet om deres oplevelser i vores rundspørge. Men indtil nu har ingen ønsket at stå frem offentligt og fortælle deres historie. Blandt andet af frygt for at det vil ødelægge deres karriere.