Hjerteløber fik vigtig besked på sin telefon - kort efter reddede han en mands liv

- Var de ikke kommet, havde jeg været død, siger Alf Dissing, som fik førstehjælp af hjerteløbere.

Klaus Hedegaard var lige kommet hjem fra en løbetur, da en alarm gik på hans telefon.

Omkring en uge tidligere havde han hentet app'en 'Hjerteløber' fra TrygFonden og Region Hovedstaden.

Gennem app'en fik han via Region Hovedstadens Akutberedskab en alarm om at løbe af sted til et nærliggende hjertestoptilfælde. Det var 150 meter fra hans hjem i Fredensborg.

Klaus Hedegaard accepterede alarmen og løb endnu en gang ud af døren.

- Da jeg kommer frem, bliver jeg mødt af lukkede døre. Der er ikke noget, der indikerer, at noget er galt, siger Klaus Hedegaard.

Men inde bag parcelhusets døre havde 57-årige Alf Dissing fået hjertestop.

Hjerteløbere fremme før ambulance

Klaus Hedegaard gav den 57-årige mand hjertemassage, efter han var blevet lukket indenfor af Alf Dissings kone.

Var de ikke kommet, havde jeg været død

Alf Dissing

- Det er tydeligt, Alf ikke har det godt. Han trækker ikke vejret, og der er ikke nogen puls, fortæller Klaus Hedegaard.

Hvad er et hjertestop?

De fleste hjertestop kommer som følge af en blodprop i hjertet eller i kranspulsårerne - det er et såkaldt hjerteanfald.

Ved et hjerteanfald beskadiges musklen i hjertet, og det kan udvikle sig til et hjertestop.

I andre tilfælde skyldes hjertestoppet forstyrrelser i hjertets rytme. I nogle tilfælde kan hjertet slå så hurtigt, at det ikke kan pumpe blodet rundt. Det kaldes hjertekammerflimren. 

Hos yngre mennesker er en almindelig årsag til hjertestop 'hypertrofisk kardiomyopati'. Denne sygdom er ofte arvelig.

Kilde: Hjerteforeningen

Efter et stykke tid, hvor Klaus Hedegaard havde givet hjertelungeredning, kom endnu en mand til parcelhuset.

Han er ligesom Klaus Hedegaard også hjerteløber, og i hånden bar han en hjertestarter fra det lokale bibliotek.

- Vi når at give ham hjertelungeredning, og vi når at give ham en eller to gange stød, inden den første ambulance kommer og tager over.

Alf Dissing overlevede uden mén takket være den såkaldte hjerteløberordning.

- Vi skulle på ferie på Mallorca og var ved at pakke. Pludselig følte jeg mig underligt træt og lagde mig på sengen for at hvile fem minutter. Så kan jeg ikke huske mere, fortæller Alf Dissing til Ritzau.

Hans kone fandt ham livløs på sengen og ringede 1-1-2. Bare to minutter senere stod Klaus Hedegaard på adressen.

Hjerteløbere gør en forskel

Alf Dissing er ikke i tvivl om, at de to redningsmænd gjorde en afgørende forskel.

- Var de ikke kommet, havde jeg været død. Der gik vel næsten et kvarter, før ambulancen kom.

- Så ville jeg enten være blevet til en grøntsag eller have været stendød. Det er minutter og sekunder, det handler om, siger han.

Sådan fungerer det nye projekt

Det nye projekt er igangsat den 1. september af TrygFonden i samarbejde med Region Hovedstaden. Projektet hedder 'TrygFonden hjerteløber'

Hjerteløberne downloader appen 'TrygFonden hjerteløber', og via den kan Region Hovedstadens Akutberedskab sende en alarm til hjerteløberne om at løbe afsted i tilfælde af et nærliggende hjertestoptilfælde.

I forbindelse med, at tre ud af fire tilfælde af hjertestop netop sker i hjemmet, har TrygFonden i samarbejde med Region Hovedstaden valgt at igangsætte det nye projekt.

Siden den 1. september har 5700 frivillige personer tilmeldt sig ordningen, der skal bringe hjertestartere ud til folk med hjertestop i hjemmet. 89 alarmer er målt, og 209 hjerteløbere er løbet af sted.

- Vi har mange eksempler på, at hjerteløberne er nået hurtigt frem til hjertestoppatienterne. Vi kan også med ret stor sikkerhed sige, at hjerteløberne har været med til at redde menneskeliv allerede nu, siger Fredrik Folke, klinisk forskningslektor på Herlev-Gentofte Hospital og forskningsleder i Region Hovedstadens Akutberedskab.

Forskningsprojektet skal nu kortlægge erfaringerne med ordningen. Og hvis det viser sig at være en succes, forventer TrygFonden at udbrede ordningen til hele landet.

Her er en liste med gode råd til, hvad du skal gøre, hvis ulykken indtræffer. 

Sådan giver du førstehjælp ved hjertestop

Tjek for bevidsthed

Tal til personen, og hvis det ikke hjælper, skal du ruske moderat i personen, imens du bliver ved med at tale.
Brug eventuelt smertepåvirkning, for eksempel ved at nive personen.

Tjek vejrtrækning

Frie luftveje Foto: Hjerteforeningen
Tjek om der er frie luftveje. Se, lyt og føl i max. 10 sekunder
Er der noget, der blokerer mund eller hals, skal du fjerne det og herefter skabe frie luftveje ved at bøje hovedet tilbage.
 

Hvis normal vejrtrækning

Person i sideleje Foto: Falck
Er der normal vejrtrækning, skal du lægge personen om på siden/stabilt sideleje. Se hvordan du gør her.
Ring herefter 1-1-2.

Hvis ingen vejrtrækning

Er der ikke normal vejrtrækning, skal du ringe 1-1-2 og give hjertemassage og kunstigt åndedræt.
• Giv skiftevis hjertemassage med 30 tryk og 2 indblæsninger.
• Fasthold en konstant trykdybde på 5-6 centimeter.
• Fortsæt, til der er normal vejrtrækning, eller til professionel hjælp overtager.

Hjertestarter?

Er der en hjertestarter inden for rækkevidde, så få fat i den hurtigst muligt.
Er I flere tilstede, så send en af sted for at hente den. Er du alene, må du selv hente den, hvis den er i umiddelbar nærhed.
Find nærmeste hjertestarter på Hjertestarter.dk.

Særligt for børn

Er der tale om et barn på under otte år, skal du mindske trykket, når du yder hjertemassage. For spædbørn skal du for eksempel kun trykke med to fingre (mellem brystvorterne). Se mere i videoen.